Mads Peter Aagaard er aseksuel ligesom to pct. af befolkningen.

Hvis du hellere vil se maling tørre på en væg end at dyrke heftig elskov, er det ikke nødvendigvis noget galt med dig.

- Omkring én til to procent af verdens befolkning er aseksuelle, viser flere udenlandske undersøgelser, og der er ingen grund til at tro, at det skulle være anderledes i Danmark, siger ledende overlæge på Jysk Sexologisk Klinik, Astrid Højgaard.

Mads Peter Aagaard har tænkt meget over, hvorfor han ikke har lyst til sex.

- Er det fordi, jeg er enebarn? Er jeg mon i virkeligheden homoseksuel? Er det noget hormonelt? Mangler jeg bare at møde den rette? Tro mig, jeg har overvejet alle muligheder, fortæller den 34-årige Mads Peter Aagaard.

Uden for fællesskabet

Fysisk er der ikke noget galt. Han kan få rejsning og udløsning ligesom alle andre mænd.

- Men det giver mig åbenbart bare ikke samme tilfredsstillelse og nydelse, som jeg tror, det giver andre, siger han.

I mange år håbede Mads, at seksualiteten kunne blive vakt til live.

- Jeg føler mig jo uden for et kæmpestort fællesskab. Sex fylder meget både i samfundet og i sociale sammenhænge. Det svarer måske til mænd, der ikke interesserer sig for fodbold og på den måde går glip af et specielt mandesammenhold, gætter den 34-årige PR-medarbejder.

Han gik derfor til læge og psykolog for at finde ud af, hvorfor han ikke er ligesom alle de andre.

Surfede porno

- Efter noget tid hos psykologen uden resultat fik jeg tanken, at der måske ikke er noget galt med mig. Måske er det helt okay ikke at interessere sig for sex. Jeg har jo ikke andre problemer, end at jeg ind imellem ikke kan være med i mandesnakken.

Han har også prøvet at surfe porno på nettet for at se, om der var et eller andet, der tændte. Men forgæves.

Mads Peter Aagaard har haft kærester og har da også haft sex. Og finder han igen en kæreste, vil han ikke udelukke sex igen.

Sex og romaner

Faktisk sammenligner han sit forhold til sex med sit forhold til skønlitteratur.

- Jeg får aldrig rigtig læst nogle romaner, og det ærgrer mig da på en måde. Jeg ved jo godt, jeg går glip af en masse ting. På samme måde har jeg det med sex, siger han.

SMS

Hitter på Facebook

Mere fra Få første måned for 9 kr.