Hvert femte barn i Danmark er i dag overvægtigt! Men hvad gør man, når poderne er blevet for tunge?

Overvægt er ikke kun et problem, fordi børnene er kede af det. Det øger risikoen for en række sygdomme. Diabetes og tegn på åreforkalkning ses nu hos børn i puberteten. Derfor bør alle ifølge B.T. Slanks diætist, Anna Munkesø, tage ansvar for deres børns vægt.

- Der er kun én grund til, at dir barn vejer for meget - barnet spiser flere kalorier, end dets krop har brug for. De når ikke at forbrænde kalorierne, og det sætter sig på sidebenene, fastslår Anna Munkesø.

De ekstra kalorier stammer ofte fra fedt i maden og sukker i drikkevarer. En anden afgørende faktor er manglende fysisk aktivitet. Sundhedsstyrelsen anbefaler, at børn er fysisk aktive en time om dagen.

- Mange børn lever i en inaktiv hverdag. Det kan føre til indlæringsproblemer, mobning, lavt selvværd, søvnproblemer og overvægt, advarer Anna Munkesø.

Hvad kan du gøre


I mange år har det været god latin, at tykke børn skulle vokse sig fra det og ikke gå på slankekur. Men det er ifølge Anna Munkesø ikke nok.

Børnene skal i stedet hjælpes til at forstå sammenhængen mellem det, de spiser og deres kropsvægt. Med andre ord skal de lære at spise sundere.

Derfor råder Anna Munkesø til, at du sætter dig ind i, hvad dit barn rent faktisk spiser på en dag, for at kunne vurdere, hvor der skal skæres ned. Måske spiser dit barn for meget generelt, måske står den på lørdagsslik og sodavand - hele ugen. Eller måske er maden for fed og bør skiftes ud med flere fiberrige grøntsager og magert kød.

- Børn skal ikke på kur. Børn skal tages i hånden og hjælpes til at ændre de dårlige vaner. Forældrene har et stort ansvar for, at deres børn lærer at leve sundt, siger Anna Munkesø.