Ni ud af ti danskere kysser deres partner dagligt. Men kys er ikke bare kys. Det er vigtigt med nærvær og kvalitet i kysset, mener sexolog.

Af Sine Bach Jakobsen

Danskerne er glade for at kysse. 89 procent af danskere, der er i parforhold, kysser deres partner hver dag. Det viser en måling, som analyseinstitut YouGov har lavet fra metroXpress, hvor 713 mænd og kvinder mellem 18-74 år i et parforhold deltog.

De fleste kysser deres partner mellem en og fem gange om dagen. Det mener sexolog og tantraterapeut Martin Heese er positivt, da det er sundt at kysse og der ligger en stor bekræftelse i kysset. Men kys er ikke bare kys.

- Nærvær og kvaliteten i kysset spiller ind. Man skal helst ikke kysse per automatik, siger han til metroXpress.

Sexolog Katrine Berling pointerer at længden af kysset er vigtigt.

- Jeg tror, at mange giver hinanden ligegyldige tantekys. Jeg tror det er de færreste, der virkelig storkysser dagligt, siger hun til metroXpress.

Slipper for nej til sex

Ud af de 11 procent som ikke kysser sin partner dagligt er der lige dele af mænd og kvinder. Men der kan være forskellige grunde til at mænd og kvinder vælger kysset fra.

- Kvinder stopper ofte med at kysse, fordi de ved, at mænd vil have hele pakken, når man begynder at kysse. Derfor vælger nogle kvinder at lukke helt ned for kysseriet, så de på den måde slipper for konfrontationen ved at afvise mandens tilnærmelser til sex, siger Katrine Berling til metroXpress og pointerer, at det er tilfældet hos 90 af de folk, hun behandler, med den type problemer.

Ældre er de mest tilbøjelige til at indstille kysseriet. Det, mener Martin Heese, er helt naturligt.

- Men hvis man stadig holder af hinanden, så er det vigtigt at have fokus på at kysse, og det er lige så vigtigt at kommunikere, at man gerne vil kysse, siger han til metroXpress.