Du har sikkert før læst om, hvilke farezoner der er for at have et forhold, der ikke fungerer.

Men findes der pejlemærker for, om du har fundet Mr. Right eller Miss Perfect, og om du sidder i et forhold, der først ender, når du eller din udkårne ikke er her mere?

Det gør der ifølge Huffington Post, der har talt eksperter inden for forskellige områder. Hele syv tegn på, at man er i et sundt og holdbart parforhold.

1. Du kan grine af dig selv og din partner.

Psykolog Ryan Howes kalder en skadefro og overlegen latter imod din partner for forkert. Men de grin, der handler om ikke at tage sig selv seriøst og de små skørheder, par har sammen, er de gode grin.

»Det kan være, når man driller hinanden over ens yndlingsfilm eller griner af de dårlige beslutninger, man har lavet tidligere.«

2. Den lille smule kærlighed - hver dag

»Det er ikke nemt at vise sin kærlighed hver dag,« siger Kurt Smith, der er rådgiver for mænd. Men hvis man kan finde overskuddet til en lille bemærkning på daglig basis, er det guld værd. Lave en kop morgenkaffe eller en lille kompliment. Når det bliver til hverdagsting, er man godt på vej.

3. På bølgelængde, hvor det batter

Modstand er godt, men på kerneområder er det en fordel, hvis man har de samme værdier, mener Karl Pillemer, der er forfatter og professor i menneskelig udvikling. Det handler om ting som religion, børneopdragelse og økonomi. Ens tankegang er ikke en nødvendighed, men et positivt element i parforholdet.

4. Tillid

Det måske mindst overraskende tegn på listen. Men det er vigtigt at stole på, at hvis de kommer til at skuffe dig, har de formentligt ikke gjort det i ondskab, fortæller Celeste Hirschman, er sexekspert og forfatter til bogen 'Making Love Real'.

»Hvis partneren eksempelvis kommer for sent til din store aften, så forvent at intentionerne har været gode, og at det ikke er et forsøg på at såre dig bevidst.«

5. Man holder ikke regnskab

Ryan Howes er igen på banen med en af de famøse historier fra parforholdets verden. Mange par kommer i situationer, hvor man gør ting for hinanden med det formål at få igen. I det idelle parforhold er det ikke tilfældet, mener han. Her er det et 'eget behov' at gøre ting for sin partner.

6. Man undgår ikke problemerne

Ethvert parforhold har problemer og endda kriser, men de kan og vil blive løst. I et sundt parforhold er man ikke bange for at tage parforholds-tyren ved problem-hornene og tackle dem inden, de når at udvikle sig, mener Kurt Smith. Det kræver mod, men præmien er et stærkere bånd og et tættere forhold.

7. Man tager ansvar for sine handlinger

Darielle Harel, der er medforfatter til 'Making Love Real' med Celeste Hirschman, fortæller, at det er vigtigt at indse, at man gør forkerte ting i sin kærlighed til sin partner. Hvis du råber af din partner, når du er vred, er det vigtigt, at du ved, det sårer din partner. Og at din partner er sikker på, at det ikke er ondt ment, men handler om frustration.