At tilgive betyder at give slip på vreden og hævntørsten, men det betyder langtfra at glemme, hvad man er blevet udsat for.

Alle, der nogensinde er blevet dybt såret, har prøvet det. At stå splittet mellem hævnfølelse og lysten til at tilgive. Hvad gør man, når alt indeni råber på straf og ødelæggelse, men man godt ved, at det ikke fører noget godt med sig at handle på impulserne?
Og hvorfor skal vi overhovedet tilgive? Er det noget, vi gør, for at vreden ikke skal æde os op, for at slippe modparten fri eller for at sikre verdensfreden?
Vi har talt med en sognepræst, som ved, at Gud kræver tilgivelse og kærlighed, samt en konfliktmægler, som ved, at man er nødt til at kigge op og ud for at kunne tilgive.

Sognepræsten: 'Kun kærlighed kan hele'

Tilgivelse er et stort tema i kristendommen – ligesom hævn er det i nogle fortolkninger. Derfor fylder de to også en del i de samtaler, som sognepræst Anna Mejlhede har med sine sognebørn.

»Det er ikke de små ting, det handler om, når vi taler tilgivelse. Hvis nogen træder dig over tæerne i bussen, er det nok, at de siger undskyld, og at du nikker og smiler. Men større ting kalder på tilgivelse,« forklarer hun.

Faktisk er det, når vi er inde at røre ved noget, vi synes er utilgiveligt, at begrebet tilgivelse giver dybest mening.

»Vi skal tilgive det utilgivelige, og det skal vi gøre, når vi er klar til det,« begynder hun.

Tilgivelsen kan sjældent finde sted med det samme, men først når såret ikke længere er friskt og blødende.

»Jeg møder ofte folk, som siger, at de ikke er klar til at tilgive, og så kan vi ikke forlange det af hinanden. Men det interessante er, at Gud forlanger det af os,« siger hun.

Præst Anna Mejlhede har skrevet en bog om at miste.
Præst Anna Mejlhede har skrevet en bog om at miste.
Vis mere

Alle, der er blevet svigtet, eller har mistet noget, de elskede, ved, at det er et stort stykke arbejde, der skal gøres, når man skal tilgive.

»Hvis du ikke kan tilgive, må du bede Gud om hjælp, ellers bliver hadet i dig, og had er som at tisse i buskerne. Vi ved godt, det ikke hjælper, men det føles så dejligt et kort stykke tid,« siger Anna Mejlhede og understreger, at der er meget stor forskel på at glemme og at tilgive.

»Når vi tilgiver, skal vi netop ikke glemme. At tilgive betyder at tilgive mennesket bag handlingen, ikke at man skal glemme selve handlingen.«

Er det svært at tilgive, anbefaler hun at stille sig selv spørgsmålet: ’Bliver mit liv bedst af, at jeg bærer rundt på en tung sæk harme, eller ved at jeg placerer min harme hos Gud?’

Hvem dømmer?
Anna Mejlhede tror, at grunden til, at vi mennesker ofte har svært ved at tilgive hinanden, er, at vi gerne vil dømme hinanden eller i hvert fald være vidne til, at synderne får deres straf. Men det er ikke sådan, tilgivelse fungerer.

»Guds retfærdighed er helt anderledes end vores. Hvis man fryder sig over, at Gud skal dømme den, der har gjort én ondt, har man slet ikke forstået det. Gud har kun én dom, og det er kærlighed. Han kender kun til kærlighed, for kærligheden renser os, ligesom når man har skændtes med et barn og tager det i sin favn, og alt bliver godt igen.«

Anna Mejlhede kender selv til følelsen af, at det er svært at skulle tilgive, men hun har lært det med tiden, fordi hendes tro kræver det, og fordi hun ved, at det er det eneste rigtige for hende.

»Jeg slås jævnligt med det, men jeg ved, at hvis jeg ikke tilgiver, bindes jeg til et mørke, som jeg ikke har lyst til at være i. Jeg tilgiver for at slippe fri, så jo, det er lige så meget for min egen skyld,« erkender hun.

Konfliktmægleren: 'Sæt dig i modpartens sted'

Som konfliktmægler har Signe Saxe Jessen ofte arbejdet med tilgivelse som tema.

»Tilgivelse er en trang hos mange af de mennesker, jeg møder,« forklarer hun, der har virksomheden ’Gode relationer’.

»Det er en trang, fordi det simpelthen er for hårdt at gå gennem livet med smertefulde følelser. Men tilgivelsen skal komme indefra og ikke som et udefrakommende ’bør’,« forklarer hun.

Ifølge Signe Saxe Jessen skal man tilgive, når trangen fylder for meget i livet.

»Du skal tilgive, når du går rundt og martrer dig selv.«

Gennem andres øjne
I Signe Saxe Jessens øjne er det vigtigste perspektiv for at kunne tilgive at forstå den andens motivation.

»Når jeg arbejder med tilgivelse, handler det ofte om dette spørgsmål: ’Hvorfor mon den anden person gjorde, som han/hun gjorde?’ Det er vigtigt at se på den, der skal tilgives, og ikke kun den, der skal tilgive.«

Ofte går vi mennesker rundt og tror, at den anden person har villet os ondt, men når vi går ind og motivforsker i den anden parts bevæggrunde, viser det sig oftest, at det slet ikke var på dét grundlag, personen handlede.

»Jeg havde engang en klient, hvis mor havde været mere optaget af sine dyr end af sine børn. Manden havde aldrig følt sin mors nærvær og kærlighed. På et tidspunkt i sit liv begyndte han at begå vold mod dyr. Da vi gik dybere ind i det med moderen, spurgte jeg ham, om han vidste, hvorfor hun gjorde, som hun gjorde. Hvor kom hun selv fra?«

»Det viste sig, at mandens mor var vokset op i en familie, hvor hun ikke havde fået omsorg som barn. Det var en familie med en hård tone, hvor man ikke forholdt sig følelsesmæssigt til hinanden. Da han gik ind i den del, faldt brikkerne på plads, og han fandt ud af, at hans mor ikke havde ønsket ham ondt, men  blot havde videreført et mønster, fordi hun ikke vidste bedre,« siger Signe Saxe Jessen.
Fra da af blev manden i stand til at se sin mor igen, selv om han aldrig glemte den smerte, hun havde forvoldt ham.

»Det gik ligesom i sig selv, og han var meget lettet.«

Det vigtigste for Signe Saxe Jessen er, at man i tilgivelsesprocessen ikke kun får bearbejdet sine egne følelser, men også retter blikket væk fra sig selv. I den situation er det godt at tale med en person, som kan sætte sig i det andet menneskes sted og hjælpe én ud af sit fastlåste ståsted.

’Han fik mig til at tvivle på mig selv’

Britta Tønnies og hendes kæreste var på deres drømmerejse, da hun fandt ud af, at han havde været hende utro. Det krævede ti dage i total tavshed, før hun tilgav ham og sig selv. Bagefter kunne de sige farvel.

Allerede hjemmefra vidste 39-årige Britta Tønnies godt, at der var noget galt i hendes parforhold.

»Han var anderledes. Især hans lyst og nærvær. Men når jeg prøvede at konfrontere ham med det, fik jeg i stedet en sviner,« husker hun.

Britta Tønnies er uddannet psykolog og kender derfor mange af de mekanismer, hun og hendes kæreste gik igennem.

»Han sagde, at jeg var sygeligt jaloux. At jeg havde ’daddy issues’ og var krævende. At det var mig, der var noget galt med,« husker hun.

Kærestens beskyldninger virkede efter hensigten, for Britta Tønnies begyndte at kigge indad for at se, om han havde ret i sine påstande. Var hun i virkeligheden bare en krævende, usikker kæreste, der så spøgelser?

Hun konsulterede nogle af sine gode veninder, som opfordrede hende til at stole på sig selv. Hun havde jo aldrig været jaloux i sine tidligere forhold.

»Jeg havde en ret konkret mistanke om, at han så en kvinde, han havde mødt gennem sit arbejde. Jeg vidste, at de skrev sammen, men når jeg spurgte om hende, lød det som om, han næsten ikke vidste, hvem hun var.«

Det store opgør

For et år siden havde parret sammen planlagt en seks måneder lang rejse til Sydøstasien. Mens Britta Tønnies planlagde turen, købte flybilletter og researchede ruten, tog hendes kæreste en masse ekstravagter på sit arbejde for at skrabe penge sammen til sin del af turen.

De tog af sted, men kort efter start på en smuk strand på Filippinerne, blev turen afsporet.

Britta Tønnies hvilede sig alene på hotellet, da hun fik en besked fra en veninde i Danmark. Veninden bekræftede, at Britta Tønnies kæreste havde et forhold til en gift kvinde fra sit arbejde. Det fik Britta Tønnies til at gøre dét, man ikke må.

»Hans telefon lå på værelset, så jeg kiggede i den,« siger hun skamfuldt.

På mobilen kunne hun se, at kvinden havde skrevet, om han ville drikke kaffe med hende, inden han rejste. Derudover kunne Britta Tønnies konstatere, at alle gamle beskeder fra kvinden var slettet.

»Jeg skulle lige sluge den, så jeg sagde ikke noget den første aften. Men dagen efter konfronterede jeg ham. Sagde, at jeg vidste, hvad der var sket, og at det ikke var okay. Det eneste, jeg ville, var at høre sandheden. Han påstod, at det ikke var en affære, fordi han ikke havde haft følelser for kvinden. Men for mig gjorde det ingen forskel.«

Vrede og lettelse

Det endte i et opgør, Bagefter følte Britta Tønnies egentlig mest lettelse.

»Jeg var så lettet over, at det ikke var mig, der var sindssyg. Jeg var vred over utroskaben, men faktisk var jeg endnu mere vred over, at han havde fået mig til at tro, at det var mig, der var noget galt med.«

Problemet var, at kæresten ikke angrede, og dét sårede Britta Tønnies dybt.

»Jeg havde sådan brug for at høre ham sige: ’Jeg har fucket op, men jeg er glad for, at du stadig er her.’ Det skete ikke. Samtidig så jeg hele tiden billeder for mit indre blik af de to sammen under bruseren,« husker hun.

På trods af sin faglige viden om, hvad der var ’rigtigt at gøre’, reagerede hun dybt menneskeligt.

»Jeg vidste godt, at jeg havde brug for at tilgive, men jeg blev ved med at tænke: ’Han skal ikke slippe så let’. Jeg drømte om, at han skulle føle smerten. At han en dag skulle møde én, der var ham utro og løj og fik ham til at tvivle på sig selv.«

Selv om Britta Tønnies og hendes kæreste ikke længere var et par, fortsatte de rejsen sammen. Noget af tiden gik det godt, men Britta Tønnies rejste også på egen hånd i en periode. Bagefter kunne hun bedre nyde turen sammen med ham. Da rejsen efter et halvt år var ved at være ved vejs ende, tilmeldte de sig et 10 dage langt meditationskursus sammen.

Stilheden helede

Kurset, hvor parret skulle leve asketisk og i total tavshed i ti dage, foregik i Manila. Der var kvinde- og mandeafsnit på kurset, så de havde hverken mundtlig, fysisk eller så meget som øjenkontakt, selv om de ofte opholdt sig på de samme kvadratmeter. Under de forhold blev der endelig plads til tilgivelsen.

»Jeg sad i tavshed flere timer om dagen. Pludselig gik det op for mig, at selv om han tidligere havde gjort mig ondt og også kunne gøre det i fremtiden, gjorde han det ikke nu, som han sad der i den anden ende af lokalet. Jeg sad der alene med mine tanker. Ingen talte, så ingen kunne påvirke mig. Om jeg var lykkelig eller ulykkelig, afhang udelukkende af mine egne tanker.«

Britta Tønnies kom i tanker om Buddhas sætning: ’At holde fast i vreden er som at drikke gift og forvente, at den anden dør’.

»Det blev tydeligt, hvor meget gift jeg havde drukket, og jeg besluttede, at jeg ikke skulle lide mere.«

Men hun skulle også lære at tilgive sig selv.

»Jeg skulle tilgive mig selv, at jeg lod det stå på så længe, og at jeg havde tvivlet på mig selv. Hvorfor holdt jeg ikke fast i min mavefornemmelse?«

Efter de ti dage gav hun slip på den sidste vrede. Da de kom hjem, flyttede de hver for sig. I månederne, der er gået siden rejsen, har Britta Tønnies ikke haft kontakt med sin eks-kæreste, men hun ønsker ham kun det bedste.

»I dag kan jeg ikke mærke vreden mere. Jeg er faktisk nået dertil, at jeg håber, han finder en kvinde, der matcher ham, og at jeg finder en mand, der matcher mig og mine værdier om f.eks. ærlighed og monogami.«