D-A-D har været i gang i 42 år – og herunder har de sidste 27 af dem været med Laust Sonne som trommeslager.

Han mindes dog særligt én koncert på Smukfest, hvor han bagefter og i dag ved, at han kunne have mistet livet.

B.T. møder backstage på Smukfest D-A-D bestående af guitarist Jacob Binzer, forsanger Jacob Binzer og trommeslager Laust Sonne, foruden bassist Stig Pedersen, der dog ikke deltog i interviewet. Foto: Lykke Buhl

»Det er det sindssygeste, jeg har gjort i mit liv, og jeg har gjort mange sindssyge ting,« siger Laust Sonne, da B.T. møder D-A-D backstage forinden deres koncert på Bøgescenen onsdag på Smukfest.

For D-A-D har flere gange spillet på musikfestivalen i Skanderborg, på flere forskellige scener.

Men for år tilbage var det, ligesom i år, hovedscenen, de spillede på.

»Midt under en D-A-D-koncert var det planen, at jeg skulle kravle op på taget af Bøgescenen, og der sad en mand deroppe – det var mørkt på det tidspunkt – med en saxofon til mig,« indleder Laust Sonne fortællingen.

D-A-D spillede for en fyldt Bøgescene onsdag aften på årets Smukfest. Foto: Mikkel Berg Pedersen/Ritzau Scanpix

»Så skulle jeg bare gå ud til spidsen af scenen og begynde at spille, og så ville der forhåbentligt komme et flash på mig,« fortæller han.

Det var dog lettere sagt end gjort for D-A-D-trommeslageren.

»Der var ingen, der holdt fast i mig, der var ikke noget sikkerhedsnet, der var ikke noget som helst. Så det var jo livsfarligt!« anerkender Laust Sonne i dag.

»Men altså, jeg gjorde det, og jeg kom ned igen, og så spillede jeg videre, og så bagefter tænkte jeg, at det skal jeg fandeme aldrig gøre igen,« lyder det med et grin.

B.T. dækker Smukfest hele ugen – følg med i livebloggen HER.