Politikere og brancheorganisation er enige om en mærkningsordning på afgiftsbelagte varer, men frygter bøvlet administration.

Du har som forbruger en øjenåbner af de helt store til gode, hvis du for fremtiden gemmer din kassebon efter turen rundt i supermarkedet.

For hvis det står til brancheorganisationer og flere politikere på Christiansborg, skal der på bonen stå, hvor stor en del af prisen på den enkelte varer, der egentligt er moms, skatter og afgifter. Altså en mærkningsordning på afgiftsbelagte varer og ydelser som vil gøre det helt klart for forbrugeren, hvor stor en del af osten i køledisken, benzinen i tanken eller regningen på energi, der egentlig går til staten.

Disse skjulte skatter har BT derfor i de seneste uger tvunget frem i lyset. En mærkningsordning på varer vil gøre det danske skatte- og afgiftssystem mere gennemskueligt for forbrugerne, før de træffer deres valg i supermarkedet, mener flere politikere, heriblandt skatteordføreren fra Venstre, Torsten Schack Pedersen.

- Det ville være rart, hvis borgerne kan se på kassebon, hvad der går til købmanden, og hvad der går til statskassen i form af moms, ølafgift, emballageafgift, glødepæreafgift og alt muligt andet. I et oplyst samfund som vores synes jeg, at så mange oplysninger som muligt skal være tilgængelige for borgerne, siger han.

Torsten Schack Pedersen har længe puslet med tanken om en mærkningsordning. Den 26. marts i år spurgte han Skatteudvalget og daværende skatteminister Thor Möger Pedersen (SF) 'om det er tilladt for et supermarked at oplyse punktafgifter m.v. på kassebonen'. Svaret var 'ja'.
 
Politisk flertal

Og nu viser det sig faktisk, at et flertal i Folketinget er åbne over for sådan et system. BT har talt med skatteordførere fra både Dansk Folkeparti, De Konservative, Liberal Alliance og SF, der ligesom Venstre går ind for mere åbenhed på området.




Den politiske enighed møder opbakning hos De Samvirkende Købmænd (DSK), der repræsenterer nogle af de supermarkeder, der uundgåeligt skal være med til at implementere ordningen. Og flere af butikskæderne synes godt om en mærkningsordning, oplyser Claus Bøgelund, DSK's vicedirektør. 

- Det handler om at tydeliggøre overfor forbrugeren, hvor meget der går til statskassen. Jeg vil ikke blive overrasket, hvis nogen af kæderne kom og sagde, at de var klar til at gøre det. Forbrugeren tænker ikke lige på afgifterne i Danmark, og hvor høje de er. Den her ide ville sørge for mere åbenhed, siger Claus Bøgelund.

I Dansk Erhverv frygter man, at mærkningsordningen vil skabe flere administrationsomkostninger til  stor skade for virksomhederne. I stedet skal der fokuseres på at sænke afgifterne helt generelt. Alligevel kan markedsdirektør, Henrik Hyltoft, godt se formålet med en mærkningsordning. 

- Det kan da godt være, at det har et pædagogisk formål at få trykket, hvor meget der ryger direkte til staten, på kassebonnen, siger han. 

Andre læser også