Det, der startede som en almindelig træning på skateboard for 11-årige Sky Brown, endte med at gå helt galt.

For da hun nærmede sig toppen af rampen og skulle vende, forsvandt skateboardet under hende, og hun styrtede mod jorden på træningsbanen i Californien.

»Sky styrtede med hovedet først fra rampen og landede på sin hånd. Lige da hun ankom til hospitalet, frygtede vi for hendes liv,« fortæller hendes far, Stewart Brown, til BBC.

Den 11-årige pige er en af dem, der håber på at komme med til det OL, som kommer i 2021, og i et opslag, som hun har delt på Instagram, fortæller hun, at hun aldrig har tænkt sig at give op.

Sky Brown kom til skade under en træning for nyligt.
Sky Brown kom til skade under en træning for nyligt.
Vis mere

'Jeg ved, der er mange, der er bekymrede for mig, men bare rolig. Jeg er okay. Jeg glæder mig til at komme tilbage stærkere end nogensinde. Mit hjerte vil så gerne lige nu,' skriver Sky Brown, der har delt en video, der viser det voldsomme styrt, og hvordan flere hastede hen for at hjælpe hende.

Efterfølgende blev hun hentet med ambulance og hastet til hospitalet.

Sky Brown fortæller selv, at det var hjelmen og det, at hun formåede at lande på sin hånd, der var med til at redde hendes liv.

'Tusind tak til alle for at sende kærlighed, beskeder og støtte. Jeg er ked af, jeg har gjort jer bekymrede. Jeg skal nok klare det hele,' skriver Sky Brown.