Jeg er gammel nok til at stemme, tage kørekort, stifte milliongæld og få en abort. Så hvorfor i alverden skulle jeg ikke være i stand til at vælge, hvem jeg vil tilbringe resten af mit liv sammen med?
Da min kæreste en kold novemberaften i 2020 gik ned på et knæ i vores dagligstue og spurgte, om jeg vil gifte mig med ham, var jeg slet ikke i tvivl. Det ville jeg.
Svævende på en lyserød sky og høj på tanker om det forestående bryllup begyndte vi, at dele vores gode nyheder med familie, venner og bekendte. Men nyheden var kun et par dage gammel, da den første spand kold skepsis blev smidt i hovedet på mig.
Da jeg fortalte nyheden til en studiekammerat tiltede hun hovedet til højre side, kneb øjnene lidt sammen og spurgte med en stemme dryppende af misbilligelse: Er I ikke alt for unge til at gifte jer?
Og hun er langt fra den eneste, der tænker sådan. En undersøgelse YouGov har foretaget for B.T. viser, at 40 procent mener, at unge mellem 18-21 år er for unge til at gifte sig.
Desuden svarer 75 procent, at de ikke mener, at unge er »modne nok« til at træffe så stor en beslutning.
Et argument, jeg også selv har mødt en del siden, vi blev forlovet og sidenhen gift. Men min kæreste og jeg har kendt hinanden i syv år, været sammen i fem og boet sammen i fire – så hvorfor skulle vi ikke være voksne nok til at træffe den beslutning? Hvem siger, at vi ville være bedre i stand til at træffe den beslutning, når vi bliver 30 år.
Men det er langtfra den eneste fordom, man møder som ung brud. Der er konstante spørgsmål om mine religiøse overbevisninger, min kulturelle baggrund, og om jeg er gravid. Ting, som jeg ikke kan forstå overhovedet er vigtigste.
Men lad mig starte med at aflive rygterne. Jeg er en 22-årig dansk, ikkereligiøs kvinde – og jeg har ikke en kage i ovnen.
Det er super ærgerligt, at unge ægtepar bliver mødt med skæve blikke og tvivlende spørgsmål.
Da jeg startede i nyt arbejde, havde jeg ondt i maven, fordi jeg var bange for, hvad mine kollegaer ville sige. Det gør mig trist, at jeg holder vejret, når én spørger ind til min alder i forbindelse med brylluppet.
Men er jeg bare for nærtagende? Det kan jeg da ikke afvise, men jeg undres over, at man ikke bare kan gifte sig ud af ren kærligheden uden at skulle have smidt naivitetsbeskyldninger i hovedet. For hvornår blev ægteskabet en eksklusiv klub, hvor børn eller religion er kodeordet for at må være med?
Jeg tror fuldt og fast på, at ingen stiller de her spørgsmål for at gøre mig ked af det. Alligevel har de reaktioner, jeg har mødt, sat gang i en undren: Hvorfor er det egentligt, at vi til tider kan kigge skævt til par, der bliver gift unge. Skyldes det noget i vores kultur? Eller handler det om, at vi forbinder ægteskabet med nogle særlige værdier?
