I 2006 friede Jesper Skibby til sin kæreste, Mette Røpke. Hun sagde ja, og brylluppet skulle stå på et ferieresort på Zanzibar. Men i flyet derned, ændrede Jesper Skibby mening:

»Jeg friede til Mette, men var så blæst … at jeg fortrød det igen og aflyste, »har han tidligere fortalt til B.T. 

Derfor blev parret aldrig gift.

Men nu sker det. Som Mette Røpke siger:

»Endelig! Efter næsten 20 år.« 

Efter det fallerede frieri i 2006, var hun ellers både vred og skuffet.

»Jeg var så bitter, at jeg bagefter solgte vores vielsesringe og misbrugte Jespers dankort. Jeg købte alt muligt junk og inviterede min mor ud på fine restauranter. Jeg gjorde de klassiske kvindeting for at straffe ham,« har hun tidligere fortalt.

Alligevel fortsatte de to med at være kærester og blev kort efter også forældre til datteren, Elisabeth, der i dag er 17 år.

Mette Røpke og Jesper Skibby har kendt hinden i snart 20 år. Nu skal de giftes.
Mette Røpke og Jesper Skibby har kendt hinden i snart 20 år. Nu skal de giftes. Foto: Foto Story Productions/ TV 2
Vis mere

Men først da parret for et år siden lavede TV 2-programmet ‘Skibby på frierfødder’, erkendte den tidligere cykelrytter, at han fortrød frieriet, der aldrig endte i et bryllup. 

For anden gang i sit liv friede han derfor til den samme kvinde.

Igen sagde hun ja, og nu skal de altså endelig giftes, afslører Mette Røpke:

»Stod det til Jesper, kunne vi godt have ventet, til vejret er bedre igen. For han er begyndt i nyt job og har travlt med sine projekter,« siger hun.

Men den går ikke …

»Det er vigtigt for mig, at brylluppet bliver holdt inden for et år efter frieriet. Og efter sidste gang, skal vi vies af en præst, for jeg er kristen, og det er vigtigt for mig at blive velsignet ordentligt.«

Derfor skal brylluppet stå i Gilleleje Kirke en lørdag i oktober. Det bliver ‘småt og intimit’ i alt 15 gæster, blandt andre Mette Røpkes mor og nogle af datterens venner, er inviteret. 

»Vi gifter os primært for Elisabeths skyld. For hun har, siden hun var fire år, ønsket, at vi skulle giftes. Og så har vi har lagt brylluppet tæt på min mors fødselsdag. For det var hendes store drøm, at se os blive gift,« lyder det fra Mette Røpke, der i sammen ombæring vil tage navneforandring og blive til Mette Skibby.

Efter vielsen vil selskabet tage hjem til familien Skibbys hus i Gilleleje, hvor der vil være ‘stor kage, take out og bobler til de unge’.

Kjolen, der er beigefarvet og lang, har Mette Røpke fundet i sit skab.

»Jeg skal ikke giftes i hvidt, for vi er oppe i årene, og jeg har ikke prinsesse i mig, i hvert fald er det mere en hippie-prinsesse. Men den her kjole har jeg brugt en gang før til en sommerfest, så den ved jeg passer mig perfekt.«