Nøjes du med at kigge på vægten, når du er på kur? Og bliver du skuffet, når den pludselig er gået op, selvom du har gjort alt det rigtige?

Måske skulle du i stedet kigge ind i slankekurens maskinrum. For derinde finder du tandhjul og mekanismer, som i den grad påvirker tallet på badevægtens display.

»Alle, der har været på slankekur, har prøvet, at vægten pludselig går op, uden at det giver mening,« siger ernærings- og træningsekspert Martin Kreutzer, der driver rådgivningsvirksomheden Bodycomp.

»Der er masser af uforståeligheder, når man skal tabe sig. Mange af mine klienter kommer med frustrationer og spørgsmål, fordi der sker noget, de ikke forstår,« siger klinisk diætist Charlotte Hartvig, der driver Kostklinikken-Immanuel.

Du har typisk spist og trænet, som du skulle, og burde derfor være slankere. Alligevel viser vægten et højere tal end i går.

»Det er frustrerende,« erkender Martin Kreutzer.

Men du skal ikke fortvivle. For det er heldigvis ikke muligt at tage et kilo fedt på over natten.

Vægtøgningen skyldes helt andre faktorer.

Foto: Scanpix/Iris
Vis mere

Vand, vand, vand

»Når man er på slankekur, er der andet end fedt, der bevæger sig. Der foregår også en hel masse væskeforskydning,« siger Martin Kreutzer.

Faktisk udgøres mellem 45 og 75 pct. af vores krop af vand. Jo yngre du er, desto mere vand indeholder kroppen.

»Vand er den komponent, der er absolut mest af i kroppen. Når du kan tage på over natten, handler det derfor om væsketilbageholdelse,« siger Charlotte Hartvig.

Der findes en lang række faktorer, som gør, at kroppen binder væske. Blandt dem er menstruation, ægløsning, motion, alkohol, inaktivitet og kulhydrater.

»For nogle kvinder kan menstruation få vægten til at drøne op og ned med flere kilo på en uge. Det skal man have i baghovedet i perioder, hvor man er på kur. Vægten nok skal gå ned på den lange bane,« siger Martin Kreutzer.

Professor Berit Heitmann, der forsker i fedme og vægttab, er helt enig i, at væske spiller en rolle for tallet på vægten. Men:

»For de fleste mennesker handler vægttab om mere end bare to-tre kilo. For dem, der skal tabe sig 20 kilo, er det par kilo væske, der varierer, lidt uinteressante,« mener fedmeprofessoren fra Institut for Folkesundhedsvidenskab på Københavns Universitet og Parker Instituttet på Frederiksberg Hospital.

Menstruation ses på vægten

Charlotte Hartvig undrer sig nu over, hvor mange kvinder der ikke ved, at menstruation påvirker deres vægt.

»Der er stor uvidenhed om de her ting,« fastslår hun.

Uvidenhed og noget andet, påpeger Martin Kreutzer.

»Der er også mange misforståelser om motionens betydning for vægttab. Folks egen logik – når jeg gør sådan, så taber jeg må så meget – holder som regel ikke stik,« siger han, der er aktuel med bogen ’Slank uden afsavn’.

For at undgå frustrationen skal du ganske simpelt ikke veje dig hver dag.

»Mange har det med i et vægttabsforløb at veje sig hver dag, men med store udsving på grund at væske er det meget nemt at tænke, at det, jeg gjorde i går, virker ikke. Men du kan ikke fra dag til dag aflæse på vægten, om du gør det rigtige,« siger Martin Kreutzer.

Derfor er rådet fra diætist Charlotte Hartvig, at du kun vejer dig en gang om ugen.

»En dårlig vejning har det med at gå ind og slette indsatsen i de fire flotte dage, du havde forud for væskeophobningen. En ugentlig vejning har det omvendt med at forstærke evnen til at holde kuren,« siger hun.

Har du talent for at tabe dig?

Foto: Scanpix/Iris
Vis mere

Forestil dig, at du går på kur samtidig med en god veninde. I er lige artige. Spiser det samme, motionerer lige meget. Alligevel har hun tabt ni kilo, mens du kun er nået til seks. Hvordan kan det være?

»Fedme er en af de lidelser med stærkest arvelighed. Dine gener er det, der betyder allermest for, om du er tyk eller ej,« fortæller professor og forsker i fedme og vægttab Berit Heitmann fra Institut for Folkesundhedsvidenskab på Københavns Universitet og Parker Instituttet på Frederiksberg Hospital.

Mange studier viser, at der er stor forskel på, hvor meget vi tager på af en given kost, og sidenhen også, hvor meget vi taber os på en given kur.

»Nogle er genetisk bedre stillet end andre. I gamle dage var det godt at være en af dem, der holdt på kalorierne, for så overlevede man i sultperioder. Men i dag er billedet vendt, og den samme genetik gør os overvægtige,« forklarer hun.

Ernærings- og træningsekspert Martin Kreutzer kalder ligefrem vægttab for et talent. Ligesom nogle har talent for én type sport frem for en anden. Han har set mennesker tabe sig helt op til tre gange mere end normen på en given kur.

»Nogle mennesker har en fysiologi, der gør, at når kroppen er i kalorieunderskud, så brænder den en masse fedt af, mens andre har en krop, der siger: ’Uha, nu må jeg hellere passe på mig selv’ og skruer ned for forbrændingen. Derfor skal man aldrig sammenligne tallet på sin egen badevægt med andres.«

Biologien bag et vægttab

Foto: Scanpix/Iris
Vis mere

Kiloene rasler som regel af i begyndelsen af en slankekur, hvorefter kurven flader lidt ud. Årsagen er helt bogstaveligt, at du bliver tømt for ophobede affaldsstoffer.

Har du undret dig over, hvorfor du taber dig flest kilo i de første uger af slankekuren?

»Det er helt almindeligt og sker for rigtig mange,« siger ernærings- og træningsekspert Martin Kreutzer.

Når det går lynhurtigt i starten, har det en meget jordnær forklaring:

»Det handler om, hvor fyldt man er, når man gå på slankekur. Nogle er vant til at proppe sig meget, og vil derfor være meget fyldte.«

Men du tømmer bogstaveligt talt de fyldte tarme, når du skifter til smalkost. Det kan ses på vægten det første par dage.

»Det er adskillige kilo, som kommer ud, men ikke ind igen,« siger Martin Kreutzer.

Der er også andre depoter, der bliver tømt i de første dage af en kur. Er du typen, der spiser mange kulhydrater, kan det ifølge fedmeprofessor Berit Heitmann påvirke, hvor meget glykogen der er i dine muskler. Glykogen får væske til at hobe sig op i dine muskler.

En usund kost, der feder, er ofte kulhydratrig, idet den typisk vil være fuld af sukker fra slik og stivelse fra brød og pasta.

Mange slankekure er derimod kulhydratfattige.

»Når du så går på kur, tømmer du disse depoter og tisser en masse vand ud i begyndelsen,« siger Martin Kreutzer.

Kunstigt vægttab

Han vurderer, at smider du tre kilo den første uge, er det kun det ene kilo, der reelt er fedttab. Derfor er crashkure, hvor du kun skal tabe få kilo, hurtigt en meget midlertidig løsning.

»Der er som regel tale om et kunstigt vægttab. For kiloene kommer lige så hurtigt igen, når du vender tilbage til din normale livsstil.«

Alligevel kan det være sundt at smide overflødig væske. For meget væskeophobning på grund af kulhydratrig og usund livsstil er skidt for kroppen, understreger Charlotte Hartvig.

»Man skal ikke gå rundt med ekstra væske i kroppen. Hvis der står væske omkring anklerne og i fingrene kan det ødelægge cirkulationen, og det er bestemt ikke sundt. Der er en tæt sammenhæng mellem meget vandbinding og risiko for forhøjet blodtryk,« forklarer hun.

»Det gode ved at tabe sig og spise en sundere kost er, at den uønskede væskeophobning som regel forsvinder ret hurtigt.«