Videoen i denne artikel har fået kritik fra Pressenævnet. Du kan læse kendelsen her.

Det er fredag eftermiddag, da en kvinde ved navn Sadeet pludselig modtager en mail med et opsigtsvækkende tilbud.

Den plastikkirurg, som hun i halvandet år har ligget i åben krig med, tilbyder hende pludselig et forlig, men forliget har én opsigtsvækkende betingelse.

Som en del af forliget skal hun skrive under på en erklæring. En erklæring, der indeholder flere misvisende og direkte forkerte oplysninger, og som blandt andet skal bruges til at få B.T. til at afstå fra at skrive kritisk om den kirurg, der har opereret hende. Men Sadeet kender endnu ikke erklæringens indhold.

B.T. har de seneste uger afdækket, hvordan talrige kvinder har haft alvorlige fysiske komplikationer og psykiske nedture i forbindelse med operationer foretaget af den danske kirurg Waseem Ghulam, som gennem flere år har opereret flere tusinde kvinder på Citadellkliniken i Sverige, der også henvender sig specifikt til danske kunder.

Plastikkirurgen har det seneste år dog fået kritik i flere klagesager og senest fået et fagligt påbud af Styrelsen for Patientsikkerhed.

I første omgang, da Sadeet modtager forligstilbuddet, er hun bare lettet over udsigten til at kunne lukke en sag, som hun oplever har haft store personlige og økonomiske omkostninger for hende.

Historien tager sin begyndelse i maj 2021, hvor Sadeet får foretaget en fedtsugning på Citadellkliniken i Sverige af den danske plastikkirurg Waseem Ghulam.

Efter operationen ender hun i en hospitalsseng på Rigshospitalet på grund af store indre blodansamlinger, og Waseem Ghulam får efterfølgende kritik af Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn for hans manglende behandling af hende.

Men inden Sadeet klager til sundhedsmyndighederne over Waseem Ghulam, skriver hun et opslag om sin oplevelse i en Facebook-gruppe om skønhedsoperationer, og det kaster hende ud i en bitter krig med Waseem Ghulam.

Waseem Ghulam fortæller til B.T., at Sadeet er hovedpersonen i en hetz mod ham, hvor en gruppe kvinder er gået sammen med det formål at få gratis skønhedsoperationer.

Det afviser Sadeet og fortæller, at hun og en række andre kvinder ikke har set anden mulighed end at gå sammen i en Facebook-gruppe og hjælpe hinanden.

»Den her gruppe er ikke for at lave en hetz. Den her gruppe var for at hjælpe andre kvinder i, hvordan man laver en klage til sundhedsmyndighederne. Hvordan klager du til klinikken? Hvilken forsikring, hvor kan du få penge tilbage? Så det var ren og skær for at støtte, hjælpe og vejlede.«

Men Waseem Ghulam har en anden opfattelse, og det bringer os tilbage til den fredag eftermiddag, hvor Sadeet pludselig modtager et forligstilbud. Et tilbud, som Sadeet er åben for at tage imod.

»Jeg var interesseret i at få mine penge tilbage, og jeg var interesseret i at få ro,« siger hun.

Forliget er betinget af, at Sadeet ikke medvirker i B.T.s artikler eller podcast 'Skåret i stykker' om Waseem Ghulam, og så skal hun skrive under på en erklæring.

Til gengæld vil hun få pengene fra sin operation tilbage, og Waseem Ghulam vil droppe den injuriesag, han har anlagt mod hende.

Waseem Ghulam afviste at svare på B.T.s spørgsmål.
Waseem Ghulam afviste at svare på B.T.s spørgsmål. Foto: Amanda Mortensen
Vis mere

Af en mailkorrespondance mellem Sadeets advokat og Waseem Ghulams advokat fremgår det, at Sadeets advokat gerne vil have erklæringen til gennemsyn, inden den underskrives. Alligevel bliver erklæringen sendt til underskrift direkte hos Sadeet, inden hendes advokat får læst den igennem.

Waseem Ghulams advokat, Anja Linde, forklarer i et skriftligt svar til B.T., at hun sendte erklæringen til Sadeets advokat også, da advokaten gjorde hende opmærksom på, at hun ville have den til gennemsyn, inden Sadeet skrev under.

Sadeet læser ikke erklæringen igennem, fordi hun tror, at hendes advokat har set den og sagt god for den, og hun har fået en tidsfrist på få timer til at indgå forliget. Men da hun sent om aftenen læser erklæringen, opdager hun til sin store gru, at hun har skrevet under på noget, der ikke er rigtigt.

»Hermed erkender, og erklærer jeg, at jeg har opfordret flere piger til at skrive til B.T. om negative historier om Waseem Ghulam, til trods for, at jeg er bekendt med, at flere af pigerne slet ikke er opereret af Waseem Ghulam,« står der blandt andet.

Det er dog ikke rigtigt, fortæller Sadeet.

Under researchen til podcast og artikler om Waseem Ghulam har B.T. ikke modtaget nogen henvendelser fra kvinder, der ikke er opereret af Waseem Ghulam, og som har fortalt negative historier om ham.

Der står også i erklæringen, at der ikke er faktuelt eller juridisk hold i Sadeets anklager mod Waseem Ghulam, til trods for at Sundhedsvæsenets Diciplinærnævn har givet Sadeet medhold i, at Waseem Ghulams behandling af hende ikke var god nok.

Sadeet og hendes advokat gør med det samme Waseem Ghulam og hans advokat opmærksom på, at erklæringen indeholder urigtige oplysninger og kommer med et forslag til en ny.

Waseem Ghulam holder dog fast i den første erklæring og sender den mandag formiddag videre til B.T. i et forsøg på at forhindre, at B.T. udgiver en række kritiske artikler og en podcast om ham.

Han skriver i en mail til B.T.s journalist Mathias Tuxen:

»Hej Mathias. Du skal lige se den her. Hovedpersonen bag chikanen nåede at skrive under på denne og sende den til os i fredags. Dvs. at hun har læst den og skrevet under og dermed accepteret teksten. Efterfølgende gik hendes advokat i panik og ville trække den tilbage, idet hun ikke havde 'godkendt' den. Din chefredaktør er cc på denne mail også og kan læse erklæringen.«

B.T. har stillet Waseem Ghulam og hans advokat en række spørgsmål om den omtalte erklæring, men ingen af dem har ønsket at stille op til et mundtligt interview.

Det er ikke Sadeet, der har skrevet erklæringen, men hverken Waseem Ghulam eller hans advokat, Anja Linde, vil svare på, hvem af dem der står bag skrivelsen.

Det er således heller ikke muligt at få svar på, hvem der har skrevet de urigtige oplysninger i erklæringen.

Waseem Ghulam svarer heller ikke på, hvorfor han sendte erklæringen til B.T. til trods for, at den var trukket tilbage, og han var blevet gjort opmærksom på, at den indeholdt urigtige oplysninger.

Sadeet ønsker ikke sit efternavn frem i B.T., fordi hun ikke ønsker, at hendes arbejdsgiver og familie kender til de skønhedsoperationer, hun har fået lavet, og de billeder, B.T. viser i den forbindelse. Hendes fulde identitet er redaktionen bekendt.

Du kan se alle artiklerne og finde podcasten under B.T. – 'Skåret i stykker' lige HER.