En klage, to klage, tre klager … otte klager.

På fire år har den danske plastikkirurg Waseem Ghulam haft otte klager hos Styrelsen for Patientklager. Og det er langtfra almindeligt, lyder det nu.

»Det er meget usædvanligt. Langt de fleste vil kun have en enkelt klage,« siger Jan Greve, som er kontorchef og overlæge hos Styrelsen for Patientklager.

Flere af klagerne fra patienterne har farvekoden orange, som betyder, at sagen er så alvorlig, at også Styrelsen for Patientsikkerhed med det samme skal underrettes.

B.T. har set dokumentation for, at 21 kvinder har haft forskellige skrækforløb efter en operation hos den danske plastikkirurg Waseem Ghulam de seneste tre år. Derfor undersøger B.T. nu, hvorfor så mange kvinder forlader operationsbordet ulykkelige.

Flere danske plastikkirurger fortæller, at klagesager og især medhold i form af kritik fra myndighederne er sjældenheder.

Janne Horn er overlæge i plastikkirurgi med mere end 20 års erfaring fra det offentlige og private, hvor hun er medejer af Horn og Gramkow.

Hun har til sammenligning aldrig fået kritik af styrelsen på grund af en klage, fortæller hun.

Waseem Ghulam, der opererer på Citadellkliniken i Sverige, har haft otte klager og fået kritik to gange i Danmark og én gang i Sverige.

I Danmark har han fået kritik for manglende tilsyn efter en fedtsugning og for sen journalføring i en anden sag. Senest har han fået et fagligt påbud for alvorlig og gentagen kritisabel faglig virksomhed ved mangelfuld journalføring.

Det betyder, at Styrelsen for Patientsikkerhed vurderer, at han som læge kan være til fare for sine patienter.

Isabella Grundtvig Larsens bryster efter en af Waseem Ghulams reoperationer. Privatfoto
Isabella Grundtvig Larsens bryster efter en af Waseem Ghulams reoperationer. Privatfoto Foto: Privatfoto
Vis mere

Derudover har Waseem Ghulam fået alvorlig kritik i Sverige for en operation, som ifølge svenske Sonja Falk næsten kostede hende livet.

Jan Greve fra Styrelsen for Patientklager forklarer, at der er læger i visse fagområder, som er mere udsatte for klager. Men det er ortopædkirurgi og skadestuearbejde, siger han. Og selv her er der oftest 'kun' tale om to til tre klager.

Det har ikke været muligt at få et interview med Waseem Ghulam, som i stedet på mail har leveret et svar på kritikken.

»Jeg tror desværre, vi lever i en tid, hvor patienter klager over det mindste, og jeg forholder mig til de sager, hvor jeg har fået kritik og ikke antallet af klager. Jo flere patienter du opererer, desto flere klager vil du få og desto flere komplikationer vil du få. Jo sværere kirurgi du laver, desto større er risikoen for utilfredse patienter og komplikationer,« skriver han.

Waseem Ghulam mener også, at hans patienter ofte er opereret tidligere og samtidig efterspørger mere »ekstrem« kirurgi med et ønske om store implantater, hvilket kan medføre en større risiko for komplikationer. Han mener derfor ikke, at B.T.s dokumentation kan bruges.