Nogle foretrækker at give den, andre nyder begge dele, mens nogle helst vil tage imod.
Danske mænd hører til den gruppe, som i høj grad siger »ja tak« og lægger bagdel til under analsex.
Faktisk er lysten så markant blandt danskere, at vi indtager en femteplads ud af 192 lande, når det kommer til at være passive i akten.
I hvert fald ifølge datingappen Grindr, der primært henvender sig til mænd, der har sex med mænd, og som er udkommet med statistik over deres mere end 13,5 million månedlige brugere.
Men hvordan kan det være, at danskerne i så høj grad foretrækker at modtage, mens andre helst vil give den?
Sexolog Bjorn Dotzauer, som har specialiseret sig i mandens seksualitet og homo- og biseksuelle mænd, giver sit bud:
»Først og fremmest er Danmark langt fremme, når det kommer til seksuel frigjorthed. Det at blive knaldet i analen er i mange lande et tabu, og det har det også været herhjemme, men siden 80'erne er danskerne blevet mere oplyste.«
Sexologen modtager mange henvendelser fra nysgerrige mænd, som til hverdag lever som heteroseksuelle – mænd som dem udgør i dag 70 procent af Bjorn Dotzauers klienter:
»Der er rigtig mange danske mænd, som har en kvindelig kæreste og lever som heteroseksuelle, men når det hele skal spices lidt op, så vil de gerne tages analt, og det øger sandsynligvis antallet af passive i Danmark,« forklarer sexologen og tilføjer:
»Det er jo ekstremt pirrende for mænd at blive stimuleret analt, fordi de har en prostata, men mest af alt er det en måde at give slip.«
Netop det spiller ifølge sexologen særligt ind:
»Lande som Sydkorea og Japan, som også har en stor overvægt af passive mænd, er generelt meget kontrolsamfund. Men når man bliver taget analt, så afgiver man noget kontrol, som kan være afslappende i en stresset hverdag, som mange danskere kender til.«
Danmark har tidligere været det land i verden, som var mest 'passive' under analsex, men denne gang er vi blevet overhalet indenom af Sydafrika, Sydkorea, Japan og Vietnam.
Når det kommer til pendanten - de 'aktive' - ligger Jordan, Grækenland, USA, Singapore og Peru helt i front.
»I USA er mentaliteten nok lidt mere 'vi kan det hele, og vi er verdens herskere', men når alt kommer til alt, så tror jeg, det handler om tabu og manglende oplysning,« understreger sexologen og tilføjer:
»Mange amerikanske, græske og arabiske mænd er nok lidt bange for at miste noget af deres maskulinitet, hvis de først lader sig være underdanige. Sådan var det også i det antikke Egypten, hvor det var et statussymbol at være på toppen.«
»Når det er sagt, så er vi et helt andet sted i dag, og man kan sagtens være en rigtig mand og få den i analen,« afslutter Bjorn Dotzauer.
Vores nordiske nabo Finland er det land i verden, der ynder både at give og tage imod, mens Østrig, Tyskland, Australien og Ungarn følger tæt efter.