Som 13-årig fik Bastian sine forældres og Sexologisk Kliniks godkendelse til, at han senere måtte få stophormoner. Hormonerne ville forhindre hans krop i at gå i pubertet og var første skridt på hans vej mod at blive en pige.
Men efter en samtale på Sexologisk Klinik valgte Bastian og hans psykolog at trække i nødbremsen. Han ville ikke være en pige alligevel.
»En garvet psykolog opdagede, at Bastian ikke afskyer sine kønsdele. Det undrede hende og var en alarmklokke,« siger hans mor Ea Grønne.
På det tidspunkt havde både Bastian og hans forældre ellers accepteret, at Bastian var transkønnet.
Enkelte dage står for altid tindrende klart i erindringen. For Bastian er én af dem dagen, hvor han fortalte sine forældre, at han hellere ville være pige end dreng:
»Klokken var ni om aftenen, og jeg kom ud fra mit værelse og sagde: ‘Mor, jeg føler mig som en pige’.
For nogle forældre ville den slags komme som en overraskelse, det gjorde det ikke for Bastians mor.
Hendes søn har altid været ‘blød og sensibel’. Allerede i vuggestuen legede han mest med piger og elskede at klæde sig ud i pigetøj.
»Vi har altid talt om, hvorvidt han ville blive bøsse, trans eller drag, men at han – lige meget hvad – er Bastian – vores dreng,« siger hun.
Så da Bastian stod i stuen, svarede Ea Grønne ved at finde billeder frem af transpersoner, dragqueers og homoseksuelle, som hun bad sin søn kigge på:
»Jeg kunne mest spejle mig i transpersoner, og min mor sagde: »Når du i 100 dage, hver morgen, er stået op og har sagt: ‘Jeg vil være pige’, så kan vi se på det.«
Et år senere begyndte Bastian på Sexologisk Klinik, hvor psykologer og læger skulle vurdere, om stophormoner var det rigtige tilbud til ham.
Dokumentarfilmen ‘Forvandlingen’, der har premiere i den kommende uge under CHP: DOX, følger Bastian i de tre år, han kom på Sexologisk Klinik.
Under konsultationerne blev han spurgt, hvordan han havde det i skolen og derhjemme. Han fik helbredstjek, en IQ-test og en psykologisk udredning, før lægerne indstillede ham til at begynde på de hormoner, der ville spænde ben for, at han gik i puberteten.
Hele vejen stod hans forældre Ea og John Grønne lige bag ham:
»Følte Bastian sig som en pige, skulle han ikke være fanget i en drengekrop, så vi var med på, at han skulle have stophormoner,« siger Ea Grønne.
Den eneste betingelse, de stillede, var, at Bastian først måtte begynde på hormonerne, når han havde fået frosset sæd ned, så han engang kan få biologiske børn.
Dét krav accepterede Bastian. Så selvom han som 13-årig blev godkendt til hormonbehandling, ville han vente med at gå i gang, til han blev kønsmoden. Men samtidig med, at de første tegn på puberteten viste sig, fortrød han sin beslutning:
»Jeg var hele tiden rigtig bange for at komme til at fortryde. Det ville ødelægge mit liv, hvis jeg fortrød, efter hormonerne havde ødelagt min fertilitet, for jeg vil rigtig gerne have børn.«
Under en samtale med sin psykolog om stereotyper fik han for alvor second thoughts.
»I min klasse tegnede alle pigerne. Jeg elskede at tegne og gik til billedkunst. Jeg havde langt hår og holdt tehygge sammen med pigerne, mens drengene spillede fodbold, slåssede og dyrkede sport. Jeg har altid gjort ting, som pigerne gjorde, men brød mig ikke om de ting, drengene gjorde. Derfor troede jeg, at jeg måtte være en pige.«
Da psykologen stillede spørgsmålet: »Sætter du piger og drenge i bokse«, faldt brikkerne på plads for ham:
»Stereotyperne fik mig til at tro, at jeg var i den forkerte krop, men jeg behøver ikke skifte køn, bare fordi jeg opfører mig som en pige.«
Han blev enig med sig selv om, at han godt kunne være Bastian, samtidig med at han udvikler sig som en mand.
»Jeg var bange for at få skæg og en dybere stemme, men da det kom, accepterede jeg det. Så måske er jeg faktisk bare en dreng.«
Der findes ikke tal på, hvor mange der fortryder en kønsskiftebehandling med hormoner. Men i 2014 blev det muligt juridisk at skifte køn, og 17 ud af de 1.247 personer, der fem år senere havde fået foretaget et juridisk kønsskifte, fortrød bagefter deres beslutning. Det viser tal fra 2019.
Mens beslutningen om at blive pige ikke kom bag på Bastians forældre, var det denne gang helt anderledes:
»Vi har aldrig været i tvivl om, at han ville være pige, man da han kom og sagde, at han alligevel ville være dreng, blev vi noget overraskede,« siger Ea Grønne.
Men forældrene blev også lettede. For de sidste fem år har hverken været lette eller ligetil:
»Man har endnu ikke forsket i langtidsvirkninger af stophormoner og kønshormoner, så man ved ikke, hvad sker der med kroppen eller med hjernen på længere sigt, så der var mange bekymringer,« siger John Grønne, mens Ea Grønne supplerer:
»Vi havde forestillet os, at han ville gå hele vejen og få en kønskorrigerende operation med alle de komplikationer, der kunne komme og har hele tiden haft det sådan: 'Gid, det var naboens søn, der skulle igennem alt det her i stedet for Bastian',« siger hun.
Som 14-årig holdt Bastian op med at komme på Sexologisk Klinik. I dag erklærer han sig som nonbinær og betegner sig hverken som mand eller kvinde.
»Når jeg er i svømmehallen, går jeg ind i drengeomklædningen, fordi min krop er en mands.«
Som han sidder i familiens køkken, er de bløde træk blevet skarpere. Hans stemme er dyb, og skægget tegner prikker på kinderne. For det meste går han i hættetrøjer og baggy bukser, men han har lige købt et cerisefarvet jakkesæt i Zaras dameafdeling, som han skal have på til fest.
Der er stadig ting, som godt måtte være anderledes:
»Skægget kan jeg barbere, men jeg vil gerne have lidt mere sul på hofterne og lårene, og jeg er ikke så vild med hår på ben og armene.«
Er du bange for, at du fortryder igen?
»Tvivlen er der, men sandsynligheden for, at jeg fortryder igen, er lille. For jeg er begyndt at acceptere min krop.«
»Jeg er bare Bastian – på 15 år,« og Bastian har klare drømme for fremtiden:
»Om ti år håber jeg, at jeg har en karriere i luftvåbnet og en dejlig familie med børn. Nogle gange forestiller jeg mig, at jeg er sammen med en mand, andre gange, at jeg er sammen med en kvinde,« siger han, mens hans mor tilføjer:
»Det bliver spændende at se, hvem der kommer ind ad døren den dag, du siger, at du skal giftes.«
