Da Pernille Mikkelsen i denne uges ‘Gift ved første blik’ klart meldte ud, at hun ‘aldrig vil bo sammen med en mand igen’, var det ikke kun Martin Brodersen, der blev overrasket.
I medierne er beskeden blevet beskrevet som en ‘bombe’ og en ‘mavepuster’.
»Jeg fik meget medvind de første fire uger af programmet, hvor Martin stod på mål i pressen. I går vendte det. Jeg har på en eller måde skabt røre,« siger Pernille Mikkelsen dagen derpå til B.T.
Det var en tydeligt presset Pernille, der i denne uges ‘Gift ved første blik’, vendte hjem fra bryllupsrejse og fire dage senere skulle flytte ind hos sin nye mand.
»Halvanden uge inde i eksperimentet kæmpede jeg med at føre en reel samtale og med at føle mig set. Vi havde været meget sammen, men jeg følte ikke, at der var nogen dybde i vores snakke,« forklarer hun:
»Jeg følte mig rendt over ende den første uge og følte mig hele tiden på bagkant. Jeg havde mistet pusten og følte mig udmattet,« siger hun, der gik direkte i seng og sov to døgn, da parret kom hjem fra bryllupsrejse.
Netop evnen og lysten til at føre en samtale, var det eneste krav, hun på forhånd havde stillet til en kommende partner:
»I casting- og matchning-processen har jeg ikke stillet krav til hverken højde, drøjde, job, boligforhold eller noget som helst andet. Det eneste jeg har krævet er en partner, som jeg kan have en god samtale med.«
Derfor bad hun parterapeut, Trine Hjorth Bønnerup, om råd, inden hun pakkede sine kufferter og flyttede ind hos Martin. Rådet var at være ærlig og sige, hvad hun savnede fra ham.
Det fik Pernille til den allerførste aften i sit og Martin Brodersens spritnye samliv at tage en alvorlig samtale med sin ægtemand – og faktisk var hendes afvisning af at flytte sammen den mindst chokerende besked, han fik.
»Det var en hård aften. Den var ikke sjovt for nogen af os og der var en tung og intens stemning,« siger hun.
»Martins første reaktion var at spørge: ‘Hvorfor har du så meldt dig’. Men efterfølgende havde vi en lang snak, som landede rigtig godt.«
Pernille Mikkelsen har boet sammen med mænd i 21 år og ved, at hun gerne vil dele alt det gode med en mand 75 procent af sin tid. Men hun ved også, at hun de resterende 25 procent af tiden har brug for at være alene.
»Det så jeg ikke som en dealbreaker. Eksperimentet handler om kærlighed, ikke at vi skal bo sammen,« siger hun med tryk på skal.
Beskeden, der ifølge Pernille chokerede Martin mest, var, at hun også fik sagt, at hun tvivlede på, om de to ‘overhovedet er et match’.
Den melding gjorde Martin Brodersen tavs, og efterlod seerne uden svar på, hvad der efterfølgende skete. Men ifølge Pernille Mikkelsen satte hendes tvivl endelig gang i den samtale, hun efterlyste.
»Vi havde en lang snak om, om vi skulle give op eller om vi skulle blive ved - og så vente og se, hvad der sker.«
Selv var hun ikke så meget i tvivl, som det måske lød i programmet:
»Jeg ville gerne bryde mine egne mønstre, og gøre noget nyt. For jeg troede på, at eksperterne så noget, jeg ikke selv kunne se, og jeg lavede en pagt med mig selv om, at jeg ville vende hver en sten hos min nye partner og være nysgerrig på ham.«
Efter hun med egne ord den første aften ‘fik sat sig selv i spil’ følte hun en helt ny ro både i forhold til sin tv-ægtemand og til programmet:
»Jeg kan huske, den fysisk følelse i min krop. Jeg følte mig ti kilo lettere, en knude i maven forsvandt og jeg kunne rette ryggen og sige: ‘Nu er jeg mig selv igen og kan være der for et andet menneske'.«
Hun må ikke spoile, hvad der skete efter samtalen, men vil dog afsløre så meget som:
»Samtalen banede vejen for, at jeg bagefter kunne være i forholdet på en ny og dejlig måde.«