Her er afgifterne der stiger, selvom Thorning sagde der ingen planer var om generelle forhøjelser

Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) stiller nu danske borgere og virksomheder i udsigt, at det er slut med at vælte i dusinvis af nye afgifter over borgere og virksomheder.

I sin tale ved Folketingets åbning tirsdag sagde statsministeren, at "regeringen har ingen planer om nye generelle forhøjelser af afgifter, erhvervsskatter eller indkomstskatter." Det kan komme på tale at lave "fornuftige omlægninger", sagde hun, men lovede altså, at ingen nye "generelle" afgifter er på vej.

- Vi skal heller ikke belaste virksomhedernes konkurrenceevne unødigt. Skatter betaler vores velfærd. Men de kan også være en omkostning for virksomhederne, sagde statsministeren fra talerstolen.

BT beskriver i en kommende serie Skjulte Skatter, hvordan afgiftspresset på danske borgere og virksomheder har nået nye højder. Mens regeringen har lovet at sænke personskatterne, er afgifterne på alt - herunder fødevarer og energi - steget voldsomt. Alene fra 2011 til 2013 er statens indtægter på afgifter steget med 25 milliarder kroner - og når i 2013 svimlende næsten 300 milliarder kroner. Dertil kommer indkomstskatterne.

Løftet om, at det er slut med nye afgifter, er også en sandhed med modifikationer. Regeringen har allerede fået vedtaget en lang række afgiftsstigninger, der allerede nu rammer danskere forbrugere og virksomheder - og afgifterne vil vokse yderligere fra 1. januar 2013.

Ifølge SKAT stiger afgifterne på øl og vin med 3,63 procent, den såkaldt “tillægsafgiftssats” på sodavand med alkohol stiger med 3,63 procent og oveni kommer så en tillægsudgift med yderligere 9,05 procent. Chokolade, is, mineralvand stiger med 3,63 procent - og den berygtede fedtafgift stiger også med 3,63 procent.

Især den forhøjede fedtafgift ventes at ramme hårdt, idet afgiften nu også rammer mejerivarer, der allerede har tilført sukker. I det nye forslag til finanslov for 2013 lægges der også op til en afgift på fem kroner pr. kilo på færdigvare mejeriprodukter med tilsat sukker. Ifølge mejeriselskabet Arla vil en liter økologisk yoghurt med frugt altså stige med fem kroner plus moms, således at produktet i butikkerne stiger fra 15,50 til 21,75 kroner. Flere af de mange nye skatter og afgifter fra finansloven fra 2012 holdes altså fast i det nye forslag til finanslov.

Læg dertil, at alt lige nu tyder på, at Thorning skal lave finanslov for 2013 med Enhedslisten. Men i støttepartiets oplæg til finanslov, kræver man øgede skatter og afgifter for samlet 6,6 milliarder. Dermed får Thorning rigeligt svært ved at holde løfterne om “ingen nye generelle afgifter” fra åbningstalen.

Dansk Erhverv har udarbejdet en liste for BT over de seneste afgiftsstigninger, vedtaget siden marts 2009:

Marts 2009: Forårspakke 2.0: Afgifter på forurening og energi forøges. Samlet kommer der energi, klima og miljøafgifter for næsten 8 milliarder kroner (der kommer en indtægtsbestemt grøn check). Hertil kommer afgiftsforhøjelse på chokolade, cigaretter mv. på 2 mia. kroner. (alle disse afgifter er med til at finansiere lavere skat på arbejde).

Maj 2010: Serviceeftersyn af Forårspakke 2.0: Tobaksafgifter hæves med yderligere 200 millioner kr. årligt og der indføres afgiftsforhøjelser på cider og alkoholsodavand for ca. 100 millioner kr. årligt.

Oktober 2011: Afgift på mættet fedt, træder i kraft: Fedtafgiften var en del af Forårspakke 2.0. og blev ændret med serviceeftersyn af Forårspakke 2.0, ikrafttrædelsen blev dog udskudt nogle gange. Pr. 1. oktober 2011 har den givet prisstigninger på varer som mælk, smør, ost og kød og indbringer et samlet årligt provenu på 1,3 mia. kr.

Januar 2012: Finansloven 2012: Der aftales med finansloven nye skatter og afgifter for ca. 5 mia. kr. i alt. Heraf ca. 2,4 mia. kr. i nye afgifter direkte på husholdningerne. Øl, vin, sodavand, slik og konsum-is allerede med virkning fra 1. januar.

Marts 2012: Afgifter på energi: Regeringen og VK vedtager energiforlig. I gennemsnit skal en familie betale cirka  1.400 kr. om året mere i 2020.

April 2012: Tobaksafgift: Som en del af finanslovsforliget hæves tobaksafgiften pr. 1. april (provenu 600 millioner kr. i 2012, herefter 900 millioner kr. årligt fra 2013 og frem).

Juni 2012: Skattereform: Aftalen om skattereform indeholder en såkaldt indeksering af punktafgifter, svarende til 1,8 procent årligt frem til 2020. Blandt andet vægtafgift, grøn ejerafgift, afgift af ledningsført vand, forskellige forbrugsafgifter (glødelamper mv., elektriske sikringer til stærkstrømsanlæg, kaffe, te og ekstrakter heraf samt cigaretpapir og røgfri tobak) samt sundhedsfremmende afgifter (vin, øl, alkoholsodavand, mættet fedt, chokolade, konsumis og mineralvand mv.).

Juli 2012:
NOx-afgift: Som en del af finanslovsforliget hæves NOx-afgiften pr. 1. juli (provenu 215 millioner kr. i 2012, herefter ca. 600 millioner kr. årligt fra 2013 og frem).

Januar 2013: Yderligere aftalte nye afgifter som følge af finanslov 2012: Udvidet grundlag for sukkerafgiften (sukker i sammensatte produkter som yoghurt, marmelade, ketchup, rødbeder, asier mv.), som skal indbringe 1,2 mia. kr. årligt + ny afgift på husstandsomdelte reklametryksager, der skal indbringe 440 millioner kr. årligt fra 2013.

Januar 2015: GPS-baseret kørselsafgift på danske lastbiler: Som følge af Forårspakke 2.0 fra 2009 indføres efter planen pr. 2015 en GPS-baseret kørselsafgift på danske lastbiler, der skal indbringe ca. 3 mia. kr., i provenu årligt (er blevet udskudt nogle gange, mens provenuet til gengæld er sat op).

(Kilde: Dansk Erhverv - og skat)