Det er aldrig for sent at jagte den store kærlighed. Heller ikke på nettet.
Hos den ældre del af befolkningen er der sket en massiv fremgang af borgere der bruger datingapps eller datingsites, viser nye tal fra Danmarks Statistik.
Hos de 65-74 årige svarer 4,5 procent, at de har gjort brug af en datingtjeneste de seneste tre måneder. I 2023 var tallet 2,4 procent.
Den største fremgang ser man i aldersgruppen 55-64 år. Her svarer 7,9 procent, at de har datet online, mens det i 2023 var 2,8 procent, der havde forsøgt at finde kærligheden online.
Tallene står i kontrast til de yngste, hvor der hos de 16-34 årige er sket en tilbagegang fra 2023 til 2025.
Vil udnytte tiden
De ældres stigende brug af datingapps kan især skyldes, at de er sundere, rigere og aktivere, end de nogensinde har været før.
Det mener Christine Amtoft Jensen, der er antropolog og foredragsholder og beskæftiger sig med seniorers datingliv.
»Samtidig ved seniorerne jo også godt, at tiden er ved at løbe ud, og derfor får de også mere lyst til at udnytte den tid, der er tilbage bedst muligt,« siger hun.
Samtidig er der også sket en udvikling hen imod, at tabuerne omkring sex og kærlighed hos ældre er ved at forsvinde.
Og det kan man blandt andet se ved, at antallet af podcasts, tv-serier og reality er steget markant de seneste år, forklarer Christine Amtoft Jensen.
»Det er ikke længere et område af menneskelivet, vi ikke vil tale om, eller vi synes er mærkeligt, siger hun.
Samtidig er der også sket den udvikling, at ældre i det hele taget bruger smartphones og internet mere, end de gjorde tidligere, simpelthen fordi det ikke længere er en ny teknologi kun forbeholdt de unge.
»Flere seniorer kan være usikre ved, hvad der vil ske, hvis deres navn og billeder ligger online. Men den frygt aftager, når man bliver mere hjemmevant på en smartphone eller en tablet,« siger Christine Amtoft Jensen.

