Guide: Sådan kommer du i gang med smart home i 2025
Her er alt, du skal bruge for at gøre dit hjem smart.

Her er alt, du skal bruge for at gøre dit hjem smart.

Fascinationen ved at få computere og robotter til at løse alle de opgaver, vi mennesker ikke orker, er ikke ny. Gennem tiden er der lavet et utal af film, hvor alt er godt, og det nye computerstyrede hjem er alt, hvad hovedpersonerne havde drømt om. Men senere føler computeren sig uretfærdigt behandlet og gør oprør på forskellige måder.
Bare rolig! Det skal du ikke frygte. Smart home-enheder er faktisk slet ikke så smarte. De kan igangsætte en handling på baggrund af et input, men de kan ikke tænke og have følelser.
Til gengæld skal du være forberedt på, at du kan blive afhængig, når du begynder at lave dit smart home. Pludselig ser du automationsmuligheder alle vegne og tænker, »hvorfor har jeg aldrig tænkt på det før«?
En sjov, men til tider dyr hobby. Og lad os så komme i gang!
Giganternes kamp
Producenter over hele verden laver produkter til dit smarte hjem. Over dem er to giganter, der har bygget hver sit økosystem til de smarte dimser: Amazon og Google. De kæmper kort sagt om verdensherredømmet for smarthomes. Apple er også med på bølgen, men er aldrig for alvor slået igennem til de store forbrugermasser.
Amazons smarte produkter hedder Amazon Echo og Googles er Google Home.
Her i guiden har vi skarpt fokus på Google Home. Til trods for omkring 10 års rygter, har Amazon endnu ikke lanceret sin kæmpe bølge af tjenester i Danmark, og derfor kommer Amazon Echo hurtigt til kort herhjemme. Enhederne kan godt nok købes på nogle danske webshops, men vil du have et helt gnidningsfrit smart home, bør du holde dig fra dem.
Højttalere
Højttalere er en uundværlig del af ethvert smart hjem. Det er også den mest alsidige. Så start med at køb mindst en højtaler til hvert rum. Udvalget er kæmpe stort, men vi nøjes med at anbefale to:
Google Nest Audio: En relativt kompakt, men kraftfuld højtaler med indbygget bluetooth og Chromecast. Du aktiverer den selvfølgelig ved at sige »Hey, Google/OK Google«. Bed om at høre musik, få Google til at fortælle en joke eller styr de andre enheder i hjemmet.
Google Nest Hub: En kombineret højtaler og skærm. Lyden er ikke så god som Nest Audio, til gengæld er den 7” store skærm meget praktisk, for eksempel i køkkenet når du skal lave en opskrift fra nettet
Lys
Når din Google Nest er forbundet, kan du for eksempel sætte den op til at styre lyset rundt omkring. Det kan helt overordnet gøres på to måder: smarte stik og smarte pærer.
Stik har den store fordel, at de kan gøre alt elektrisk en lille smule smart. Du kan dog ikke lave andet end tænd og sluk kommandoer.
Vil du kunne gøre mere, som at styre farver og meget mere, skal du skifte til smarte pærer. Her skal du selvfølgelig bare være opmærksom på, at fatningen skal passe. Så kan lampen du arvede fra oldemor blinke i alle regnbuens farver i takt til beatet fra Dr Bombay.
Mange begyndere starter med Philips Hue, som er et kæmpe brand indenfor smarthome. Du skal dog være opmærksom på, at du betaler for både navn og design. Der findes billigere produkter, der kan det samme som Philips Hue.
Gå på opdagelse i Philips Hue her
Vejr og indeklima
Intet optager os danskere så meget som vejret, og med det rigtige udstyr kan du lave dine egne lokale vejrudsigter. Et godt sted at starte er vejrstationen med regnmåler fra Netatmo.
Du kan endda også koble en vindmåler til.
Opvarmer du hjemmet med radiatorer, kan der være mange penge at spare ved at skrue ned, når ingen er hjemme. Spar op til 28 % på din varmeregning med startsættet fra Tado.
Aldrig mere rengøring
Roborock S8 Pro Ultra er en af de bedste robotstøvsugere og gulvvaskere på markedet lige nu. Du indstiller den fra din mobil, eller sætter den til at køre ved at give Google en kommando, og så klarer den alt det hårde arbejde. Gulvene bliver støvsuget og vasket. Det beskidte vand bliver opsamlet i en beholder og snavs samles i en pose i basestationen. Den rengører endda selv gulvmoppen.
Hjernen bag det hele
Efterhånden som du gør dit hjem mere og mere smart, finder du ud af, at enhederne bruger en række forskellige teknologier til at kommunikere. Mange producenter har lavet en såkaldt hub, men det er ingen garanti for, at udstyret kan arbejde sammen med udstyr fra andre producenter. Vil du være sikker på, at du altid kan forbinde enhederne på kryds og tværs, skal du bruge en hub med alle teknologier indbygget. Det får du med Homey Pro.

Det er ikke en billig løsning, men tænk på det som hjernen, der styrer hele dit hjem. Det er ikke et sted, det kan anbefales at spare. Opsætningen af Homey er utrolig nem, og du kan lave næsten alt mellem himmel og jord.