Der er godt nyt til alle dem, som aldrig helt kom i gang med januarkuren, og som har svært ved at reducere tallene på badevægten.

Det skriver Videnskab.dk

Et vægttab på så lidt som fem procent af den samlede kropsvægt er nok til at opleve betydelige forbedringer i sundhedstilstanden, skriver Science Daily. Det viser et nyt studie, som er publiceret i tidsskriftet Cell Metabolism.

Læs mere på Videnskab.dk: Overvægtige får lettere infektioner

»Baseret på studiets resultater bør vi overveje at ændre de nuværende retningslinjer for behandling af overvægt. Målet bør være fem procent vægttab i stedet for fem til ti procent vægttab, som øger følelsen af fiasko, når patienterne ikke formår at opnå vægttab på mere end fem procent,« siger professor ved Washington University School of Medicine Samuel Klein, som er en af forskerne bag studiet, ifølge sciencedaily.com.

Større vægttab mindsker risikoen for stofskiftesygdomme, men fem procent vægttab er nok til at reducere flere risikofaktorer for type 2-diabetes og forkalkning af hjertets kranspulsåre, viser studiet. I studiet blev de helbredsmæssige effekter af 40 overvægtige mænd og kvinders vægttab på henholdsvis fem, 10 og 15 procent sammenlignet.

Læs mere på Videnskab.dk: Dansk forskning: Nyt lægemiddel kan måske hjælpe overvægtige

Det nye studie er det første, som direkte sammenligner effekterne af vægttab hos dem, der taber sig fem procent, med dem, der taber ti procent at vægtmassen.

»Vi håber, at vores resultater kan opfordre overvægtige mennesker til at tage nogle fornuftige skridt den rigtige vej i forhold til, hvad de spiser, samt at øge deres fysiske aktivitet. For det betyder en lavere risiko for diabetes og hjertekarsygdomme,« siger Samuel Klein ifølge sciencedaily.com.

Andre artikler på Videnskab.dk:
Hvornår får vi en teleporter?
Galleri: Disse planter har man fået til at vokse i rummet
Mød supernova-eksplosionens storebror: hypernovaen