Sex på film er ukompliceret. To mennesker kysser, og sekundet efter er de i fuld gang. Helt så let går det sjældent i virkeligheden, slet ikke når den første forelskelse er dampet af.

»Mange tror ikke, de har lyst. Eller de tror ikke, at de har lyst nok, hvis måden, de mærker lyst på, ikke lever op til det, de forventer, eller ikke matcher deres partners,« siger sexolog og parterapeut Amanda Lagoni.

Ofte hører hun sine klienter efterlyse mere lyst til sex – både hos sig selv og hos deres partner. Men hendes påstand er, at der er masser af gnist og gejst. Vi skal bare forstår, at vi tændes forskelligt.

Ifølge sexologen er der tre måder at føle lyst på:

  1. Tryghed og kærlighed.
  2. Eventyr og uforudsigelighed.
  3. Eller man kan tænde receptivt.

Amanda Lagoni har skrevet bogen 'Voksenkærlighed i børnefamilien', blandt andet om, hvorfor sex-livet har trange kår i børnefamilien.
Amanda Lagoni har skrevet bogen 'Voksenkærlighed i børnefamilien', blandt andet om, hvorfor sex-livet har trange kår i børnefamilien. Foto: Liv Latricia Habel
Vis mere

»Dét, der tænder dig, er ikke nødvendigvis det samme, som det, der tænder din partner. Men at I mærker lyst forskelligt er ikke det samme som, at I ikke kan have fantastisk sex sammen,« fastslår hun.

Derfor er det en fordel at kende både sin egen og sin partners måde at tænde på sex.

»Tryghed og kærlighed er den model, vi kender fra Hollywood-film, og som vi ofte tror er ‘den rigtige måde’. Det er den romantiske idé om, at når bare vi har det godt, så har vi lyst til sex.«

Tænder man på tryghed og kærlighed, vil man typisk have lyst til sex, når man føler sig elsket, set, hørt og får opmærksomhed fra sin partner. Tillid til ens partner er en forudsætninger for, at man gider sex.

»Eventyr og uforudsigelighed er en tænding, som mange tænker er farlig, fordi man ofte vil tænde på andre end sin faste partner. Man tænder på det nye, det ukendte, det uforudsigelige – og på afstand – til sin partner.«

Men det behøver ikke betyde, at man har utroskab, som fast makker i dobbeltsengen, fastslår Amanda Lagoni.

»Det handler udelukkende om tænding og lyst. Det afgørende er, hvad man gør med lysten. Man kan sagtens tænde på eventyr og alligevel have sex med den samme partner, men måske skal man så ikke altid have sex det samme sted og på samme klokkeslæt.«

Hvis man selv eller ens parter tænder på eventyr, foreslår hun, at man tilfører sexlivet et gran af uforudsigelighed. For eksempel kan man bruge sexlegetøj, lege rollespil eller tage initiativ til sex på nye og uventede måder eller steder.

Der er intet galt med dig, selvom du ikke spontant får lyst til sex. Ifølge sexolog, Amanda Lagoni har cirka hver tredje 'receptiv' måde at føle lyst på. 
Der er intet galt med dig, selvom du ikke spontant får lyst til sex. Ifølge sexolog, Amanda Lagoni har cirka hver tredje 'receptiv' måde at føle lyst på.  Foto: Liv Latricia Habel
Vis mere

»Det største turn off er det trivielle, forudsigelige og kedsommelige. Så skab det modsatte – og tal om, hvad er virker for jer,« lyder opfordringen.

Den tredje måde at mærke lyst på, er den, der oftest skaber problemer, fordi både partneren og den, der tænder receptivt, kan føle sig forkert.

»Her føles vejen til sex ikke altid lystfuld. Man tænder ikke spontant, men først når kroppen ‘aktiveres’ og nogle gange er det ikke nok at sætte nøglen i bilen. Nogle gange skal bilen også skubbes ud på vejen – og måske hele vejen ned af stikvejen, før man kan mærke, at man er klar til sex,« forklarer sexologen.

Har man en receptiv lyst, kan sex begynde med en beslutning. Det kan være nødvendigt at erkende, at sex kræver vilje og planlægning, og at man selv tager ansvar for at komme i stødet.

»Den måde at føle lyst på går imod det, vi ser i romantiske film, i pornofilm og læser om i ugebladene. Men der er intet galt med provokeret tænding, hvis man kan mærke sin lyst, når først man er i gang,« siger hun og fastslår:

»Jeg er kæmpefan af plotte intimitet i kalenderen.«

Amanda Lagoni ved, at forskellig tænding kan opleves som en hindring:

»En to’er og en tre’er kan for eksempel godt være et udfordret par. Man kan let komme til at føle, at ens lyst er forkert, men man har bare brug for noget andet for at få lyst til sex. Når vi forstår, at det bare er en forskellighed, bliver det lettere at hjælpe hinanden.« 

Ifølge sexologen er der stort set lige mange i de tre forskellige grupper, og man kan sagtens opleve at tænde på alle tre måder. For end måde at tænde på kan ændre sig med cyklus og alder.

»Jeg møder mange kvinder med receptiv tænding, men ser også mange mænd, der nogle gange lige skal provokeres lidt.«