Når kvinder klager over, at mandlige kollegaer overhaler indenom i karriereræset, eller får mere i løn for samme arbejde, så er det ikke noget, kvinderne bilder sig ind. Det skyldes hverken, at kvinderne er mindre kvalificerede til deres job eller dårligere til at forhandle løn end mændene.
Men de er dårligere til at sige nej, og dét er der en helt særlig grund til. Det beviser amerikanske forskere i ny bog.
Lise Vesterlund, der er professor i økonomi ved det amerikanske University of Pittsburgh, er en af fire forfattere til bogen ‘Nej-Klubben’.
For 13 år siden, besluttede de at undersøge, hvorfor det er så svært for kvinder at sige 'Nej'.
Dengang var Lise Vesterlund 43 år, og hendes arbejde åd stadig mere af hendes vågne tid.
»Jeg havde to børn, en familie, som jeg gerne ville være sammen med, og et job, jeg var meget glad for. Men jeg stod tidligere og tidligere op om morgenen for at nå det. Jeg arbejdede om aftenen og skjulte for mine børn, hvor meget jeg også arbejdede i weekenderne.«
Hun følte sig udbrændt, og begyndte at miste selvtillid.
»For det arbejde, jeg knoklede med, var ikke dét, jeg var uddannet til, og dét frustrerede mig.«
Udover sine kerneopgaver – forskning og undervisning – sad Lise Vesterlund i flere råd og nævn på universitetet, hun hjalp med at ansætte og oplære nye kolleger og hun hjalp kolleger med deres arbejde eller med personlige problemer. Alt sammen var opgaver, hun blev pålagt af sine chefer og som var vigtige for universitetet.
»Men det var ikke opgaver, der fremmede min egen karriere eller gav mig lønforhøjelse. For når man ansætter forskere bliver der kigget på cv og kvalifikationer, men det tæller ikke at være en god kollega,« siger hun over telefonen fra Pittsburgh.
I Nej-klubben opdagede hun, at der er en helt særlig grund til, at det ofte er kvinder, der får de ikke karrierefremmende opgaver, som forfatterne i starten kaldte 'lorteopgaver'.«
For at kortlægge hvor mange lorteopgaver mænd og kvinder løser, fik forskerne adgang til tre års data over alle opgaver, som medarbejderne i en stor konsulentvirksomhed havde løst:
»Det viste sig, at kvinderne brugte 200 timer mere om året på ikke forfremmende arbejdsopgaver end deres mandlige kollegaer. Det var en hel måneds arbejde hvert år, som ikke blev anerkendt eller set af deres ledere.«
Siden har forskerne set samme tendens i andre brancher:
I forskningsverden bruger kvinder mere tid på servicearbejde, mens mænd bruger tid på forskning, og mens kvinderne underviser de yngste studerende, tager mændene sig af de mere prestigefyldte ph.d.-studerende. Blandt advokater arbejder kvinder oftere pro bono, mens mændene kan fakturere deres klienter og i supermarkeder sidder kvinder i kassen, mens mænd oftere arbejder på gulvet.
»Alle har travlt, men kvinderne har mere travlt med ikke forfremmende arbejdsopgaver,« siger hun.
Er det fordi kvinderne kan lide opgaverne? Eller er de bedst til at løse dem?
Nej, lyder svaret fra kvinderne i ‘Nej klubben’. Men de blev overraskede, da det gik op for dem, hvorfor kvinderne ikke ‘bare kan træne deres nej-muskel’.
Det viser sig nemlig, at det forventes, at kvinderne løser opgaverne. Ikke bare af deres chefer, det forventes også af deres mandlige kolleger – og måske mest overraskende – af kvinderne selv.
Forskerne viste, at forventningerne til kvinderne førte til tre ting:
- Når en chef beder en medarbejder om at løse en ikke forfremmende opgave, vil de 44 procent oftere spørge en kvinde end en mand.
- Når chefen spørger, siger kvinderne 50 procent oftere end mændene ja til opgaven.
- Når en chef beder en frivillig om at melde sig til en opgave, melder kvinder sig 48 procent hyppigere end deres mandlige kollegaer.
Forskning har vist, at det kan være farligt for kvinder at sige nej.
»Siger en mand nej, har det få konsekvenser, fordi det ikke er forventningen, at han siger ja. Men det kan have store konsekvenser for en kvinde, fordi chefens forventning er, at hun siger ja.«
Derfor er det ikke kun kvindernes eget ansvar at blive bedre til at sige nej. Lise Vesterlund og hendes kollegaer efterlyser organisationsændringer:
»Super dygtige kvinder kommer ud – ofte med et højere snit end deres mandlige medstuderende, men får ikke de forfremmede opgaver. Det er en skam – også for bundlinjen. Den skævhed er det virksomhedernes opgave at rette op på.«
‘Nej-Klubben’ opfordrer virksomheder til at blive mere strategiske, når opgaver skal fordeles mellem medarbejderne.
»Flere skal sige ja til de ikke forfremmende opgaver. Dét vil hjælpe på kvindernes løn og forfremmelse, og det vil hjælpe virksomheder til at finde og udnytte medarbejdernes potentiale.«
