____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>23-årige Chris Bjerknæs vejer for meget. Alt for meget. Med en vægt på omkring 113 kg og et BMI på 38,2, så lider Chris Bjerknæs af svær fedme. Han ved det godt, men han er ligeglad med det.

I et debatindlæg i dagens Politiken raser Chris Bjerknæs over, hvordan mediebilledet og omgivelserne skal bestemme og blande sig i, hvordan han ser ud. Han mener, at der også skal være plads til de tykke.

Til bt.dk fortæller han, at han bare gerne vil have lov til selv at bestemme over sin egen krop.

- Jeg er træt af at skulle undskylde for, at jeg er for tyk, og at jeg måske bliver en belastning for sundhedsvæsenet. Jeg vil bare gerne have lov til at se ud, som jeg gør og veje, hvad jeg nu vejer. Lad mig da bare være fed i fred, siger Chris Bjerknæs til bt.dk.

Mange danskere har ligesom Chris Bjerknæs lidt for meget på sidebenene. Omkring 47 pct. af befolkningen er overvægtige (BMI≥25), mens 13 pct. er svært overvægtige (BMI≥30).

Chris Bjerknæs føler ikke altid, at der er plads til tykke som ham i samfundet, og det fik ham til at skrive debatindlægget.

- Når jeg er ude at handle, så tager jeg en gang imellem lidt mere slik, og der har jeg bemærket, at rigtig mange kigger på mig. Jeg føler, at de tænker: Arhh du burde måske hellere tage et æble. Den irritation har jeg gået med i lang tid, siger han.

Chris Bjerknæs har vejet for meget, siden han var barn - kun afbrudt af et ophold på julemærkehjem og fire magre år. Han dyrkede sport flere gange om ugen som barn, men kom fra et hjem, hvor usunde færdigretter dagligt var på menuen.

- Da jeg blev ældre, gjorde mediebilledet og omgivelserne mig bevidst om, hvordan man burde se ud, og hvordan man ikke burde se ud. Det var yt at veje for meget.

Den tankegang gjorde, at Chris Bjerknæs i mange år var ulykkelig i sin krop.

I dag har Chris Bjerknæs accepteret sin vægt. Men det har været en lang og hård kamp at nå fem til den selverkendelse.

- I dag er jeg glad for min vægt, alle sundhedsidealer har jeg lagt fra mig. Jeg hviler i mig selv og i min krop, jeg er glad for at spise lidt ekstra og tænker ikke det store på, om der står 110 eller 115 kg, når jeg træder op på badevægten.

Vægten er desuden gået i stykker, så han har ikke vejet sig selv i et halvt år.

Chris Bjerknæs ved godt, at han kan blive en belastning for velfærdssamfundet med sin overvægt, da han sandsynligvis kommer til at trække mere på sundhedssystemet end de fleste.
Chris Bjerknæs ved godt, at han kan blive en belastning for velfærdssamfundet med sin overvægt, da han sandsynligvis kommer til at trække mere på sundhedssystemet end de fleste. Foto: Privat
Vis mere

Overvægt øger risikoen for en lang række livsstilssygdomme som sukkersyge, højt blodtryk og de sygdomme, der skyldes åreforkalkning såsom blodprop i hjertet. Men heller ikke det ændrer ved Chris' syn på sin vægt.

- Lige nu har jeg det sådan, at jeg har lyst til at spise og drikke, hvad jeg vil, og hvis det betyder, at jeg dør 10 år tidligere, så må det være det. Jeg gør det op et oplyst grundlag. Jeg vil ikke leve hele mit liv på strikse kure, så vil jeg hellere nyde de år, jeg har, siger han.

Han fortæller, at han, trods sine usunde vaner, stadig motionerer, drikker meget vand og spiser grøntsager og fisk.

Chris Bjerknæs tror heller ikke, at børn vil kunne ændre hans spisevaner.

- Jeg tror da også, at mine børn bliver tykke. Jeg håber, at jeg kan sørge for, at de kommer til at spise sundt, men vigtigst vil jeg sørge for at give dem noget mere selvtillid og tale med dem om, at det er ok at have lidt for meget på sidebenene, siger han til bt.dk.

Chris Bjerknæs er hele sit liv blevet mødt med flere fordomme pga. sin overvægt.

Han ved godt, at han kan blive en belastning for velfærdssamfundet, da han sandsynligvis kommer til at trække mere på sundhedssystemet end de fleste.

- Jeg kan godt forstå tanken, for jeg kommer måske til at koste samfundet mere. Men hvor går grænsen? Først var det rygerne, man var efter, nu er turen så kommet til de overvægtige. Hvad bliver så det næste? Er det dem, der dyrker en bestemt form for sport, der giver slitage på knæet. Er de så en belastning, fordi de kommer til at koste mere i knæoperationer, spørger Chris Bjerknæs.

- Jeg prøver som en sindssyg at undskylde for, at jeg er tyk, for min belastning af samfundet, for mit behov for mad og min eksistens. Jeg vil blot bede om, at de tykke må være her, slutter han. Fakta: Chris Bjerknæs er 23 år gammel og arbejder som farvehandler. Han er tidligere folketingskandidat for Dansk Folkeparti og en del af bestyrelsen i Dansk Folkepartis Ungdom Nordsjælland. Han er med i Politikens debattør og kritikerskole.