Emma Møller Ottesen fik et chok første gang, hun så sig selv på fjernsynsskærmen:

»Jeg blev helt flov. Jeg har aldrig set mig selv som så stor. Foran spejlet så det ikke så slemt ud, som det gjorde på fjernsynet. Det var skræmmende.«

Sammen med sin mand Patrick meldte hun sig til denne sæson af DR-programmet ‘Fede forhold’, for at tabe sig.

Det er langt fra første gang parret fra Frederikshavn har været på slankekur. Tidligere har de været på både ‘suppekur, kødkur og Nupokur’, uden at det har gjort nævneværdig forskel på badevægtens udsving.

Emma fik et chok, da hun så sig selv på fjernsynsskærmen. 
Emma fik et chok, da hun så sig selv på fjernsynsskærmen.  DR

Derfor var det ment 'mest som en joke', da Emma Møller Ottesen for lidt mere end et halvt år siden sendte et opslag til sin mand om, at DR søgte deltagere til denne sæson af ‘Fede forhold’.

»Patrick er meget privat, han er slet ikke til offentlighed, så jeg troede aldrig, han ville sige ja,« siger Emma Møller Ottesen.

Men hun blev overrasket – og kort efter var de, som det sidste af denne sæsons tre par, på vej til København for at møde lægen Pia Norup og et benhårdt mål om, at der seks måneder senere skulle være 60 kilo mindre af dem.

»Jeg skulle tabe mig 40 kilo, mens Emma skulle smide 20 kilo,« siger Patrick Møller Ottesen.

Selvom de ikke nåede at tabe så meget, mens programmet kørte, har ingen af dem fortrudt, at de meldte sig til. Men det trak tænder ud at have publikum på, mens de endnu en gang lagde arm med vægten.

»Det var et større pres, end vi havde forestillet os. Normalt når man går på kur, er der ingen deadline, nu havde vi både deadline og publikum, og vi ville ikke fremstå som en fiasko,« siger Patrick, mens Emma på tørt nordjysk konstaterer:

»Jeg ved i hvert fald, at min far ville have grinet – meget – hvis ikke vi havde smidt så meget som et gram fedt efter seks måneder.«

Der er ingen grund til at grine, for parret har tabt sig. Men for at holde motivationen var de undervejs nødt til at justere deres målsætning.

Det nordjyske par har ikke fortrudt, at de meldte sig til programmet. Men de er glade for at de ikke vidste, hvor hårdt det ville være at have hele Danmark som publikum til deres livsstilsændring.
Det nordjyske par har ikke fortrudt, at de meldte sig til programmet. Men de er glade for at de ikke vidste, hvor hårdt det ville være at have hele Danmark som publikum til deres livsstilsændring. Privatfoto

Skulle de på seks måneder blive 60 kilo lettere, skulle Emma have tabt sig et kilo om ugen, mens Patrick skulle tabe to.

»Det var ikke realistisk, med mindre vi sultede os. Men vi ville hellere finde en god og sund kost, som vi kunne holde fast i bagefter,« siger Emma Møller Ottesen.

Derfor fik de undervejs hjælp af madmentor, Marie Steenberger, til at ændre planen, så Patrick ‘kun’ skulle smide et kilo om ugen og Emma et halvt.

Det virkede. For parret nåede ‘halvt i mål’, mens programmet kørte – Patrick tabte sig 20 kilo og Emma 9,9 kilo. Og selvom de siden har været på ferie, og gav sig selv lov til at spise både is og slik, er de ikke for alvor faldet af hesten.

»Emma har holdt vægten og jeg har tabt to-tre kilo mere,« siger Patrick, mens Emma tilføjer:

»Førhen ville vi have fortsat sommerferiefesten, også når ferien var slut. Men nu kan vi godt finde tilbage på sporet.«

Og det vil de, for de er enige om at der stadig skal være 60 kilo mindre af dem, når de er færdige – det må bare godt tage lidt mere end seks måneder at nå i mål. Og så betyder det 'mega meget, at der ikke er noget, der er forbudt'.

Patrick havde tabt sig tyve kilo ved programmets slutning. 
Patrick havde tabt sig tyve kilo ved programmets slutning.  DR

»Slik og is er stadig tilladt, men ikke i samme omfang som før. Forhen sagde vi hver eneste søndag til hinanden: 'I morgen går vi på kur', og så gik vi ellers amok søndag aften, men kuren holdt kun halvanden time mandag,« siger Emma Møller Ottesen.

Nu er det anderledes, den nye livsstil sidder på rygraden, og selvom parret i programmet bandede over mængden af grøntsager – og især kikærter – holder de fast.

»Både træning og grøntsager er blevet en livsstil. Det er ikke noget, vi tænker over mere. Nu skal vi bare fortsætte med at gøre, som vi har gjort de sidste seks måneder – så Emma er begyndt i fitnesscenteret igen og jeg begynder i næste uge,« siger Patrick Møller Ottesen.