Radioværten Alex Nyborg Madsen er enig i, at fedme kan skyldes dovenskab, men det kan også være en sygdom.

- Min trang til at overspise er ren narkomani. Jeg er mad-narkoman. Mad er mit stof.

Radioværten Alex Nyborg Madsen føler sig provokeret af den debat, som er rejst i B.T. af førende slankerådgivere.

Verdenssundheds-organisationen WHO har defineret fedme som en sygdom, men det afviser nu flere eksperter.

Fedmen er i langt de fleste tilfælde selvforskyldt og et resultat af magelighed eller dovenskab, mener de.

Ender let i mudderkastning

- Det er stærkt provokerede at komme med den slags udmeldinger.

Vi ender meget let i mudderkastning, som ikke gør det lettere for os, som slås med vægten.

Sandheden ligger nok et sted midt imellem, siger den kendte radiovært, hvis kampvægt i mange år har ligget omkring 150 kilo.

Ved en stædig indsats er det dog gennem det sidste par år lykkedes radioværten at smide 30 kilo.

- Nogle fede er utvivlsomt syge. Der er noget galt med deres forbrænding. Fedtet lagrer sig bare lettere, uanset hvad de gør eller ikke gør.

Meget komplekst problem

- Hos nogle spiller generne - noget medfødt - sikkert også en rolle. Men hos andre kan dovenskab og magelighed også være en stor del af forklaringen. Det er meget komplekst - mere komplekst, end visse eksperter giver udtryk for.

Personligt føler jeg ikke, jeg har været specielt doven eller magelig.

Jeg har kæmpet hårdt for at ændre livsstil og ved, at den kamp vil vare livet ud, siger Alex Nyborg.

Lene Hansson, populær dansk slanke-coach og kogebogsforfatter, sagde i B.T. i går:

- Fedme er ikke en sygdom. Det er bare en dum undskyldning for at lægge ansvaret fra sig. Det handler dybest set om magelighed og dovenskab. Nogen må sige sandheden. Det handler om at tage ansvar for sig selv.

Syg af sin livsstil

Kari Jaquesson, førende norsk slankerådgiver bl.a. på TV2 Norge, er enig:

- En krop, som lagrer overflødige kalorier, er ikke syg, men man kan blive syg af livsstilen, som medfører for meget lagret fedt.

Alex Nyborg Madsen:

- Det er ikke forkert, at det her i meget høj grad handler om selv at tage ansvar for sit liv. Den erkendelse er jeg også nået frem til.

Men samtidig har jeg altså den erfaring, at min trang til overspisning er som en form for sygelig narkomani, og man kan jo heller ikke bare sige til en alkoholiker, at han skal tage sig sammen.

Jeg var indstillet til en fedmeoperation, en gastric bypass, men var bange for indgrebet og valgte i stedet at hyre en læge som min faste slanke-coach.

Med hans hjælp har jeg fået omprogrammeret min måde at tænke på. Jeg har erkendt, at det er hjernen, som styrer vægten, og at man som overvægtig konstant forsøger at snyde hjernen.

Bruger mad som trøst

- Man bruger ubevidst mad som belønning og trøst, siger radioværten, der via jævnlige konsultationer hos læge og motionscoach Claus Hyldahl i Skodsborg har fået 'omprogrammeret' hjernen.

- Metoden virker tilsyneladende. Jeg er da lidt stolt af, at det er lykkedes at smide foreløbig 30 kilo. Jeg bruger bevidst ikke ordet 'slankekur'. Jeg lever og tænker anderledes - og det skulle gerne vare resten af livet, siger Alex Nyborg Madsen.