Når beslutningen om skilsmisse er truffet, fortsætter processens fase 2. Det er den fase, hvor man er flyttet fra hinanden, hvor man skal have den nye dagligdag til at fungere - men også den fase, hvor konsekvenserne af skilsmissen for alvor går op for en, og hvor sorgen fylder meget.

For nogle er det en enorm lettelse, når man først er flyttet fra hinanden. Perioden, hvor beslutningen er truffet, men hvor man stadigvæk bor sammen, er på en gang lidt som at holde fast i fortiden og trygheden, men også en periode, hvor det er utroligt stressende at gå op og ned af hinanden, hvor uenighed opstår og hvor den, der har taget beslutningen hele tiden er bange for, hvordan den anden reagerer.

At føle lettelse er på ingen måder det samme som, at man er lykkelig for skilsmissen og synes, at det er nemt at blive skilt. Det er blot et udtryk for, at de seneste mange måneder har været utrolig hårde, og at man nu endelig kan fokusere på at komme videre i livet. Sorgen er stadigvæk stor og skal bearbejdes.

For andre - typisk dem, der ikke har valgt skilsmissen som løsning på problemerne - er det først nu, at sorgen for alvor mærkes. I perioden, hvor man stadig boede sammen, var man i det mindste stadigvæk sammen - selvom det var svært. Nu er man alene, og der er taget en beslutning, som man ikke selv har ønsket, men som for alvor ændrer på ens fremtid.

Uanset hvilken situation man er i, så er skilsmissens fase 2 fyldt med sorg over det tabte. Derudover er fase 2 også fyldt med bekymringer om fremtiden og de nye ting, man skal forholde sig til.

Sorgen

Sorgen over en skilsmisse skal bearbejdes. Selvfølgelig er der behov for at græde og snakke om den. Nogle tror fejlagtigt, at man bare kan skynde sig at videre, mens andre desværre sætter sig selv i en offerrolle og aldrig nogensinde kommer ud af den rolle igen. Hvis man vil komme bedst muligt videre efter skilsmissen, er det nødvendigt at sørge, men også at have fokus på og vilje til at ville fremtiden.

Den totale sorg, hvor du måske slet ikke kan få livet til at fungere, må kun fylde en kort periode - måske et par uger. Derefter er du nødt til at sætte det ene ben foran det andet og beslutte dig for, at du er nødt til at stå op, komme ud, passe dit arbejde (hvis du ikke har kunnet det), udføre dagligdags opgaver og tage ansvar for din fremtid. Beslut dig for, at du gerne må være ked af det engang imellem og græde lidt hist og pist. Men at du skal gøre noget hver dag, der har fokus på en god dagligdag og fremtid

For at bearbejde skilsmissen og sikre fremgang kan det være en god idé at skrive dagbog. Derudover skal du selvfølgelig tale med dine nærmeste om dine tanker og bekymringer. Men husk samtidig, at skilsmissen er et altoverskyggende tema hos dig, men ikke hos dine kolleger, venner og familie. Selvfølgelig vil de hjælpe dig. Men brug dem også til at give dig et kærligt spark bagi, hvis de oplever, at du fastholder dig selv i sorgen.

Man skal lære af skilsmissen. Man skal forholde sig til, hvad der gik galt. Ikke mindst så skal man forholde sig til, hvad man vil tage med sig videre i livet, og hvad man på ingen måde vil tage med sig videre.

Sorgen er en vigtig del af skilsmisseprocessen – og en vigtig del af at få en god fremtid. En skilsmisse eller en tidligere partner kan ikke være ‘ansvarlig’ for resten af dit liv. Det er dig, der er ansvarlig. Brug derfor tiden fornuftigt og søg professionel hjælp til at komme gennem skilsmissen, hvis du har svært ved at klare det alene.

Rutiner og traditioner

Vi har alle i vores dagligdag en masse rutiner, der gør det nemmest muligt for os at navigere. I skilsmissens fase 2 er en stor del af de faste rutiner forsvundet, og du skal i gang med at skabe nye rutiner. Det skal gøres samtidig med, at sorgen fylder meget, og derfor er det virkelig svært.

Specielt når der er børn involveret tager dagligdagens rutiner en ny drejning. Nogle dage står man alene med ansvaret for børnene, mens man andre dage er alene med sig selv.

Det er godt, hvis du kan forsætte nogle af de gamle vaner og rutiner. Det er godt for børnene - og det gør det nemmere for dig selv. Mange ændrer af misforstået hensyn til børnene på den tilgang, de har til børnene. Børnene har eksempelvis måske tidligere selv smurt madpakker, men fordi det er synd for børnene, eller fordi man er mindre sammen med dem nu end før skilsmissen, så overtager man madpakketjansen for dem. Det er - som skrevet - misforstået hensyn. Børnene har brug for, at noget i deres dagligdag ligner tiden inden skilsmissen. Og de har godt af at tage et medansvar for dagligdagens gøremål. Derudover er det utrolig vigtigt, at den fremadrettede børneopdragelse ikke lider under, at det nu er synd for børnene - og man derfor ikke stiller så mange grænser og regler som tidligere. Grænser og regler er nødvendige. Også for skilsmissebørn.

For din egen skyld kan det også være en god idé at fortsætte med nogle af de gamle vaner og rutiner. Jo mindre har du at forholde dig til, og du kan skabe plads til at forholde dig til de store ting, som du jo er nødt til at ændre.

Det er samtidig vigtigt at skabe nye rutiner og traditioner, der kendetegner dit nye liv. Rutiner der giver dig glæde, energi og overskud og som er med at skabe den fremtid, du ønsker.

Alle de tidligere traditioner, som eksempelvis hvordan weekenden bruges, og hvordan fødselsdage, påske, jul og ferier holdes, skal tages op på ny. Forhold dig til, hvordan DU ønsker fremtidige traditioner. Tag nogle traditioner med dig videre, men skab også nye traditioner, som gør dig glad og som kan holde modet oppe, når du uundgåeligt bliver opmærksom på og ked af, at gamle traditioner er forsvundet.

Kilde: Institut for krisehåndtering