Der er forår i luften, og det er en perfekt tid til at prøve noget nyt, dejligt og sensuelt − og måske give erotikken lidt ekstra krydderi.

Få sexolog og parterapeut Ingrid Heglands guide til, hvordan du med 4 enkle virkemidler kan opnå helt nye dimensioner i dit sexliv.

Den fysiske

Forfør din kæreste uden ord. Og uden forklaring. Lad ham selv regne ud, hvad du er i gang med. Og se på ham med et drillende blik og sæt en finger over hans mund, når han begynder at tale – for det er ikke ham, der fører an lige nu. Vis ham, at du i stedet har lyst til at kommunikere med kroppen. Flyt hans hånd derhen, hvor du gerne vil røres. Og fortæl ham, hvad du har lyst til – ved at vise ham det og ved at gøre det samme ved ham. Han skal nok fange 'reglerne' hurtigt og synes, at det er både frækt og pirrende, for det ordløse er især mandens element.

Oplev, hvordan både du og han får et andet og mere intenst nærvær, når I ikke bruger ord. Vi går glip af en masse sanselige informationer, når vi taler, mens vi elsker, fordi vi også er oppe i hovedet og tankerne. Lad jeres kroppe „tale” og mærk, hvordan det helt automatisk øger nydelsen og lysten – fordi I simpelthen er helt til stede i sanseligheden.

Den mentale

Snup en fræk tanke og giv dig tid til at tænke den helt til ende. Forestil dig med hvem, hvordan, hvor og hvornår du har sex og gør fantasien så detaljeret og livagtig som muligt: Er det med ham derhjemme eller ham, du ser på vej til arbejde hver dag? Hvor er I? Hvad siger I til hinanden? Hvad har I på? Hvordan tager I det af? Hvilke stillinger ender I i?

Kroppen har mange erogene zoner, som øger vores lyst til sex, når de bliver rørt og stimuleret, men den absolut største erogene zone er vores hjerne – og sexlyst er lig med frække tanker, der har forplantet sig til kroppen. Denne her tankeleg behøver ikke ende med, at du går ind og tager din kæreste eller har skøn solosex (men den må selvfølgelig gerne) – pointen er, at det netop bare er en dejlig tanke, som vil give dig en lystfølelse, som du kan lade simre i kroppen.
Så brug gerne tid på at dyrke erotiske tanker hver dag.

Den ydre

Gør dig parat til at blive klædt af. Det er ikke afgørende, om du har en date eller har planer om at tilbringe en aften i sofaen – alene eller med din kæreste. Det er den indre følelse, der er vigtig her – af at være indbydende, dejlig og lækker. Den, som vi altid har i begyndelsen af et forhold, hvor vi er tunet meget mere ind på sex. Den kan vækkes igen, hvis den er gledet i baggrunden af hverdagsrutiner. Og som single er det også skønt at føle sig feminin og sensuel.

Så giv dig selv og din krop en kærlig behandling – og gør det for din skyld. Begynd inderst inde med et langt bad. Barber dig og trim dig også forneden, skrub huden fra top til tå. Smør dig ind i en dejlig olie eller bodylotion og gør det langsomt og nydende. Føl dine bryster og få hele kroppen med, så du mærker, hvad du har mellem hænderne. Giv dit hår en kur, læg ansigtsmaske, ordn dine negle – alt, hvad du synes skal til, for at du føler dig helt igennem lækker. Og forestil dig så, at du faktisk har en aftale og klæd dig feminint, sensuelt og frækt på – efter din smag.

Skal du være sammen med én, er det en ekstra bonus, at han vil elske, at du har gjort dig smuk. Men pointen er først og fremmest, at du nyder dig selv og har set en skøn aften for dig i tankerne, for følelsen breder sig til kroppen og giver skøn energi til din seksualitet.

SE OGSÅ PÅ FITLIVING.DK: Test dig selv: Hvordan har dit sexliv det?

Den romantiske
Dyrk sanseligheden og erotikken uden orgasme – bare én aften. Har du lyst til at få lysten tilbage i dit forhold. Som dengang det var helt nyt, åndeløst, og I ikke kunne holde jer fra hinanden. Så skal du og din kæreste lave denne øvelse, som har en snert af tantra, er superromantisk – og i dén grad trækker lysten helt ud i fingerspidserne, så du bare ikke kan vente med at få ham.

Afsæt en aften, hvor I er helt alene. Børnene får I passet, maden bestiller I udefra, og romantikken skruer I helt op for. Tag et bad sammen, gør soveværelset lækkert med rent sengetøj, stearinlys og musik, og dyrk nydelsen og sanseligheden. Med æggeur! De første 20 minutter må I kysse, kæle og kærtegne alle steder bortset fra erogene zoner og kønsorganer. De næste 20 minutter må I røre overalt undtagen kønsorganerne. Og de sidste 20 minutter må I alt, også samleje. I må bare ikke komme. Lige denne aften.

For formålet med det lange, intense forspil er at få fokus på at være i nuet, i kroppen, intimiteten og nærværet med hinanden – frem for at have tankerne på den orgasme, som ligger og venter forude. Og at holde den seksuelle energi i kroppen – som i tantra – i stedet for at brænde den af i udløsningen.
I skal på forhånd have aftalt, at i aften kommer vi ikke, så ingen bliver „skuffet”. Bagefter kan I snakke, hygge, kysse, nyde hinanden og sove.

Typisk sker der det, at den seksuelle energi mellem jer er på kogepunktet næste dag – hvor I må alt. Så hvorfor ikke gøre det til en fast aftale en gang om måneden – og få saften og kraften tilbage i erotikken

Den indre

Del dine fantasier med din kæreste. Du har dejlige, seksuelle tanker om ting, du har lyst til at prøve med ham – måske har han også lyst til at føre dem ud i livet og har sine egne ideer om, hvad han gerne vil prøve med dig. Måske gør I det, måske gør I det ikke, det er ikke så vigtigt – for alene antydningerne, spillet og legen vil stimulere jeres sexliv.

Det kan være grænseoverskridende at fortælle om sine fantasier. Læg forsigtigt ud, så det er uforpligtende for jer begge to. Begynd f.eks. med at sende ham sms’er eller læg sedler i hans lomme eller arbejdsmappe. Og skriv: 'Jeg tænker på, at det kunne være dejligt, hvis vi…' Så har du blot fortalt, hvad du tror – du ved det jo faktisk ikke. Og samtidig føles det ikke forpligtende for ham, hvis din fantasi ikke tænder ham.

Tag den skridtet videre, hvis han reagerer positivt. Fantaserer du om sex i en elevator – så tag en elevator med ham. Du kan nøjes med at kigge ham dybt og drillende i øjnene, I ved jo begge to, hvad du tænker på. Eller du kan komme med kraftigere antydninger. Så længe du bare ikke stiller krav til ham, så han enten føler sig tvunget til at afvise dig eller leve op til dem. Husk, at det er din fantasi – og dit behov for at krydre jeres sexliv. Hvis din fantasi også pirrer ham, behøver du ikke være i tvivl, så skal han nok reagere.

SE OGSÅ PÅ FITLIVING.DK: Sex er godt for din sundhed