I 2017 tog Robert Firkic, Stine Skriver og deres børn, Sebastian og Sonia, på jordomsejling. I næsten tre år sejlede familien, de krydsede både Atlanterhavet og Stillehavet og besøgte blandt andet Fransk Polynesien, Galapagos, Australien og New Zealand.
Stine Skriver har netop udgivet bogen 'Helt væk' om turen, der har betydet alverden for dem. Men det kom heller ikke uden store kampe og ofre.
»Jeg kommer stadig til at græde lidt, når jeg skal fortælle om det. For det er det bedste, der er sket for os som familie. I mit liv er rejsen kun overgået af fødslerne af vores børn, og at jeg blev gift med Robert,« siger hun.
Alligevel har hun sagt ja til at fortælle om prisen for at tjekke ud af hverdagen, for det er ikke gratis at slå op med 8-16-job, madpakker og afdragsfrie lån og tage på langfart.
I familien Skriver Firkic' tilfælde kostede drømmen:
Et ubehageligt opgør.
En fyring.
Besvær med at finde tilbage til hverdagen.
Allerede i 2014 besluttede Robert Firkic og Stine Skriver, at de ville af sted. De var begejstrede, men måtte sande, at ikke alle delte deres eufori. Faktisk var Stine Skrivers forældre imod tanken.
»De har selv sejlet, og min mor har været stewardesse og rejst meget, så jeg havde aldrig forestillet mig, at de ville sige: 'Det er en rådden idé'.«
Men når Stine Skriver og Robert Firkic talte om deres planer, var der 'hele tiden noget, der var forkert'.
»Det var alt lige fra en gast, som min mor ikke syntes var den rigtige, til at vores båd var for lille, eller at der manglede en kahyt. De var så bekymrede, og alt blev set i dét lys.«
Konkret kom det til at betyde, at Stine Skriver i en periode ikke talte med sine forældre.
»For det eneste, der fyldte i vores hoveder, var turen, og hvordan vi kom af sted, mens det eneste, der fyldte – især i min mors hoved – var modstanden.
Ude i verden har Stine Skriver siden mødt mange andre eventyrere, der har haft samme oplevelser med deres pårørende i bagagen. I dag forstår hun bedre sine forældre.
Deres bekymringer kredsede om, hvordan det ville gå med sikkerheden om bord, om børnebørnene og om job og pensionsopsparinger.
»Meget af det gik jo i opfyldelse – for ja, vi kom til skade, og ja, vi gik på grund, og ja, jeg blev fyret. Helt ærligt var der grund til bekymring, men jeg blev ked af det, når de tvivlede.«
Hun ville ønske, at hun dengang havde kunnet tale mere åbent med sine forældre om deres tanker.
»For der var helt sikkert mange af deres indvendinger, forslag og bekymringer, der var helt rimelige og gode, og de ville jo ikke have kunnet stoppe mig.«
Heldigvis kom familien på talefod inden afrejsen, og Stine Skrivers forældre hjalp både med at sætte båden i stand, sejlede med flere gange undervejs og passede familiens hus og økonomi, mens de var væk.
Men en af de aftaler, Stine og Robert valgte at indgå for at berolige hendes forældre, var at sende deres børn hjem på ferie, mens de selv krydsede Atlanterhavet.
»Det er min eneste fortrydelse, for jeg savnede ungerne helt sindssygt, og turen var overraskende nem. Det, der er svært ved at sejle, er at komme ind og ud af havnene, og det skulle vi ikke i 20 dage,« siger hun og spørger så:
»Og hvad nu, hvis vi var gået ned med mus og mænd. Var det så bedre, at de var derhjemme og blev forældreløse?«
Både Stine Skriver og Robert Firkic fik orlov fra deres job som henholdsvis journalist i DR og ingeniør. To år uden løn, men med ret til at vende tilbage, lød begges aftale.
Men 9. oktober 2018 fik de 'et år mere forærende'. Da fik Stine Skriver nemlig et opkald på satellittelefonen midt ude i Stillehavet. Hendes chef meddelte, at DR, som led i en storstilet spareplan, skulle fyre hver syvende medarbejder. Stine Skriver var en af dem.
»Det var et chok. Jeg troede helt naivt, at mine chefer havde glemt mig.«
På bagkant er fyringen en pris, hun har kunnet mærke. Da hun kom hjem og så sig rundt i sit netværk, kunne hun se, at dem, hun før havde 'fulgtes med', var blevet chefer.
»Mens jeg i midten af 40erne har været nødt til at genstarte min karriere. Det har helt klart været et karrieremæssigt set back at være væk i tre år.«
På mange måder minder det at rejse ud lidt om en forlænget barsel:
»Man går ud ad døren og tænker: 'Bare de ikke glemmer mig'. Man har konstant kvalme. Og når man vender tilbage, er det, som om man bare lige har været et smut i kantinen.«
Kontrasten mærkede hun, da hun mødte en mor fra skolen, kort efter familien var tilbage i hjemmet på Amager:
»Hun sagde: 'Hej' og 'Velkommen hjem' og så: 'Nu skal du høre, hvad der skete på forældremødet i sidste uge' … Jeg kunne ikke have været mere ligeglad. Man kommer hjem og føler sig selv fuldstændig forandret, mens der intet er sket herhjemme.«
Det har været hårdt at genstarte hverdagen efter tre år. Især for Sebastian og Sonia, der forlod Danmark som børn, men vendte hjem som teenagere og i dag er 15 og 13 år.
»Alt var forandret udenpå og indeni både hos dem selv, men også hos deres kammerater. Det var svært at passe ind igen, når man ikke kan spille Fortnite eller Mindcraft, og når den, der før var bedsteveninden eller -vennen, pludselig er blevet tre år ældre og ikke ligner den, man huskede.«
Efter hjemkomsten har begge børn skiftet skole. Stine Skriver har skiftet job. Og alle er i gang med at slå rod igen.
»Nogle siger, at det tager lige så lang tid at lande, som man er af sted. Det betyder, at vi har et år tilbage.«
Del: