Højrefløjen Kristian Bjørnsen skifter fra tyske HSG Wetzlar til Aalborg Håndbold på en treårig kontrakt.

Aalborg Håndbold fortsætter med at forstærke sig frem mod de kommende sæsoner.

Fra sommeren 2021 tiltræder den norske landsholdsfløj Kristian Bjørnsen således på en treårig kontrakt, oplyser den nordjyske klub på sin hjemmeside.

Den 32-årige højrefløj slår nu sine folder i bundesligaklubben HSG Wetzlar, hvor han har spillet siden 2016.

Aalborg-direktør Jan Larsen glæder sig over tilgangen.

- Kristian er en utrolig dygtig spiller, der har været en profil på den internationale scene igennem en lang årrække. Han kommer til at bidrage med en masse erfaring, mens han samtidig er en scoringssikker fløj, der også besidder store defensive kvaliteter, siger Jan Larsen.

Aalborg har aktuelt også nordmanden Sebastian Barthold i truppen, og tidligere spillede blandt andre også den norske stjerne Sander Sagosen i den nordjyske klub.

- Jeg har hørt mange positive ting om klubben fra mine landsmænd, og det er virkelig en interessant udvikling, klubben har været igennem.

- Det ser jeg frem til at blive en del af, og jeg er klar til at give mig 100 procent for at hjælpe Aalborg Håndbold med at indfri de spændende ambitioner, siger Kristian Bjørnsen til Aalborgs hjemmeside.

Han har været en del af det norske landshold i de seneste mange år. Han fik sin landsholdsdebut i 2012, og siden er det blevet til 135 A-landskampe og 536 mål for Norge.

I sidste uge skrev Aalborg kontrakt med Mikkel Hansen, men han tiltræder først i sommeren 2022.

/ritzau/