Hvis du ændrer lidt på dine dagligdags rutiner, kan du let sætte forbrændingen i vejret - og tabe dig uden at gøre særlig meget, mener B.T. Slanks motionsekspert Mette Flindt.

Er hverdagen ved at blive lidt for tung? Så skal du måske til at skrue lidt på knapperne og få lavet de små ændringer, som får din krop til at brænde kalorier af lidt hurtigere.

Vil du tabe dig? Meld dig ind i B.T. Slank

Mette Flindt, der er personlig træner hos Slankedoktor giver her sit professionelle bud på, hvordan du kan forbrænde flere kalorier i løbet af en dag – nemt og enkelt!

- Det kan blive til rigtig mange forbrændte kalorier i løbet af en dag og ikke mindst en uge!!
Du behøver ikke at tage alle tingene hver dag, men find en god rytme, så varer det ikke længe, før det er en vane, du ikke vil af med igen!, opfordrer Mette Flindt.

Det er nemt at gå til, og det kan gøres blot ved at introducere en række rutiner til din dagligdag. Rutiner som øger din forbrænding, næsten uden at du bemærker det.

Print listen ud, og tag den med dog på farten. Så løber du aldrig tør for gode ideer til øget forbrænding.

1. Morgen – stå på ét ben:

Du børster tænder og tager tøj på hver dag, men prøv at stå på et ben imens du børster tænder, bøjer i benene, så du laver et squat eller spænd i alle de muskler, du kan komme til, for eksempel mavemusklerne, imens du laver disse dagligdagsting. Det kan forbrænde op til 75 kcal. mere i løbet af morgenen!

2. På arbejde – drop bilen:

Du får rigtig meget ud af at flytte dig selv, når du skal transporteres på arbejde. Gå eller cykle, bare noget af vejen, det er en rigtig god ide. Får du 30 min transport på denne måde, forbrænder du ca. 150 kcal!

3. På kontoret – væk med kontorstolen:

Du kan investere i en stor træningsbold til din arbejdsplads. Sidder du på den i en time om formiddagen, træner du muskulaturen omkring din kropsstamme, som holder maven flad og ryggen rank – samtidig kan du forbrænde op til 100 kcal. dagligt. Husk også at tage trapperne på din arbejdsplads, hent papir i printeren hver gang du har printet og aflever beskeder eller spørgsmål til kollegaerne, ved at gå over til dem i stedet for at ringe eller e-maile.

4. Frokost - gå dig slank:

Du kan sætte bare 5-10 min af inden eller efter din frokost til en gåtur, måske det bare kunne være en omvej til kantinen – gerne med trapper. Så kan du forbrænde op til 75 kcal!

5. Kaffepause – stræææk dig sund:

Træn din smidighed og styrke ved at lave øvelser på kontoret. Det er mest optimalt, hvis I for eksempel er flere på kontoret, der er fælles om øvelserne. Lav strækøvelser eller styrkeøvelser, det styrker dine muskler, smidighed og blodomløb. Strækøvelserne kan desuden være med til at forebygge musearm. Har du den store træningsbold på din arbejdsplads, så lav hoppeøvelser i bare 3 min. Hjernen får en kickstart, og du får energi til de sidste par timer på kontoret, samtidig kan du forbrænde op til 50 kcal!

6. Hjem fra arbejde – med sved på panden:

Når du er på vej hjem fra arbejde, gør det ikke noget, at du bliver svedig. Derfor kan det være en idé med intervaller på cyklen. Brug gerne stoplys eller lygtepæle som mål. Går du, skal du gå så hurtigt, du kan og måske også bruge intervallerne. Det mest optimale er, hvis du kan løbe hjem – der findes rigtig mange gode løberygsække på markedet, som kan gøre det meget lettere, at have ting med frem og tilbage fra jobbet. Brug gerne 30 min på transporten hjem fra arbejde og forbrænd op til 250 kcal!

7. Køb ind – og træn dine arme:

Bruger du en kurv når du handler, får du styrket arme og ryg - men husk at veksle imellem begge arme. Bærer du også varerne hjem, kan du samlet bruge ca. 50 kcal.

8. Aften – spænd op:

Spænd i muskler og/eller stå på et ben, når du laver mad, gå ud med skraldet, leg med børnene. Husk at spænde i ben og baller som et squat, når du samler noget op, her er der nemlig mulighed for at forbrænde 100 kcal ekstra dagligt!

9. Efter aftensmaden:

Lav et lille varieret program med styrkeøvelser til efter aftensmaden, og når børnene er lagt i seng. Du kan lave det, imens du ser tv. Brug gerne en træningsbold eller håndvægte. Har du ikke små børn, kunne en gåtur med din familie efter maden være både effektiv og hyggeligt. Her er der mulighed for at forbrænde 100-150 kcal!