Vi har nok alle sammen en ven eller to, der nærmest kan leve af softice og pomfritter uden at tage så meget som et gram på - mens vi andre må gå en størrelse op, bare vi kigger forkert på en kage.

Det er da også videnskabeligt bevist, at nogle mennesker er genetisk anlagt sådan, at de har nemmere ved at tage på - og nu har danske forskere muligvis fundet ud af, hvordan man nemt kan forudsige anlæg til fedme. Det hele handler om bakterierne i vores munde, skriver Videnskab.dk.

Det nye studie, som er blevet publiceret i The European Journal of Obesity, er baseret på spytprøver indsamlet mellem 1987 og 1993 af tandlægen Berit Lilienthal. Hun ville undersøge sammenhængen mellem mængden af mælkesyrebakterier og forsøgspersonernes indtag af sukker og kulhydrater, men endte altså med at tage forskningen i en lidt anden retning.

»Hvis det viser sig, at der er hold i vores tese, betyder det, at vi måske i fremtiden vil kunne bruge spytprøver som markør for, om man er i høj eller lav risiko for at tage på i vægt,« siger Berit Lilienthal Heitmann, der i dag er professor med speciale i epidemiologi og ernæring ved Københavns Universitet, til Videnskab.dk.

De foreløbige testresultater indikerer, at en lille mængde mælkesyrebakterier er tegn på overvægt i fremtiden, mens en stor mængde betyder det modsatte. Berit Lilienthal Heitmann understreger dog, at det stadig er for tidligt at drage konklusioner, idet der ikke tidligere er nogen, der har forsket i sammenhængen mellem fedme og bakterier i munden.