Motion booster ikke blot dit vægttab og forebygger hjertekarsygdomme. Motion kan også sænke blodets indhold af det farlige kolesterol. Se her hvilke motionsformer, du bør vælge.

Rigtig mange danskere lider af overvægt, hjertekarsygdomme og forhøjet kolesterol. Og faktisk kan motion gøre noget ved alle tre ting.

Start dit vægttab nu. Få hjælp af B.T. Slank og Slankedoktors eksperter HER
  

Flere end to ud af tre danskere har et højt indhold af kolesterol i blodet. Hjerteforeningen anbefaler et samlet kolesteroltal på højst 5 mmol/l.

Hvis du ikke kender dit kolesteroltal, kan du få det målt i Hjerteforeningens rådgivningscentre. Her kan du også få vejledning om motion.
 
Forhøjet kolesterol kan enten være genetisk betinget eller skyldes en forkert kost. I begge tilfælde kan motion forbedre blodets indhold af kolesterol. Når du træner forbedres musklernes evne til at forbrænde fedt frem for sukker, og du vil få mere af det gode kolesterol (HDL) og mindre af det dårlige kolesterol (LDL).

For at få musklerne til at forbrænde mere fedt fra blodet gælder det ifølge B.T. Slanks motionsvejleder Morten Veng om at træne den anbefalede halve time om dagen eller mere.

Du kan enten træne ved moderat intensitet, hvor du føler dig lettere forpustet, men hvor du godt kan føre en samtale - eller ved høj intensitet, hvor du kun kan tale i korte sætninger. Træner du med lav intensitet, er det nødvenigt at træne en smule længere tid, end hvis du træner ved høj intensitet.
 
Vælg den motionstype, du bedst kan lide, ellers vil du ikke få trænet så meget som anbefalet. 

Gode træningsformer kan være dans, løb, spinning, tennis, roning, squash eller andre typer, der får pulsen godt op. 

En sund uge

Eksempel på en kolestorolvenlig uge:


Mandag: Styrketræning i center eller hjemme, evt. med dvd.

Tirsdag: Cykle til job (eller noget af vejen).

Onsdag: Løb eller anden sport.

Torsdag: Cykle til job (eller noget af vejen).

Fredag: Styrketræning i center eller hjemme, evt. med dvd.

Lørdag: Løb eller anden sport.

Søndag: Rask gåtur med familie eller venner.