Kalenderen siger fortsat kun januar, men Magnus Møllgaard fra Bakken Bears har formentlig allerede lavet årets højdepunkt i den danske basketball liga.

Lørdag præsterede han nemlig et dunk, der har fået det til at vælte ind med reaktioner fra hele verden.

Blandt andet har den tidligere NBA-spiller Cliff Alexander reageret på klippet, som twitterkontoen Overtime med over en million følgere har lagt op, og som B.T. nu bringer i artiklen her.

Og spørger man hovedpersonen selv, så er han ikke i tvivl.

»Det er uden tvivl det sygeste dunk, jeg har lavet,« fortæller 21-årige Magnus Møllgaard, da B.T. søndag snakker med ham.

Det er Team FOG Næstved-spilleren Peter Beier-Christiansen, Magnus Møllgaard dunker i hovedet. Peter Beier-Christiansen måler 204 centimeter.
Det er Team FOG Næstved-spilleren Peter Beier-Christiansen, Magnus Møllgaard dunker i hovedet. Peter Beier-Christiansen måler 204 centimeter. Foto: Bakken Bears
Vis mere

Og lad os så lige lade Magnus Møllgaard tage os igennem situationen, der udspiller sig lørdag i kampen mellem Bakken Bears og Team FOG Næstved.

»Jeg bliver sat i en god position. Min dækker løber ud mod mig, og jeg kan relativt let komme forbi ham. Så ser jeg ham den store under kurven. Han står lidt for langt væk. Og så tænker jeg bare fuck it, så prøver jeg, og så går den i.« forklarer han og fortsætter:

»Lige da jeg ser den går i, tænker jeg 'okay fedt', og så ser jeg folks reaktioner, og der ved jeg, det er ret godt, den er fin den der.«

Det er Team FOG Næstved-spilleren Peter Beier-Christiansen, Magnus Møllgaard dunker i hovedet. Peter Beier-Christiansen måler 204 centimeter.

Kort efter dunket bliver kampen, som Bakken Bears vinder, fløjet af, og der har Magnus Møllgaard kun en ting i hovedet.

»Da kampen er færdig, skal jeg se videoen. Det er vildt nok, den er sku i orden den der,« siger han.

Siden har Magnus Møllgaard set dunket flere gange, og reaktionerne vælter fortsat ind hos den unge aarhusianer.

»Det er megafedt at opleve, der er alle mulige mennesker fra alle mulige lande, der skriver, at det er et sindssygt dunk. Og det må jeg indrømme, at det er det sku også,« siger han.

 

Andre læser også