Den 22. oktober 2018 oplevede en amerikansk familie det største mareridt.

Lauren McCluskey, der var blot 21 år, blev skudt og dræbt ved University of Utah af sin ekskæreste.

Og fredag blev det så afgjort, at universitetet skal betale, hvad der svarer til 85 millioner kroner til Lauren McCluskeys efterladte familie. Det skriver CNN.

Årsagen er, at det unge atletiktalent mere end 20 gange forsøgte at gå til politiet, da hun oplevede, at hendes ekskæreste – der efter drabet tog sit eget liv under en politijagt – chikanerede hende.

De to havde et kortvarigt forhold efter at have mødt hinanden på en bar. Et forhold, der sluttede, da Lauren McCluskey opdagede, at den 37-årige mand tidligere havde begået sexovergreb på blandt andre mindreårige.

»Han løj over for hende om sit navn, sin alder og sin kriminelle fortid,« fortalte hendes mor dengang.

Og det var bruddet, der gjorde, at Melvin Rowland begyndte at sende grimme beskeder til den 21-årige kvinde, ligesom han forsøgte at afpresse hende økonomisk. Ellers ville han offentliggøre 'kompromitterende billeder' af hende. Men politiet nåede aldrig at starte en efterforskning, for ni dage efter anmeldelsen blev Lauren McCluskey fundet skudt og dræbt.

Efter drabet på den unge sportskomet valgte hendes forældre at sagsøge universitetet for 56 millioner dollar – svarende til 351 millioner kroner – fordi der ikke blev gjort nok for at hjælpe datteren.

Fredag blev der så indgået en aftale med familien, der betød, at universitetet skal betale dem 85 millioner kroner, og derudover skal det donere knap 19 millioner kroner til Lauren McCluskeys fond.

»Universitetet erkender og fortryder inderligt, at der ikke blev handlet på den måde, der skulle handles, i Laurens tilfælde. De ansatte svigtede og forstod ikke situationen godt nok. Som følge af det svigtede vi både Lauren og hendes familie,« lyder det i en officiel udtalelse fra universitetets leder, Ruth Watkins.

Lauren McCluskey var en meget talentfuld løber. Hun havde universitetsrekorden i 100 meter hæk, og hun var i 2017 med til at sætte ny universitetspoint-rekord med sit hold.

Der vil nu blive bygget en indendørs løbebane, som vil blive opkaldt efter hende, og en del af pengene fra sagen kommer også til at gå til at sikre universitetet endnu bedre.