Hvis optakten til denne anmeldelse var en håndboldkamp, ville der være dømt passivt spil for flere uger siden. Den nye sodastreammaskine Enso og ikke mindst den spritnye termoflaske stod på køkkenbordet i ugevis, inden jeg fik det pakket ud. Både fordi jeg havde travlt med mange andre ting, men også fordi jeg tænkte: ‘Hvor meget nyt kan der være ved et produkt, der har årtier på bagen?’ En del skulle det vise sig.
I mit barndomshjem havde vi en sodavandsmaskine. Jeg husker ikke, om det var en Sodastream, men konceptet var det samme: Skru en beholder med kulsyre på, tryk et par gange på en knap, bland smag i det, der nu var blevet danskvand. Maskinen boede inde under trappen i et mørkt rum. Jeg og mine søskende skulle ikke have for meget sodavand og selve maskinen var … ja, lad os bare være helt ærlig: Grim og usædvanlig klodset. En vaskeægte øjebæ i ethvert køkken.
Som voksen købte jeg en af de mere moderne sodastreamere. Designet var opdateret tilpas meget, at jeg ikke længere vil kalde den en øjebæ, men den var heller ikke pæn. Plastik-looket så en smule billigt ud og så skulle der skrues så meget af og på hele tiden, at jeg nogle gange følte mig som en stjerneskruetrækker. Og så var der lige den ret vigtige detalje, at flaskerne skulle vaskes op i hånden.
Gammel sodavand på nye flasker
Nu er vi så fremme ved 2025 og mit første møde med Sodastream Enso og termoflaske. Man skal som bekendt være varsom med at dømme på udseendet, men det er tydeligt, at Enso har fået en kraftig makeover. Det er nok en designmæssig sisyfos-opgave, at gøre en sodavandsmaskine decideret pæn, men den her er tæt på.
Til min store glæde, er mine to tidligere »klager« blevet løst:
1) Der skal ikke længere skrues så meget, at selv breakdancere bliver rundtossede. Det er afløst af et simpelt, men genialt system, hvor både kulsyrepatronen og flasken løftes på plads med et håndtag.
2) Både den medfølgende plastikflaske og termoflasken kan gå direkte i opvaskemaskinen. For de uindviede kan det lyde som en lille detalje, men det er kun indtil man har oplevet besværet ved at skrubbe syntetiske sødestoffer af bunden på en flaske, der er mere ufremkommelig end Atlantis.
Resten er der ikke ændret ved. Du trykker stadig på en knap for at få kulsyre i vandet.

En kold danskvand, tak
Med termoflasken har Sodastream gjort det muligt for dig at tage din hjemmelavede danskvand (eller sodavand) med på farten. Flasken er fremstillet i kvalitetsmaterialer og er godt isoleret og håndtaget på toppen, gør den nem at have med rundt. På den lange bane, kan du spare en del penge ved at have din egen kolde vand med på job.
Termoflasken i sig selv gør ikke noget væsen af sig. Men det er en oplagt følgesvend til din Sodastream.
Sodastream Enso og termoflasken er utvivlsomt et godt køb, hvis du ikke har en sodavandsmaskine i forvejen. Har du derimod en af de nyere modeller, er den formentlig ikke opgraderingen værd.