Vulkanøen Fakarava i Fransk Polynesien er Martin Herløvs hjem for tiden. Eller rettere – det er båden 'Casablanca', der ligger ankret op i det turkisblå Stillehav midt mellem Peru og Australien.
Den 14 meter lange og otte meter brede katamaran er hans hjem, arbejdsplads – og livsdrøm.
Den 5. august 2017 stævnede Martin Herløv ud fra Danmark med kurs mod Spanien. Planen var at tage orlov fra jobbet som mellemleder i it-firmaet Atea og tage på eventyr i tre år.
Nu er der gået fem år. Hans første båd er udskiftet med den større '450F Lagoon'. Det samme er planen.
I dag sejler 'Casablanca' rundt i Fransk Polynesien og har typisk mellem seks til otte unge med på sine togter. Men hvordan går man fra at udleve sin egen drøm til at leve af at indfri andres?
I første omgang kræver det erkendelsen af, at selv hvide strande, turkisblåt vand og palmesus bliver hverdag.
»Jeg er ikke længere den første, der står på dækket, når der dukker delfiner op langs båden,« siger Martin Herløv på en forbløffende klar telefonforbindelse fra atollen i Stillehavet.
Sammen med sin kæreste, Ann Kristin Lee, sidder han i den 20 kvadratmeter store kahyt, der er deres private rum på båden.
»Vi er flyttet til Fransk Polynesien og bor på en båd, men vi er ikke på ferie og kan ikke lege Mallorca hver dag. Vi har fundet en god balance mellem ferie og arbejde og kunne godt tænke os, at det her er vores liv – allerhelst ti år endnu,« siger han.
32-årige Martin Herløv mødte den fire år yngre norske Ann Kristin Lee på vandet. Begge har sejlet siden 2017 og begyndte i 2019 at følges ad i hver sin båd. Dengang var begge på deres eget eventyr, men for to år siden solgte de hendes båd, slog sig sammen på hans og lever nu af at tage unge med en, to eller op til seks måneder ad gangen.
Parrets liv er – også – lange dage i solen, ubekymrethed og frihed i uanede mængder. Men som kaptajn er Martin Herløv ansvarlig for andre mennesker og altid på vagt:
»Jeg er konservativ, firkantet og konstant i gang med at overvurdere bekymringer og vejrudsigter. Vi kan ikke risikere at blive fanget i dårligt vejr eller at miste vores maskine, der laver ferskvand. Ligesom ejeren af en bil kender alle mislyde i motoren, mens børnene på bagsædet ingenting opdager, så er vi altid på arbejde, når vi har gaster om bord.«
Men både Martin Herløv og Ann Kristin Lee kan godt lide at have gæster om bord.
»Vores gaster får os til at opleve verden anderledes, og vi bliver inspireret til at gøre nogle andre ting, end vi ellers ville gøre,« siger han og sammenligner det med at gå i fitnesscenteret med sine venner – for alene ville man aldrig komme af sted.
»I går lavede vi for eksempel Ølympiade og bål på stranden sammen med besætningen fra en amerikansk båd. Jeg hader selv sand og bållugt, men jeg gjorde det, fordi de andre gerne ville, og det var en god oplevelse.«
Martin Herløv har altid sejlet. Som lille med sin mor og far, siden alene. Da han gik i gymnasiet, købte han sin første sejlbåd og sejlede i sine ferier alene til Sverige, Norge, Finland og Ålandsøerne, mens han drømte om at tage på langfart.
»Jeg kan godt lide at gøre ting selv, er en enspænder og ville egentlig have sejlet alene. Men folk sagde: 'Du bliver skør. Tag et crew med, for en stor del af turen er at dele sine oplevelser'.«
Et andet argument for at tage gaster om bord var økonomien:
»Jeg ville ikke rejse på Troels Kløvedal-budget, hvor man knokler for at tjene penge hjemmefra, bruger alt på at sætte båden i stand og er flad, inden man overhovedet kommer af sted,« siger han.
Derfor besluttede at tage betalende gaster med om bord, ligesom han det første år af sin rejse også stadig arbejdede som konsulent for Atea.
»Typisk sad jeg om aftenen og lavede Excel-ark på timebasis. Det var en blød måde at komme af sted på, lidt som hvis man har hjemve og har brug for at holde forbindelsen hjemtil. Aftalen var en god sikkerhed for mig i begyndelsen, men jo længere væk jeg kom, og jo dårligere internetforbindelsen blev, des sværere blev det.«
Da han mødte sin 'soon to be wife', kappede han ankerlinen, skrev til sin chef, at han ikke kom hjem som aftalt, droppede sin arbejds-telefon og -mail og blev sin egen chef.
Helt frem til 2025 har 'Casablanca' ture i kalenderen. Hele 17 togter, som unge kan komme med på. Prisen varierer, men i snit koster det 30-35.000 kroner at være om bord i en måned.
»Vi lejer vores hjem ud til seks til otte mennesker ad gangen. Det kan godt være hårdt og fylder meget, så vi har nogle meget firkantede regler.«
For eksempel skal alle lave mad og hjælpe med rengøring, opvask og forefaldende arbejde om bord, det ved gasterne hjemmefra.
»Vi har selvfølgelig ups og downs. Er der problemer, forsøger vi at tale om det, og i ni ud af ti tilfælde går det godt. Heldigvis har vi aldrig sendt nogen hjem.«
I de perioder, hvor der ikke er gaster med om bord, er det et andet liv, Martin og Ann Kristin lever. Så består hverdagen af at reparere og vedligeholde båden, sejle ture, drikke kaffe, snakke, snorkle med harpun og mødes med andre sejlere til en 'sundowner' (drink, red.) i solnedgangen eller tage på fælles ture i gummibåd om søndagen.
»Når vi er alene, bruger vi mere tid med andre sejlere og ser film om aftenen. Det gør vi aldrig, når vi har besætning om bord. Det er helt sikkert mere kedeligt, når vi er alene.«
Efter fem år til havs må Martin Herløv konstatere:
»Det passer mig åbenbart godt at være af sted. Indtil videre har jeg kun været hjemme i fire dage til min storebrors bryllup.«
Til sommer skal han igen hjem til bryllup. Denne gang sit eget. Mens coronaen rasede, sejlede han og Ann Kristin i otte uger uden at kunne komme i land én eneste gang.
»Det var den ultimative partest. Da vi endelig kom i land på Tahiti, dækkede jeg båden i blomster og lys og friede til hende.«
Derfor kommer de til september hjem i to måneder:
»For vores forældre ville ikke tilgive os, hvis vi blev gift herude.«
