Hun har datet businessmænd, en tilfældig håndværker, hun stoppede på gaden, yngre mænd, mænd i åbne parforhold og en amerikaner med privat jet. Blandt mange andre.
Da Ditte Giese for ni år siden blev skilt, opdagede hun en ny side af sig selv:
»Jeg blev en ægte man-eater. Det kom lidt bag på mig, men jeg gik på jagt og var faktisk ret god til det,« siger hun, der efter et stykke tid, havde flere elskere i en 'fast deleordning'.
I sin nye skilsmisse-bog, 'Ulige uger', beskriver hun, hvordan hun, efter at havde plejet de værste sår efter bruddet, 'gik i en slags løbetid'.
'Ulige uger' handler om opbrud og sorg, men også om det frie liv, som byder sig til på bagkant af en skilsmisse, hvis man har modet og lysten til det. Det havde journalist og forfatter Ditte Giese, og det ønsker hun for andre kvinder, at de også har.
Da forfatteren i 2013 blev forladt af faren til sin søn, var mænd og sex ikke dét, hun tænkte eller tændte mest på.
»Jeg kunne slet ikke forstå, hvordan jeg skulle kunne komme ind på det marked, når jeg var en aflagt kvinde.«
Hun blev usikker og alt for optaget af det kejsersnit-ar, sønnens fødsel havde trukket hen over hendes mave – og af brysterne, der havde mistet fylde efter amningen.
Sex var forbundet med en stor usikkerhed, 'større end den, jeg følte som 16-årig, da jeg første gang bevægede mig ud i kønslivet', siger hun.
»Tænk nu, hvis jeg begynder at græde. Det ville jo være forfærdeligt,« tænkte hun.
Heldigvis fik en ung, flot mand, der en dag skrev flirtende til hende, rokket ved tankerne.
»Han burde have en medalje for at tage sig af sådan en midaldrende, kriseramt kvinde,« siger hun.
For bagefter kunne hun konstatere, at hverken kroppen eller gråden spændte ben, da hun først var klar til at date.
»Jeg har ikke mødt en eneste mand, der gik op i mit kejsersnit-ar, men jeg har været sammen med mænd, der selv begyndte at græde, eller som har haft potensproblemer. Man mødes jo som voksne mennesker med krigssår fra skilsmissen og må finde ud af at være omsorgsfulde over for hinanden,« siger hun.
Efter den første date tænkte hun: 'O.k., det kan jeg godt finde ud af' og oprettede en Tinder-profil med teksten: 'Jeg ryger ikke, jeg løber ikke, jeg bager ikke.'
»Tinder var et kæmpe selvtillidsboost. Jeg følte mig virkeligt begæret og beundret, og det havde jeg behov for efter at være blevet forladt af min mand.«
Som ung var Ditte Giese aldrig god til at være single eller til at date: »Tidligere blev jeg altid kærester med den første, jeg knaldede med.«
Men som nyskilt 38-årig ville hun det anderledes. I sin bog opfodrer hun andre skilte til at nyde deres nye singlestatus i stedet for at se den som et nederlag – eller straks at gå på jagt efter en ny fast partner.
»Jeg ville ikke have en kæreste. Jeg ville prøve alt muligt – også dem, der var helt forkerte på papiret. Det er så frigørende for kvinder, når vi er ude over det der med at finde nogen at få børn med og bare kan se mænd (eller kvinder) som eventyr, elskere og legekammerater. Det åbner for en helt ny verden, hvor man kan være sammen med en på en motorcykel, en stilladsarbejder og en evighedsstuderende i filosofi,« siger hun.
»Der er en ægte berusende følelse i at være en voksen kvinde med total kontrol over sin egen seksualitet.«
»Jeg opdagede, at jeg godt kunne være sammen med mænd, date dem og have noget kørende med dem uden at begynde at elske dem eller drømme om en hjørnesofa eller en fælles pensionsopsparing.«
For seks år siden lagde hun singledagene bag sig, og i dag har hun igen en fast kæreste. Men som nyskilt var datingsiderne en god hjælp:
»Tinder er jo bare et filter, du sætter ned over verden, så du kan se, hvem der er er single. Men lærer du dig selv at tale med fremmede mennesker, behøver du ikke Tinder. Så kan du selv få øje på en sød far fra børnehaven, en kok i kantinen eller ham, der står i Magasins lædervareafdeling.«
Selv blev Ditte Giese ret god til at flirte, fastholde blikke og være opsøgende:
»Og så kan det opstå overalt,« siger hun, der har oplevet at gå ind på en kaffebar og komme ud med både kaffe og en fremmed mands telefonnummer.
»Nogen vil helt sikkert synes, at bogens frihedsbudskab er noget vulgært feminist-pis … Men jeg gider ikke dæmpe mig eller skamme mig. Jeg ville ønske, at mange flere kvinder gik lidt i løbetid,« siger forfatteren.
