»Heldigvis er jeg god til at gå på slankekur,« tænkte Alberte Clement Meldal, da hun for et par år siden konstaterede, at hendes vægt var steget.

Efter to børnefødsler fik hun ved en sundhedsundersøgelse og en BMI-måling prædikatet 'overvægtig'.

Derfor søgte hun hjælp hos en diætist, men blev mildest talt overrasket, da hun hun blev mødt med beskeden:

»Jeg hverken kan eller vil hjælpe dig med at tabe dig.«

Efter mange års utilfredshed med sin vægt har Alberte Clement Meldal sluttet frem med sin krop. Foto Les Kaner.
Efter mange års utilfredshed med sin vægt har Alberte Clement Meldal sluttet frem med sin krop. Foto Les Kaner.
Vis mere

»Jeg forestillede mig jo, at hun – af alle – ville synes, det var vigtigt, at jeg kom ned i den 'rigtige' BMI-vægtkategori.«

Men Inger Bols, som diætisten hedder, tror ikke på vægttab som et succeskriterium for sundhed. Tværtimod tror hun på, at slankekure ødelægger vores naturlige forhold til mad, fører til yoyovægt – og på længere sigt øget vægt – og generelt øger utilfredsheden med kroppen.

Ved nærmere eftertanke måtte Alberte Clement Meldal give hende ret.

For hun har vejet 56 kilo og må konstatere: 'Min vægt har svinget, men min utilfredshed med den har været konstant.'

Nu har hun skrevet en bog om, hvorfor vi ihærdigt jagter tyndhed, selvom meget tyder på, at tyndhed i sig selv hverken gør os gladere eller sundere.

Forskning viser, at overvægtige, som går på slankekur, sjældent formår at holde vægten. Langt de fleste tager på igen, og i mange tilfælde ender vægten højere end udgangspunktet.

Ifølge sundhed.dk er både undervægt og overvægt forbundet med øget risiko for sygdom. Alligevel er vores skønhedsideal ifølge Alberte Clement Meldal »urealistisk og usundt«:

»Tynd som en purung teenager er det eneste, vi kvinder vil være.«

Selv da Alberte Clement Meldal var aller tyndest, følte hun, at hun vejede for meget. Foto: Pierre Winther.
Selv da Alberte Clement Meldal var aller tyndest, følte hun, at hun vejede for meget. Foto: Pierre Winther.
Vis mere

Det meste af sit liv har Alberte Clement Meldal ligget i krig med sin krop.

Kampen begyndte, da hun i 1992, som 15-årig, deltog i Eileen Fords legendariske konkurrence: 'Supermodel of the World'.

Indtil hun fyldte 30 år, arbejdede hun som fotomodel i Milano, London, Paris og New York. Hun blev fotograferet til Elle og Cosmopolitan og så ud, som alle andre drømte om.

Men selv da hun vejede 56 kilo og konkurrerede med sine veninder om at springe måltider over, skrev hun i sin dagbog:

»Jeg vil så gerne være tynd … Jeg tænker hele tiden på det. Og jeg æder og æder. Dellerne hænger ud over bukserne og slasker rundt … Jeg føler mig grim og meget tyk.«

Præcis samme utilfredshed fik hende to børnefødsler og en del kilo senere til at gå til diætist, kun for at få at vide: Jagten på tyndhed stopper her.

Undervejs har hun lavet radiodramaet 'Supermodel', podcasten 'Tynd og glad', og nu har hun skrevet bogen 'Vægtløs – Hvordan jeg stoppede krigen mod min krop'. Alt sammen har handlet om at forstå sin egen og andre kvinders jagt på et slankt ydre.

Alberte Clement Meldal, som hun ser ud i dag. Foto: Les Kaner.
Alberte Clement Meldal, som hun ser ud i dag. Foto: Les Kaner.
Vis mere

For eksempel noterede Alberte Clement Meldal sig, at hun selv, når hun talte med en af sine gode kollegaer, ofte sluttede samtalen med sætningen:

'Men jeg synes altså, du er tynd. Meget tynd.'

»Det var selvfølgelig en joke, men der var et gran af sandhed i det. I, at uanset hvor kloge vi er – eller dygtige. Uanset hvor mange børn vi får, eller hvor mange mænd vi har knaldet, så er det vægten, vi kvinder taler om og slår os selv i hovedet med.«

I sin bog interviewer hun blandt andre en psykolog med speciale i spiseforstyrrelser og en professor, der har viet sit liv til at forstå fedmens gåder. I dag ved hun, at en sund krop ikke nødvendigvis er en tynd krop.

Alberte Clement Meldal som ung model. I dag arbejder hun som journalist på DR og har netop skrevet bogen 'Vægtløs – Hvordan jeg stoppede krigen mod min krop.' Foto: Jesper Lindgren.
Alberte Clement Meldal som ung model. I dag arbejder hun som journalist på DR og har netop skrevet bogen 'Vægtløs – Hvordan jeg stoppede krigen mod min krop.' Foto: Jesper Lindgren.
Vis mere

Hun forstår, at hendes vægt ikke bare afhænger af, hvor meget hun spiser, og hvor lidt hun motionerer. Den er også et resultat af blandt andet genetik, alder, stress, social placering og for Alberte Clement Meldals vedkommende, at hun har født to børn og har været i søvnunderskud i ti år.

»Lever du efter de almindelige kostråd om at spise grønt og varieret, droppe rygning, ikke drikke for meget og huske at motionere, så kan du have et sundt liv og ikke dø tidligere, selvom du vejer mere, end BMI anbefaler,« siger hun og understreger:

»Jeg argumenterer ikke for, at man skal spise ensidigt og uden grønt eller lade være med at dyrke motion. Jeg argumenterer for, at man ikke skal gå på slankekur.«

Hun kalder sin bog for »feministisk« og en »frihedskamp«. For selvom hun i dag vejer mere end nogensinde før, har hun inviteret sin krop til fredsforhandlinger:

»Jeg er blevet langt mere selvsikker, jeg har gode relationer, et godt job, jeg bor et dejligt sted, jeg ved, hvad jeg mener, og er blevet meget mere voksen.«

Synes du stadig, at du er for tyk?

»Jeg kan have dage, hvor jeg føler mig helt fin og tænker, at det er dejligt at bo i min krop, og så kan der være dage, hvor jeg er kritisk over for mit spejlbillede.«

»Men jeg kan ærligt sige, at min krop er fuldstændig, som den skal være. For den er resultatet af de omstændigheder, den har haft. Ligesom alle andre menneskers kroppe.«