Det er et udtryk for »forræderi«, at Lars Løkke Rasmussen og Inger Støjberg har forladt Venstre og med al sandsynlighed kommer til at trække tusindvis af Venstre-vælgere med over til deres nye partier ved folketingsvalget 1. november.

Det siger Karin Riis-Jørgensen, tidligere medlem af Europa-Parlamentet for Venstre og partiets hovedbestyrelse, til Berlingskes podcast »Østergaards salon«.

»Jeg har følt mig svigtet af min tidligere formand (Lars Løkke Rasmussen, red.), der bare gik. Jeg har i den grad været vred. Jeg var også en af de første, der trak lemmen væk under Inger Støjberg, da hun var illoyal over for formanden, Jakob Ellemann-Jensen, der intet havde gjort. Han forsøgte jo bare at samle stumperne,« siger hun.

»Forræderi«

Karin Riis-Jørgensen taler om den forgangne valgperiode, hvor flere profiler har forladt Venstre. Lars Løkke Rasmussen meldte sig ud af partiet 1. januar 2021 efter valgnederlaget i 2019, hvor han tabte statsministerposten og senere titlen som Venstres formand. I februar 2021 fulgte Inger Støjberg trop på grund af uenigheder med partiets nuværende formand, Jakob Ellemann-Jensen.

Lars Løkke Rasmussen har siden stiftet Moderaterne, og Inger Støjberg har stiftet Danmarksdemokraterne. Begge partier står til at komme i Folketinget ved valget 1. november, og partierne kommer med al sandsynlighed til at trække vælgere fra Venstre, navnlig på grund af Løkke og Støjbergs popularitet. Karin Riis-Jørgensen mener, at det er et »svigt« af Venstre og dets mange frivillige, der har været med til at skabe de to politikeres popularitet:

»Jeg tror ikke, at man gør sig en forestilling om, hvilket et privilegium det har været at have sådan en frivillig skare, der kæmper for, står op for en en og er stolte af en. Forestil jer, hvordan de oplever det i disse dage. Dem, de har kæmpet for, står nu med helt andre skilte og helt andre forbogstaver. Jeg siger, at det er forræderi,« siger Venstre-profilen.

Du kan høre hele Karin Riis-Jørgensens kritik i Berlingskes podcast »Østergaards salon«, hvor journalist Nynne Bjerre Christensen også deltog. I podcasten diskuterer de også tørklædedebatten og fastholdelse af velfærdsmedarbejdere i en offentlige sektor.

Dette indhold er produceret i samarbejde med en annoncør. Berlingske Medias redaktioner har intet med udarbejdelsen og publiceringen at gøre.