Hver dag udvælger BT i samarbejde med Peoples'Press en rigtig god bog og giver dig et uddrag. På den måde kan du let finde ud af,om bogen skal være en del af din sommerlæsning denne sommer.
En række bizarre spor – et afhugget øre, euforiserende svampe, drabelige blodstænk – er det eneste psykiateren Christian Falk har at gå efter i opklaringen af et bestialsk mord.
KØB DAGENS BT ELLER LOG IND PÅ BT PLUS og læs hele dagens uddrag - i dag fra 'Brændte sjæle' af Inger Wolf.
Du får også et boguddrag fra:
- 'Min mormor hilser og siger undskyld' af Fredrik Backman
- 'Enhjørningen' af Steffen Jacobsen
- 'Kunsten at skifte spor - genopfind dit arbejdsliv' af Ulla Schade og Birgitte Bartholdy
- ’Daytrader - Danmarks bedste børshandlere afslører deres strategier’ af Christian Kongsted og Erik Bork
- ’Bedrageri for begyndere - Mit lynkursus i internationalt diplomati'
- ’FIFA-banden - afsløringen af Sepp Blatter og den korrupte fodboldverden’
- 'Jomfruhinder og jihab- hvorfor mellemøsten har brug for en seksuel revolution'
- ’Sådan får du Ole Henriksens hjerne’ af Ole Juncker
- Undercover. Jeg var Fatma i Danmark’ af Marie Louise Toksvig
- ’Elizabeth er forsvundet’ af Emma Healey
- 'Hjertet bløder. Arabisk forår og opløsning' af Naser Khader
- ’Blitz’ af Agnete Friis
- ’En mand der hedder Ove’ af Fredrik Backman
- ’Tarme med charme’ af Giulia Enders
- 'Dagbogen fra Guantanamo' af Mohamedou Ould Slahi med Larry Siems
Hver dag udvælger BT i samarbejde med Peoples'Press en rigtig god bog og giver dig et uddrag. På den måde kan du let finde ud af,om bogen skal være en del af din sommerlæsning denne sommer.
En række bizarre spor – et afhugget øre, euforiserende svampe, drabelige blodstænk – er det eneste psykiateren Christian Falk har at gå efter i opklaringen af et bestialsk mord.
KØB BOGEN HER: 'BRÆNDTE SJÆLE' AF INGER WOLF
Han lå med lukkede øjne på et leje af blade i skoven. Foran ham stod den sorte hest med bøjet hals, let prustende og dampende af sved. Den ventede på ham, fornemmede han. Han strakte en hånd frem og lod den glide ned ad den blanke pels. Hånden blev fugtig og varm, og dyret stod helt stille, som om de var ét. Han ville gribe fat i den sorte, viltre man, trække sig op og mærke dens styrke blive en del af ham. Omkring ham dansede lyset fra utallige sjæle. Men de talte ikke længere til ham. Både de og hesten var på vej væk.
De magiske svampe var ved at miste deres virkning. Han rejste sig og forlod modvilligt den anden virkelighed, tog sit headset med electronica-musik af og børste- de blade af bukserne. Det var en smuk, varm dag. Over ham glimtede dagens sidste solstråler mellem de høje træer. For en time siden havde de været levende, og han havde ført en stum samtale med dem. Nu lignede de igen sig selv.
Han gik de få meter hen til det lille, hjerteformede vandhul, børstede et par blade ud af sit brune hår og tog jakke og skjorte af. Der var kun få mennesker i skoven denne torsdag eftermiddag. Lyden af biler på kystvejen langt borte blandede sig med raslende blade og fugles puslen i buske. Hans overkrop spejledes i det grønlige vand, og den vansirede hud på kroppen flimrede let. Han lod fingrene glide hen over det glatte arvæv. Der var ikke længere smerte, nu var det blot en fysisk manifestation af en ondskab, der engang havde været.
Efterhånden som det euforiserende stofs virkning fortog sig, mærkede han vreden brede sig. Endelig vidste han besked. Efter så mange år. Men skulle han gøre noget med sin viden? Og i så fald hvad?
Han fik skjorte og jakke på igen, samlede rygsækken op fra skovbunden, tog den på ryggen og gik en smule svag tilbage mod kystvejen og sin cykel. Imens overvejede han sine muligheder. Var det i virkeligheden for sent? Måske ville det ikke gøre en forskel nu?
Han havde kæmpet for denne indsigt i flere år. Udpint sin hjerne på alle tænkelige måder for at huske. Nu vidste han ikke, om det havde været det værd. Han var næsten henne ved cyklen, da han bestemte sig. Man kunne ikke vende ryggen til ondskab. Han betragtede sine hænder. De rystede let. Der var ingen vej udenom.
Der var stille i bygning 72. Formiddagens sidste patienter var tilbage på deres respektive afdelinger, og det meste af personalet var gået til frokost. Christian Falk stod foran fladskærmen på væggen i sit kontor og så en kvindelig reporter fra TV2 gøre et kast med det lange hår, mens kameraet zoomede ind på en opgang i en lys, smålurvet etageejendom. En kvinde sidst i tyverne havde tilsyne- ladende fundet et afskåret øre i sin fars lejlighed, og politiet frygtede, at der var sket en alvorlig forbrydelse. Han snup- pede fjernbetjeningen på bordet og skruede op for lyden. Politiet efterlyste vidner, der vidste noget om lejlighedens ejer, Anton Jørgensen.
Viceværten, en mand sidst i halvtredserne med en grå, forblæst manke og let udstående øjne, så jaget ud, mens han gav udtryk for sin frygt for, hvad der kunne være sket i boligkomplekset. Bag dem passerede to kriminalteknikere i hvide dragter, og en halvskaldet nabo i brunt joggingtøj trippede frem og tilbage med et nysgerrigt udtryk i ansigtet.
Christian kastede et blik på sin telefon. Der ville nok ikke gå længe, før politikommissær Henrik Dam ringede og bad ham kigge ind på stationen til en briefing. Så sluk- kede han for fjernsynet, stak Coldplay i ørerne og forlod kontoret.
Han var nået helt ud til parkeringspladsen, før politikommissær Henrik Dam ringede. Hans ven lirede en længere beretning af sig, mens han raslede med nogle nøgler, og sluttede med:
– Jeg håber ikke, du står med nogen, der vil tage livet af sig, for jeg kunne godt bruge dig her. Jeg har fandeme sjældent oplevet noget så besynderligt. Så jo hurtigere du kommer, desto bedre.
Lejligheden i Viby lå på fjerde sal og havde udsigt over byen. Christian var blevet skrevet i logbogen og havde fået en hvid teknikerdragt på. Nu lod han blikket glide rundt i stuen. Indvendig var stedet nyrenoveret, og Anton Jørgensen havde haft en god smag i designmøbler og kunsthåndværk fra forskellige steder i verden. På væggene hang afrikanske masker og store, farverige malerier. En bogreol langs den ene endevæg var fyldt med klassikere på dansk, engelsk og fransk, og på stuebordet lå et par opslagsværker om moderne kunst og en mindre dynge weekendudgaver af Politiken. Stuen var opdelt af en halvmur, hvor der stod en buket visne blomster i råddent vand, der afgav en svag stank. Der var ryddet op overalt, alt virkede nymalet, og i loftet var der elegant stuk.
Christian stod et øjeblik og absorberede det hele. Så vendte han sig mod Henrik Dam.
– Fortæl mig, hvad I ved.
Politikommissæren kløede sit korte, sorte hår under hætten og pustede tungt ud. Han var en passioneret politimand med Randers-dialekt og en fortid som en af landets bedste fodboldspillere. En høj mand sidst i trediverne med grønne øjne og et kønt smil. Engang havde han været en af byens mest eftertragtede ungkarle, men så var han blevet gift. Nu havde han svært ved at skjule sin misundelse over Christians singlestatus.
– Stemningen var helt anderledes, da vi kom ind, lagde han ud. – Da var alle gardiner trukket for, og her var kul- sort. Som i en grav.
Efter Christian var startet på seriemorderprojektet et år tidligere, havde Henrik inddraget ham som konsulent på særlige opgaver og skaffet tilladelse fra højeste myndighed til at delagtiggøre ham i efterforskningen. Dette var tredje gang, de havde taget ham ind i forbindelse med en sag. Et par gange havde Christian afluret et par ting, der havde sat skub i opklaringen, men ellers var det lige så meget i hans egen interesse.
Han gik hen og løftede en lille stak papirer. Nogen havde med farvekridt forsøgt at tegne noget, der lignede djævelen. Flere af udgaverne havde horn, røde øjne og tænder, der hvæste mod dem.
– De lå på stuebordet, fortsatte Henrik med et nik mod papirerne.
Christian skuttede sig.
– Det ser ret klamt ud, sagde han.
Henrik rømmede sig.
– Jeg fik også nogle ret dårlige vibes, da jeg kom herind
og tog de tegninger op. Det virker næsten sådan helt …
ja, dæmonisk.
– Hvis man tror på den slags, svarede Christian. – Og
hvad med ham ejeren af lejligheden? Hvad er han for en fyr?
– Anton Jørgensen er 51 og supermønsterborger. Han er kunsthistoriker og arbejder på ARoS. Han lyder ikke som nogen festabe. Ikke så meget som en lillebitte, ussel fartbøde har han fået. Til forskel fra dig.
Christian lo kort og fæstnede sit blik på et bryllupsfoto på væggen. Anton var en mand af middelhøjde med smilende øjne, stritører, en bred mund og tynde lemmer. På billedet var hans hår mørkebrunt og kortklippet. Kvinden ved hans side var lille og buttet med gyldenblond pagehår. De så begge venlige ud.
– Ham og hans kone? spurgte han.
– Ja, men hun er død. Modermærkekræft. Det er nogle år siden, og han har været alene siden, siger hans børn Forældrene er døde. Sig mig, kender du ikke én, der arbejder på ARoS?
– Thomas. Han arbejder der ikke mere.
– Nå, men du kan da godt lige høre ham, om han kendte Anton, og hvad han var for én.
Christian nikkede.
– Det gør jeg. Og hvordan blev alt det her opdaget?
– Hans datter, Louise, kom på besøg, fordi hun var bekymret. Hun bor i Haderslev og er sygeplejerske, så hun har skiftende arbejdstider og kan ikke sådan lige droppe ind. Men nu havde hun ikke været i kontakt med sin far i et par uger. Hun havde ringet til ham en del gange for at høre, hvordan han havde det, men efterhånden som dagene gik, og han hverken svarede på hendes telefonbeskeder eller mails, blev hun urolig. Hendes bror, der bor i København, kunne heller ikke få fat i ham.
– Og så kom hun forbi og fandt øret?
– Netop. Det lå i kattens kurv og var pænt gennemgnasket. Kræet har været ved at dø af sult, men har åbenbart alligevel ikke kunnet bide igennem. Fy for fanden, hun må have fået et chok. Et mørklagt hjem med dæmontegninger og et gennemtygget øre.
Christian skar tænder og indskød:
– Man skal have styr på sit maveindhold.
– Det havde hun ikke. Der var opkast i toilettet. Men hun lyder ret sikker på, at det er hendes fars øre, så det er vi ved at få bekræftet med en dna-test.
– Hvad med hans arbejdsplads? ARoS?
– Datteren ringede til dem og spurgte efter ham. De sagde, han har haft en uges ferie. Han skulle faktisk have været tilbage i dag. Hvad han skulle foretage sig i ferien, er der ikke nogen, der ved.
– Sært, sagde Christian. – Manden er altså fordampet og har kun efterladt sig et øre?
Henrik nikkede.
– Vi er nødt til at gå ud fra, at der er sket en forbrydelse, og indsamle, hvad vi nu kan af bevismateriale. Det er svært at forestille sig, at der ikke er sket ham noget alvorligt. Der er også katten. Sådan en grim en med flad næse, hvad fanden er det lige, de hedder?
– En perser?
– Nemlig.
– Hvad er der med den?
– Ifølge datteren var Anton Jørgensen virkelig glad for den, og han kunne aldrig drømme om at overlade den til sultedøden. Af samme grund var hun komplet afvisende over for muligheden af selvmord. Han ville have sørget for dyret først.
– Og hvor er katten så nu?
– Hun tog den med. Den har heldigvis altid været ret overvægtig, sagde hun. Og så har den vel drukket af lokummet eller noget. Ellers havde den været død.
– Man skærer vel heller ikke sit øre af, inden man tager livet af sig selv, sagde Christian. – Det ville i hvert fald være ret bizart. Sådan lidt Van Gogh-agtigt.
– Det er også det, jeg tænker.
Christian lagde armene over kors.
– Kan det være et indbrud, der er gået galt? Og så har drabsmanden taget liget med sig?
Henrik så tvivlende ud. Han var lidt af et hotshot inde på politigården, fordi opklaringsprocenten steg, når han arbejdede på en sag. Noget, der havde fået ham til at avancere hurtigt. Ifølge ham selv skyldtes det hans fortid som fodboldspiller, der havde gjort ham særdeles målrettet.
– Jeg tror det ikke, sagde han. – Der er tilsyneladende ikke blevet rodet i noget. Hans pung lå ude i skuffen i køk- kenet, og han ville nok ikke bevæge sig langt uden den. Der var stadig omkring 200 kroner i den. Og kreditkort.
– Hvad med en mobiltelefon?
– Sådan en har vi ikke fundet, men datteren sagde, han havde én. Det bliver sværere og sværere med den slags. Drabsmænd ved godt, de skal skaffe sig af med mobiltelefoner, fordi de er nogle sladrehanke. Han har måske taget den med, for at vi ikke skulle se indholdet. Mobilselskabet siger, at der ikke har været aktivitet siden forrige fredag. Vi får opkaldslister tilsendt hurtigst muligt.
Henriks telefon summede.
– Øjeblik, sagde han til Christian.
Han talte lavmælt i telefonen, mens han gik en lille runde om sig selv. Så afsluttede han samtalen.
– Det var banken. Der har heller ikke været nogen transaktioner på Antons kreditkort siden forrige fredag, og normalt går der sjældent mere end en dag uden bevægelser.
– Jeg tror, Anton Jørgensen er død, sagde Christian.
– Enig. Men vi finder ikke rigtig nogen spor. Alting ser rent og pænt ud. Der er ingen tegn på noget som helst. Intet blod. Ingen kamp. Jeg hader kraftedeme den slags. Hvis nogen skal dø, vil jeg have et lig.
En yngre, mandlig tekniker i hjørnet vendte sig mod dem og trak masken væk fra ansigtet.
– Vi går lidt hårdere til værks senere og sprøjter luminol overalt.
– Hvad er luminol? spurgte Christian.
– Et kemikalie, der reagerer på jernet i blod, forklarede teknikeren. – Hvis der har været blod på et sted, lyser det op i mørket, når vi sætter UV-lys på. Neonblåt. Tænk stempel på diskotekerne i firserne. Det er samme teknik. Hvis der er sket noget i den her lejlighed, om det så bare er et øre, der er hugget af, er det svært at skjule. Selv hvis gerningsmanden har forsøgt at vaske blodet væk, og man ikke længere kan se det med det blotte øje, kan vi se, at der er foregået et eller andet.
– Aha, sagde Christian. – Cool.
– Jeg elsker lys, fortsatte teknikeren begejstret. – Vi bruger forskellige former for farvet lys til at få øje på alle mulige spor. Det giver så den ulempe, at vi i en lejlighed som denne pludselig kan se rigtig meget forskelligt, som vi ikke umiddelbart ved, hvad er, og det kan tage en evighed at undersøge det på vores laboratorium.
– Nemlig, tilføjede Henrik. – Men som udgangspunkt er det smart og billigt. Det kan vi fandeme li’.
Teknikeren vendte ryggen til dem og genoptog sit arbejde.
– Men der er noget, du skal se bag køkkenet, sagde Henrik. – Mere mystik. Kom med.
De gik igennem køkkenet ud i et lille rum, der blev brugt til opbevaring af støvsuger, spande og koste. Et lille vindue lyste rummet op, og på en række hylder stod plastikkasser i gennemsigtige poser. I kasserne groede et væld af svampe.
– Hvad fanden er det? spurgte Christian.
– Den del af en ligning, der kan fucke ens hjerne op. Vi ved det ikke med sikkerhed, men en af teknikerne grinede og sagde, det lignede en variant af spids nøgenhat. Euforiserende svampe simpelthen. Egentlig en smule bekymrende, at en af mine folk kunne afgøre det med et enkelt blik. Jeg må have en snak med ham.
Christian rynkede brynene.
– Virkelig? Men de er jo ulovlige.
– Ja. Nemlig.
– Passer det ind i dit supermønsterborgerbillede? En midaldrende kunsthistoriker, der arbejder på ARoS, med voksne børn og et roligt liv uden kriminel aktivitet? Det hænger ikke sammen hos mig.
Henrik sendte ham et meget langt og meget indgående blik.
– Det har jeg slet ikke noget problem med at få frem på nethinden, Christian. Jeg ser familiefædre, der kører rundt med kokain, og enlige mødre, der sælger hash i pallevis. Folk, der af en eller anden grund mangler penge, vil ofte gå til yderligheder. Vi undersøger Antons økonomiske situation. Der kunne være en grim gæld eller småperverterede laster på nettet.
Christian kastede et blik i køleskabet. Der stod en tallerken med kylling i pesto, som lugtede fælt. Ved siden af havde nogle tomater fået hår.
– Men er der penge i at sælge de svampe? spurgte han.
– Tja, sagde Henrik, – hvis du kan få dem afsat, er det vel noget i retning af 50-200 kroner pr. gram. Tørrede altså. Alt efter arten. Men der er ikke meget afsætning på den slags. Folk kan jo selv gå ud og plukke dem. Så det er svært at sige, om det kan være narkorelateret.
– Teknisk set er den slags svampe ikke narko, påpegede Christian. – Måske er der en anden grund til, at han har haft dem. Det kunne være en kulinarisk delikatesse. Han har en del kogebøger. Vi skal ikke drage forhastede konklusioner.
– Præcis. Vi er ikke sikre. En biolog kigger på dem.
– Men hvorfor er de ikke tørret ind?
– De gror i sådan en substans, der har suget en masse vand. Det har de åbenbart klaret sig på. Ham teknikeren sagde, at det er specialfremstillede kasser, som man snildt kan købe i udlandet over nettet. Grow kits, kaldte han dem. De trængte til at blive høstet, sagde han også. Jeg sværger, at han så helt frustreret ud, da jeg sagde, de skulle destrueres.
De gik tilbage til stuen og betragtede de to teknikere. Christian gik hen til vinduet og kastede et blik de fire eta- ger ned på gaden. Der holdt en række parallelparkerede biler, og et stykke væk lå en bager. Et forholdsvist roligt kvarter, så vidt Christian vidste.
– Og ellers har datteren ikke observeret noget usæd- vanligt? spurgte han.
– Åbenbart ikke. Det er normalt, at alting er så pinligt rent. Hun sagde, at hendes far var et meget ordentligt men- neske. Der ligger så alligevel noget skidt rundt omkring, men vi går ud fra, det er slæbt rundt af diverse håndværkere.
– Håndværkere?
– Ja. Badeværelset er lige blevet renoveret. Det sidste, der manglede, var fliserne, som blev sat op mandag ogtirsdag i sidste uge. Vi tjekker de håndværkere ud, for dehar haft en nøgle og dermed adgang til stedet. Man ved sgu aldrig. Men i hvert fald smed de nøglen i postkassen, da de var færdige. VVS-manden ringede onsdag for at høre, om Anton var tilfreds med arbejdet, men der var ingen, der tog telefonen, sagde han.
Christian gik ud og kastede et blik ind på badeværelset. Der lugtede af ny maling, og fliserne var små tern i forskellige nuancer af olivengrønt. Han fangede et glimt af sig selv i spejlet over den firkantede vask og konstaterede, at han så træt ud, og det blonde hår, der normalt var kortklippet i siderne og strittede ovenpå, var klasket sammen. De lyseblå øjne var matte, og hans kindben var tydeligere, end de plejede at være.
– Det er faktisk et ret pænt badeværelse, råbte han.
− Det er egentlig trist, hvis han ikke selv får resultatet at se.
Han gik tilbage til stuen:
– Hvad gør vi så nu?
– Vi håndterer det, som om der er tale om et mistænkeligt dødsfald, svarede Henrik. − Men det er helt off the record. Vi holder pressen hen med, at han er forsvundet. Jeg tager ind på stationen nu, for retsmedicineren lovede at have noget klar til mig klokken tre, og min souschef, Kragh, skal også briefes. Og jeg vil virkelig gerne have dig med.
