Lyt til artiklen

I de kommende uger går Danmark til julefrokost. Chefen byder på øl og snaps – og dans – og pludselig er hende (eller ham), som du måske har lagt mærke til i kantinen, men som du aldrig har talt med, både virkelig sød. Og sjov.

Måske danser I, og du opdager, at han (eller hun) er endnu sjovere – helt tæt på. Du glemmer alt om din mand/kone og børnene derhjemme og prøver med et kys ….

Præcis i dette øjeblik bør en betænksom kollega bryde ind. I hvert fald hvis det står til klinisk sexolog Maj Wismann.

»Ligesom det er god skik at tage bilnøglerne fra ham, der har drukket fire fadbamser, har vi også et ansvar for at passe bedre på hinanden, når vi er til fest,« siger hun og fortsætter:

Maj Wismann er klinisk sexolog. Du kan finde hende på majwismann.dk.
Maj Wismann er klinisk sexolog. Du kan finde hende på majwismann.dk.
Vis mere

»Måske er man vidne til noget, der kan ende i en familiær tragedie, for alkohol kan få folk til at gøre ting, som de fortryder bagefter.«

Faktisk mener hun, at man som kollega bærer en del af ansvaret, hvis ikke man griber ind.

Det er ikke, fordi den kliniske sexolog har en højere moral end flertallet, men hun har set, hvor meget utroskab kan ødelægge i et parforhold.

Maj Wismann har skrevet bogen 'Men hvorfor?', der ifølge hende viser, at utroskab er fyldt med facetter, følelser og frustrationer – både hos den utro og hos den svigtede part.

I sin research har hun interviewet 400 mennesker, der alle har været utro. Det er dem, og de mange hundrede par, der efter et sidespring har siddet i hendes konsultation og forsøgt at redde stumperne af deres forhold, der igen og igen har fortalt om at have fortrudt et sidespring.

Især utroskab begået i fuldskab bliver i mange tilfælde angret, når festen og alkoholen er dampet af.

Derfor har hun kun ét råd, hvis du ser din kollega gå på toilettet med hende (eller ham) fra kantinen: 'Grib ind.'

Du behøver ikke spille moralens vogter, du kan nøjes med omsorgsfuldt at spørge:

  • »Er det helt o.k., det du laver nu?«
    Eller:
  • »Jeg skal bare lige være sikker på, at du ved, hvad du har gang i?«

»Det værste, der kan ske, er, at du får besked på at blande dig udenom. Måske er din kollega i et åbent forhold, eller måske har han eller hun en aftale derhjemme om, at man gerne må kysse ved julefrokosten. Og så er alt jo godt.«

Maj Wismann undrer sig over, hvorfor vi er konfliktsky, når det kommer til utroskab.

»Alt andet blander vi os i, men der er en uskreven regel om, at det her ikke vedkommer os. Men utroskab kan efterlade både den utro og partneren derhjemme med grimme følelsesmæssige tømmermænd, som det kan tage årevis at komme over.«

Så glem genertheden og spørg, om din kollega og han/hun og deres parforhold er o.k.

Der er tusindvis af grunde til, at man er utro. Maj Wismann ved, at ikke to historier er ens, men ser man på årsagerne, tegner der sig et billede af fem overkategorier:

1: Det tilfældige møde
»Typisk længes man efter noget, som man har svært ved sammen at få skabt i sit parforhold. Måske slås man med en utryg tilknytningsstil, der spænder ben for en dyb følelsesmæssig og seksuel intimitet, måske har man svært ved at tale om følelser, måske sætter man aldrig sig selv – og dermed heller ikke sit parforhold – forrest. I de tilfælde kan en tilfældig udefrakommende repræsentere noget attraktivt, man længes efter.«

2. Alkohol og stoffer
»Her er det mangelen på hæmninger, der er årsag til utroskaben. Typisk er det mennesker, der aldrig ville være utro i ædru tilstand, og som bagefter måske knap nok kan huske utroskaben. Men tillidsbruddet er lige smerteligt for den part, det går ud over.«

3. Dobbeltvalget
»Er den store kategori, hvor man både vælger sin partner – og en eller flere gentagne affærer – til. Inden for den kategori kan der være mange, sikkert gode, årsager til, at man møder en anden. Måske har man ikke et eksisterende sexliv med sin partner og heller ikke udsigt til at få det. Man elsker sin partner, men hungrer efter intimitet og kan føle sig nødsaget til at finde den med en anden. Ofte er det dem, der lider mest under at være utro, fordi de ikke selv ser sig som typen, der ville være det, men egentligt ønsker intimitet med deres partner.«

Der findes mange årsager til utroskab. Affæren er en af dem.
Der findes mange årsager til utroskab. Affæren er en af dem. Foto: colourbox.com
Vis mere

4: Affæren
»Er de situationer, hvor man vitterligt over tid forelsker sig i en anden. Det sker typisk, hvis man har glemt at pleje sit parforhold, og det sker oftere, end man skulle tro. Mange er lullet ind i narrativet om, at bare vi elsker hinanden, så fungerer vores parforhold. Men vores travle hverdagsliv efterlader ikke meget plads til intimitet mellem dig og mig. Men ingen får et godt parforhold ved rent held, der skal arbejdes for det og bruges tid på det.«

5: Kattelemmen
»En sidste kategori er en, hvor utroskab faktisk kan være givende. Det handler om mænd og kvinder, der er i et psykisk eller fysisk voldeligt forhold. For mænd drejer det sig om fire procent, for kvinder om fem procent af alle, viser en dansk undersøgelse fra 2021. De har faktisk godt af at være utro, fordi sidespringet måske kan give dem modet til at forlade en nedbrydende og skadelig relation.«