Med et sjippetov i tasken kan du træne når og hvor som helst. Du har altså altid fitness centeret med dig - og så er det faktisk en sjov form for motion.

Det er ikke for sjov, når de professionelle boksere hiver sjippetovet ned af hylden og sjipper på livet løs under deres træning. Sjipning er fiølge B.T. Slanks motionsekspert Mette Flindt en både sjov og yderst effektiv måde at brænde kalorier af på.

Ja faktisk kan du forbrænde helt op til 1000 kalorier i timen ved at sjippe.

Udover at forbrænde mange kalorier forbedrer sjipning ifølge Mette Flindt din kondition og din iltoptagelse, fordi du bruger hele kroppen.

Når du sjipper, aktiverer du rigtig mange af kroppens muskler - og det er godt for den generelle forbrænding - også efter træningen. Under hoppene aktiverer du fodleddet og lægmusklerne. Forsiden af låret og bagdelen aktiveres også, da du skal hoppe med let bøjede knæ.

Overkroppens muskler kommer også på arbejde, år du svinger sjippetovet rundt om dig selv og dermed aktiverer oversiden af underarmen, skuldre og biceps.

Inden du går i gang

Inden du går i gang, skal du ifølge Mette Flindt lige have et par ting på plads for at undgå skader.

At sjippe kan nemlig være hårdt for kroppens muskler og led, fordi du jo hopper med hele din kropsvægt ovenpå leddene. Derfor er det vigtigt, at have den rigtige kropsposition; bøj let i knæene og sørg altid for, at lande på forfoden.

Det er også vigtigt at sørge for, at tovet passer i længden. Når du står med begge fødder midt på tovet skal torvets ender nå dig til brystet.

Gå i barndom

Når du er blevet en habil sjipper, kan du variere din sjipning med hink, knæløft, at sjippe baglæns eller endda sjippe med flere sjippetov på én gang.

Det er bare at tænke tilbage på barndommens sjippelege i skolegården og gå i gang. Man kan også sjippe indendøre, hvis der bare er højt nok til loftet.