Billede af halvnøgen kvinde afslørede det - nu bekræfter hoteldirektør - Robbie Williams sov hos os
Robbie Williams har den sidste uges tid holdt til på et helt særligt hotel i Aarhus.

Robbie Williams har den sidste uges tid holdt til på et helt særligt hotel i Aarhus.

Overnattede Robbie Williams på samme hotelværelse i Aarhus, som Will Smith gjorde, da han spillede på Smukfest sidste år?
Torsdag lagde Robbie Williams en video op på Instagram, der indikerede, at han var havnet samme sted som sin amerikanske kollega.
Og ja, den er god nok.
Hoteldirektør for Hotel Royal i Aarhus, Thomas Holme, bekræfter til B.T., at de har haft besøg af Robbie Williams og hans hold siden starten af ugen.

»Det er korrekt, at vi har haft fornøjelsen af ham og hans team siden mandag, og det har været en stor fornøjelse at have dem på besøg,« skriver han i en mail og tilføjer:
»Jeg så, at hans koncert (På Smukfest, red.) fik lidt uheldig kritik. Efter at have haft fornøjelsen af ham og hans team hos os gør, det os helt ondt, for de har alle været helt utrolig søde, venlige ved alle og bare helt fantastiske at have som gæster.«
Det var i forbindelse med Will Smiths koncert på Smukfest sidste år, at der pludselig kom fokus på det aarhusianske hotel.
Will Smith havde fået øjnene op for sit hotelværelses helt særlige loftsmaleri, der forestiller en halvnøgen kvinde, hvilket han delte med sine over 100 millioner følgere på Facebook.

Samme loftsmaleri har Robbie Williams heller ikke kunne tage øjnene fra.
Torsdag lagde han en video op på sin Instagramprofil, hvor han joker med, at han altid har halvnøgne kvinder i loftet, når han sover på hotel.
Og hoteldirektør Thomas Holme nyder da også opmærksomheden fra de store stjerner.
»Vi er altid enormt stolte og glade, når vi har gæster som Robbie Williams boende, og vi mener uden tvivl, at Hotel Royal er stedet hvor ham, og alle hans kolleger i entertainment, bør bo går de gæster området,« udtaler han og tilføjer:

»At han laver sådan et post er også bare fantastisk og meget mere, end vi tør håbe på. Det har en enorm effekt på vores booking af Rosensuiten. Det så vi, da Will Smith lavede noget lignende sidste år, så det er uden tvivl uvurderligt for os.«