Klokken 20.45 lørdag aften spiller Danmarks måske største rockband lige nu, The Minds of 99 på Bøgescenen på Smukfest i Skanderborg.

Men allerede ni timer før er 21-årige Cissel Jensen og 25-årige Frederikke Schiøer mødt op.

De sidder op ad hegnet og venter på deres idoler.

»Vi var her, da de åbnede klokken 12,« fortæller Cissel Jensen.

Og selvom dagen er lang, og man nok godt kunne tilkæmpe sig en plads forrest senere på dagen, ja, så tør de to veninder og fans ikke at tage for mange chancer.

»Jeg tror, det handler om roen i os selv i at stå her. Vi ved godt, vi nok kunne komme foran senere, men det er rart at vide, man har den plads, man vil have,« forklarer Frederikke Schiøer.

Forsanger i The Minds of 99, Niels Brandt. Foto: Sebastian Elias Uth/Ritzau Scanpix

Det er dog langtfra første gang, de skal se deres rockidoler.

Cissel har set The Minds of 99 give koncert hele 33 gange siden 2019, mens Frederikke må nøjes med beskedne 31 koncerter i bæltet.

Rekorden har indtil videre været under bandets tre koncerter i Parken i 2024.

Her mødte de to kvinder op til alle tre koncerter klokken otte om morgenen og sad i kø i 13 timer.

Frederikke Schiøer har fået dette billede af Niels Brandt, der krammer hende, tatoveret. Foto: Fie West

Dedikationen betaler sig da også. For forsanger Niels Brandt ved udmærket godt, hvem de to fans er.

»Han kan sagtens genkende os,« forklarer Frederikke Schiøer.

Hun har da også et helt særligt minde tatoveret på armen.

»Jeg har ham tatoveret – det er et billede af ham og mig. Under koncerten i Parken hoppede han ned og krammede mig. Der var en, der filmede det, og jeg har så screenshottet det og fået det tatoveret.«

Ifølge Frederikke Schiøer fik hun nok et kram, fordi hun faktisk stod og græd foran scenen, fordi Niels Brandt havde ladet en kommentar falde om, at bandet måske ville stoppe.

»Vi stod og græd i et kvarter under sangen ‘Alle skuffer over tid’, så det var nok derfor,« forklarer hun og fremviser sin tatovering.

Er I Danmarks største fans af Minds of 99?

»Vi er jo mange, og man vil ikke rigtig selv sige det,« lyder det fra Cissel Jensen, der tilføjer:

»Men det er vi nok. Jeg har også vundet titlen som største fan i P3,« forklarer hun.

Efter mange, mange koncerter har de to kvinder kun et simpelt håb til aftenens koncert i bøgeskoven.

»Jeg håber, de spiller en af deres sange, der ikke er udgivet,« siger Frederikke Schiøer.

Du kan følge B.T.'s dækning af årets Smukfest i livebloggen her.