Den kun 19-årige esportsstjerne Matheus 'Brutt' Quieroz er pludseligt død.

Brasilianeren døde søndag på et hospital i Rio de Janeiro.

Det vides ikke, hvad dødsårsagen er, men Matheus 'Brutt' Quieroz' Counter-Strike-hold, Imperial, tog ham i sidste uge af holdet på grund af helbredsproblemer. Det skriver CS: GO-mediet Hltv.org.

Siden har Imperial meldt ud, at den 19-årigee esportsspiller 'havde klaget over hovedpine'. Derfor havde han forladt holdets base i Sao Paulo for at tage hjem til sin familie i Rio de Janeiro.

Her modtog han behandling på hospitalet, da han gik bort.

Matheus 'Brutt' Quieroz' tragiske dødsfald kommer kun få dage efter, at den norske esportsstjerne Lâm 'k0u' Tịnh Trì døde.

Brasilianeren gav senest lyd fra sig 9. og 10. december, hvor han sendte et par korte tweets ud:

  • I én besked takkede han for 'al den kærlighed', han havde modtaget. Og beklagede, at han ikke kunne svare alle, fordi internetforbindelsen på hospitalet var dårlig.
  • I en anden besked slog han fast, at han bare 'ville ud af hospitalet og spille Counter-Strike indtil kl. 8'.

Matheus 'Brutt' Quieroz havde kun repræsenteret Imperial siden november, hvor han skiftede fra holdet Reaper. På grund af hans sygemelding hentede holdet i sidste uge en afløser i skikkelse af Alef 'Tatazin' Pereira.