Det startede med en overraskende lunken modtagelse.

Selv Anders Matthesen måtte bemærke, at Smukfest-publikummet ikke rigtigt var vågent op til dåd, da han gik på Bøgescenen for – som noget helt anderledes – at teste nyt materiale af.

Men hvis man kan byde Smukfest-publikummet et ufuldendt show, så skal det selvfølgelig være Anders Matthesen, der står bag.

For fra første joke havde Danmarks ukronede konge af komik hele Smukfest i sin hule hånd.

Han startede klogt med jokes om Smukfest-publikummet – hvordan kunstnere uærligt kalder alle 'smukke' på Danmarks angiveligt smukkeste festival – og siden så han sig ikke tilbage.

Med uhørt professionalisme lod Anders Matthesen aldrig mærke, at der var improvisationer og tests undervejs, det virkede som et rigtigt, omend ustruktureret show.

Anders Matthesen optræder fredag kl. 13 på Smukfests hovedscene Bøgescenen. Foto: Lykke Buhl

Anders Matthesen kan dog om nogen gå ubesværet fra at snakke om det paradoksale i betinget fængsel til at fortælle anekdoter om besøg ved vikingeskibene i Roskilde, og alt fra præster til nyhedsbreve blev flettet naturligt sammen som var det barnemad.

Det uformelle format virkede også oplagt til heckling, og personligt elsker jeg, når komikere griber bolden og spiller med på mere eller mindre uønskede kommentarer fra publikum.

Desværre var der kun én enkelt, men meget insisterende – og per Matthesens mindre kreative definition både tyk, grim og fuld – kvinde, der flere gange råbte op til komikeren på hovedscenen, som med varierende held fik svaret igen.

»Du er også modig, du bliver ved at råbe. Hvis man ikke er smuk, så er man modig,« lød det blandt andet fra Matthesen, der først blev kaldt modig af kvinden.

Komiker og altmuligmand Anders Matthesen er bare et naturtalent, så selv når han er middelmådig og ufærdig, er han eminent. Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix

Undervejs mærkede man også Anders Matthesens frustration over kvinden, og man mærkede oprigtigheden, da han på mere og mindre diskrete måder bad hende om at »holde kæft«.

Men med et funny bone som Andens, og derfor også et publikum så tilgivende som hans, måtte alle alligevel underkaste sig – til sidst også hans heckler, som veninderne decideret holdt for munden.

Men den manglende opbygning kunne måske også have resulteret i, at selvom der var konstante grin fra publikum, så kom den første klapsalve først tyve minutter inde i showet.

Samtidig gav det uformelle plads til, at publikum kunne diskutere de forskellige pointer lidt undervejs med sidemakkeren – såsom hvorvidt man må ‘snurre’ i bordfodbold eller behøver avancere en gin og tonic.

Anders Matthesen havde den sædvanlige stikpille til Mick Øgendahl og et par sædvanlige callbacks, og det var da heller ikke noget ekstraordinært show, man husker tydeligt bagefter.

Men mindre kan bestemt gøre det, når det er Anders Matthesen, der er tale om – det kan ingen hecklere spolere.