Julia Vins har overarme, der vil gøre mange mænd misundelige.

Den 20-årige russer er styrkeløfter, og det kan man tydeligt se på hendes krop. Den er bygget op til at løfte rigtigt tunge ting.

Og i virkeligheden kun over få år. Hun begyndte med styrketræning, da hun var 15 år. Allerede to år senere stillede hun op ved VM og vandt guld.

»Folk kender mig som ’muskel-Barbie'. Jeg kan godt lide sammenligningen. Jeg har de her store flotte øjne, og jeg bruger makeup, men samtidig er jeg stærk. Og jeg vil bare være så stor som muligt,« har hun tidligere sagt i et interview.

I hjembyen Engels deler den unge russiske kvinde vandene.

»Alle har en mening om, hvordan jeg ser ud. Enten respekterer de mit arbejde eller skælder mig ud for at være en muskelpige. Men for at være helt ærlig: De fyre, der udtrykker sig negativt om mig, er bare jaloux,« har det lydt fra Julia Vin.

Der da også er ganske populær på sociale medier. Hun har lige over 445.000 følgere på Instagram, der alle kan få et indblik i hendes træning. Og musklernes svulmen. Og hun er blevet et forbillede for mange kvinder. Der stiller hende mange spørgsmål. Om de fleste af den har hun netop svaret i et Instagram-opslag, hvor hun opremser en masse fakta om sig selv.

»Jeg er 20 år. Jeg er 165 cm høj. Jeg vejer 65 kg. Biceps er 41 cm. Bedste squat er 235 kg. Bedste bænkpres er 140 kg. Bedste dødløft er 190 kg. Fem træninger om ugen. Spiser 3.000 kalorier om dagen,« skriver Julia Vin og slår fast:

»Jeg er ikke bodybuilder, jeg er styrkeløfter.«

Og på kvindernes internationale kampdag (ja, det er i dag) vil vi gerne her på BT.dk være med til at fremhæve stærke kvinder i dagens anledning. Også i ordets reneste betydning.

Julia Vin træner tre-fem timer om dagen, og hun vil blive ved med at satse på bodybuildingen.

»Jeg har valgt at gå min egen vej, og min familie stopper mig ikke. Men mange råder mig til stoppe med træningen og få et rigtigt job,« lyder det i et nyt interview med Daily Mail.

Hun har dog et enkelt problem i forhold til sin krops størrelse og form.

»Jeg elsker mode, men det er svært at finde pænt tøj, som passer mig,« siger Julia Vin.