Fonden bag Aarhus Idrætspark præsenterede i dag sin vision for byens nyeste pragtanlæg - primært til sport. En kvart milliard kroner er investeret i Aarhus Idrætspark, både med bygningen af den helt nye Arena og med modernisering af allerede eksisterende anlæg, især Århus Stadion med godt 20.000 siddepladser.

Med de store investeringer og en ny bestyrelse på plads er de fysiske rammer klar til at tage imod de store navne inden for sporten. EM i håndbold for kvinder i december bliver svendeprøven med 27 kampe på programmet, heraf to semifinaler og selve finalen.

Men i tiden mellem de store sportsbegivenheder, skal de fine haller ikke stå rungende tomme. I efteråret holder Cliff Richard koncert i Arenaen. Og når der ikke spilles håndbold i hallerne, er der plads til flere af byens mindre sportsklubbers ugentlige træninger.

/ritzau/