19-årige Freya Gram Olsen var på sit livs rejse i Asien, og hjemme havde hun efterladt sin kæreste gennem fire år. Mens hun var væk, gled de fra hinanden. Flere gange talte de om at slå op, og kort før hun satte sig i flyveren for at rejse hjem, tog de beslutningen.
Hendes verden brast sammen. Hjemme i Danmark blev det tydeligt, at den unge kvinde ikke havde det godt, og ikke lang tid efter blev situationen så alvorlig, at politiet blev tilkaldt.
»Jeg fik en akut, forbigående psykose og vil gerne have folk til at forstå, at kærestesorg skal tages alvorligt,« siger den i dag 24-årige kvinde.
Hun har skrevet bogen ‘Dannelsesaar’ for at få folk til at forstå:
»At psykisk sygdom kan ramme alle, og at det er en reel sygdom. Ligesom hvis jeg havde brækket en fod, har jeg været syg, men er blevet helt rask igen.«
Historien begyndte for fire år siden, da Freya Gram Olsen alene rejste til Sri Lanka, Vietnam og Hawaii. I fem måneder var hun afsted og arbejdede undervejs blandt andet på et børnehjem, mens kæresten altså var derhjemme.
»Han var min første kæreste – den første store kærlighed – og vi havde aldrig før prøvet at være væk fra hinanden så længe,« siger hun.
Mens hun var væk, gled de fra hinanden. Flere gange talte de om at slå op, og kort før hun satte sig i flyveren for at rejse hjem til Danmark, blev tanken til virkelighed.
De afsluttede forholdet – og så brast Freya Gram Olsens verden sammen.
»Jeg blev ekstremt ked af det. Det gjorde ondt indeni, og sorgen triggede nogle af de ting, jeg havde oplevet på min rejse,« husker hun.
Flyturen står underligt uklar for hende, men hun husker følelsen af at være utilpas og urolig.
»Jeg følte mig helt forkert i min krop. Jeg kunne hverken spise eller sove og havde jetlag. Det hele oven i hinanden fik mig til at blive psykotisk.«
Hun bebrejder på ingen måde sin tidligere kæreste.
»Bruddet triggede mig, fordi jeg var i en stresset situation. Under min rejse kunne jeg ikke gøre det, jeg normalt ville gøre, hvis jeg er ked af det eller presset. Nemlig at løbe en tur eller trække mig væk og passe på mig selv.«
Det kunne hun heller ikke i flyveren, hvor hun sad fastspændt omgivet af fremmede mennesker, mens både krop og sjæl var i oprør.
Når hun i dag ser på de lange breve, hun på vejen hjem skrev til sin ekskæreste, kan hun se, at hun var i en tilstand af mani.
»Jeg havde vrangforestillinger, hørte stemmer i hovedet, havde en forestilling om virkeligheden, som ikke var sand. Jeg var manisk og skrev psykotiske tekster.«
Da hendes forældre tog imod hende i lufthavnen, kunne de se, at hun ikke var sig selv, men først da en nabo sagde: ‘I må hellere køre på psykiatrisk skadestue med hende’, indså de, hvor dårligt deres hjemvendte datter havde det.
Selv mente Freya Gram Olsen ikke, at der var noget galt, men lægerne på akutmodtagelsen var uenige.
»De forsøgte at overtale mig til at blive indlagt, men dét ville jeg ikke. Jeg mente ikke, at jeg var syg.
I tilbageblik ved hun godt, at hun var syg. Så syg, at politiet blev tilkaldt.
»Mit psykotiske jeg var mærkeligt, og jeg blev bange, fordi situationen var uvant og utryg.«
På røde papirer og i håndjern blev hun tvangsindlagt på den lukkede psykiatriske afdeling.
Selvom det lyder barskt, foregik indlæggelsen så blidt som muligt, siger Freya Gram Olsen.
»Politifolkene var ordentlige, og min mor var med i politibilen.«
Efter en uge, hvor hendes hjerne havde været på konstant overarbejde, fik hun på hospitalet den antipsykotiske medicin Olanzapin, og endelig faldt hun til ro.
»Jeg fik sovet, og jeg fik spist. Men jeg var så udmattet efter en uges manisk adfærd, at dagene står helt blurrede i min hukommelse.«
Da hun efter nogle dage igen kunne tænke klart, var hendes første tanker:
‘Fuck, hvad er det, der er sket? Hvordan kunne jeg havne her? Hun husker, hvordan hun kiggede i et spejl og tænkte: »Hold kæft, jeg er en klovn.«
»Jeg blev så pinlig berørt over, at jeg reagerede, som jeg gjorde, for det er der mange andre, der ikke gør.«
Ifølge Psykiatrifonden får mellem 1.000 og 1.500 danskere hvert år en akut psykose. En psykose kan udløses af for eksempel stoffer, stress, belastning eller sorg – også kærestesorg.
I dag ved Freya Gram Olsen, at det var et sammenfald af tilfældigheder, der konkret udløste hendes psykose.
»En ting var, at jeg i flere dage ikke spiste og ikke sov. En anden ting, at jeg havde jetlag. En tredje ting var min magtesløshed over nogle af de tragiske skæbner, jeg havde mødt på børnehjemmet, hvor jeg arbejdede. Breakuppet var bare kirsebærret på toppen, der fik det hele til at ramle.«
Selvom man kun er 19 år, kan man blive uendeligt ked af det, når en drøm brister.
»For én, der måske har været gift i 50 år, kan det virke ligegyldigt, at en ung græder over at miste sin kæreste. Ofte bliver ung kærlighed negligeret, men det kan jo gøre lige så ondt. Man kan ikke sammenligne sorg.«
I ni dage var Freya Gram Olsen indlagt. Det tog hende tre måneder at smide medicinen, og hun nåede at få et tilbagefald, før lægerne erklærede hende rask.
Bagefter har hun fået behandlinger hos en body sds-behandler, en clairvoyant og en healer.
»Jeg tror på, at oplevelser lagrer sig i kroppen. Under en psykose ryger krop og sjæl ud af balance og skal bagefter connectes igen,« siger hun, der ikke længere er bange for tilbagefald.
Hun er heller ikke bange for kærligheden eller for en ny kærestesorg, og et år efter indlæggelsen mødte Freya Gram Olsen sin næste kæreste.
»Jeg gik ret frygtløs ind i det. Jeg var ikke bange for at blive syg igen, hvis vi gik fra hinanden, men det var en udfordring at skulle fortælle om sygdommen, uden at han blev skræmt.«
Hun kredsede om emnet en tid, før hun tog mod til sig og sagde:
»Du må ikke blive bange … Du skal vide, at jeg er sund og rask og har det godt, men for et år siden var jeg indlagt på den lukkede.«
De var kærester i et år, og da de slog op, bemærkede hun, at det gibbede i hendes forældre og venner.
»De blev meget opmærksomme på mig. Men jeg kunne berolige dem og sige: ‘Jeg har styr på det’. For nu ved jeg, hvordan jeg skal håndtere kærestesorg. Selvfølgelig blev jeg ked af det, men jeg klarede det.«
I dag ved hun, at hun skal passe på sig selv. At hun skal huske at spise, sove, dyrke yoga og meditere.
Det åbne sår, der for fire år siden fik hende indlagt, er i dag blevet et fint ar.
»Jeg identificerer mig ikke som en med en tidligere psykotisk diagnose, men tænker, at det var en oplevelse i mit liv. I dag kender jeg mig selv meget bedre og er ikke bange for at blive såret.«
