Danske ernæringseksperter ryster på hovedet over samarbejdet mellem McDonald’s og Weight Watchers.

- Det er dybt problematisk, for det sender et signal til folk om, her er et sundt produkt. Jeg synes, det tenderer falsk markedsføring, siger ernæringsekspert Per Brændgaard.

Ernæringskonsulent Christian Bitz er enig.

- De sender et forkert signal ved at blåstemple produkterne. Det svarer til at sætte slankelogoer på rødvin eller chokoladebarer.

Weight Watchers opererer med et pointsystem til at sammensætte den daglige diæt. McDonald’s-måltiderne har fået tildelt 6,5 point, hvilket svarer til helt op til en tredjedel af en dagsration, der varierer mellem 18 og 40 point afhængig af køn, størrelse og ambition.

Brændgaard mener dog ikke, at pointsystemet er en hjælp:

- Langt størstedelen af danskerne er jo ikke medlemmer og kender ikke til tabeller og point. For dem vil det virke forvirrende og vildledende, at der lige pludselig er slankelogo ud for de usunde produkter.